Beboerbladet.dk Sådan Sådan - er det at bo på Læsø: Jeg fik rækkehuset, samme dag, jeg ringede
Sådan

Sådan - er det at bo på Læsø: Jeg fik rækkehuset, samme dag, jeg ringede

Anette Løkken Jens Bach 9. nov. 2017
Da Merete Lenler Petersen fik job på Læsø, havde hun 14 dage til at finde en bolig. Merete ville bo til leje, og i løbet af få timer fik hun rækkehus på den ø, hvor hun ikke kendte et øje, men hvor hun nu elsker at være.

Da Merete Lenler Petersen fik job på Læsø, havde hun 14 dage til at finde en bolig. Merete ville bo til leje, og i løbet af få timer fik hun rækkehus på den ø, hvor hun ikke kendte et øje, men hvor hun nu elsker at være.

“Jeg vidste faktisk ikke, hvor Læsø lå!”

Merete Lenler Petersen erkender sin manglende geografiske kunnen med  et smil.

I dag er Læsø nemlig­ centrum på Meretes livs­kort og hendes lille rækkehus, her på Æblevej i Byrum, er blevet “hjem” i alle ordets bedste betydninger.

“Jeg er så glad for at bo i en lille afdeling, og her er et godt sammenhold,” fortæller Merete.

Den 22-årige kvinde kommer fra en landsby tæt på Aarhus og havde søgt job flere steder, da hun blev kaldt til samtale som pædagogisk assistent i Børnehuset på Læsø. Hun fik jobbet, og selvom Merete hverken kendte til øen eller dens indbyggere, sagde hun ja!

Som datter af en varmemester var hun heller ikke i tvivl om, at hun ville bo i én af boligselskabet Nordjyllands rækkehuse på øen.

Æblevej
“Min far har lært mig, at jeg ikke skal bo privat til leje,” siger hun med et smil.

På boligselskabets hjemmeside havde hun spottet et enkelt ledigt hus, men da hun ringede til boligselskabets områdeleder på Læsø, Andreas Haaber, var det væk.

“Heldigvis havde Andreas et andet hus her på Æblevej, og i løbet af dagen fik jeg papirerne, skrev under og fik mit eget hus på Læsø,” fortæller Merete.

Merete har tidligere boet til leje i Silkeborg og mærker tydeligt forskel fra byen til øen i Kattegat.

“Det tog mig lang tid at falde til der, men her følte jeg mig hurtigt hjemme.”

Det er første gang, ­Merete bor alene, men siden hun flyttede til øen i april, har hun aldrig følt sig ensom. Allerede da hun ankom i flyttebilen, var der nogle, der kom og sagde goddag.

“Der er mere åbenhed og mere snak, end jeg før har oplevet. Det trives jeg godt med, for jeg er jo vokset op i en landsby, hvor alle kender hinanden. Sådan er det også her,” siger Merete. 

 

 ...........................................................................................................................................................................................................................................................

Lone Kristensen har boet her  på Æblevej siden november  2014 og er også tilflytter ligesom Merete. Lone er Læsøs eneste bibliotekar.
Lone Kristensen har boet her på Æblevej siden november 2014 og er også tilflytter ligesom Merete. Lone er Læsøs eneste bibliotekar.

GODE NABOER BETYDER ALT!

Merete Lenler Petersen havde knap fået sine møbler på plads,  før Lone Kristensen kom forbi og inviterede hende i biografen. Siden har de to set hinanden dagligt, og Merete føler sig  omgivet af gode mennesker på Æblevej.

 Nede i nummer 24 bor Lone, og ovre i nummer 5 bor Gitte. Begge kvinder, som Merete ser dagligt, men som hun ikke kendte, før hun selv flyttede ind på Æblevej på Læsø.

“Det begyndte med, at jeg fik en flise af Lone, og så in­vi­terede hun mig i ­biografen,” siger Merete med et grin.

Flisehistorien handler om et tøjstativ, der ikke ville stå selv og en nabo, der meget hjælpsomt kom med en flise, som det kunne stå på. Den nabo hedder Lone Kristensen, er bibliotekar og udover at være blevet Meretes gode veninde, så deler de to kvinder nu også kat.

“Den løb hele tiden ned til Lone, så nu har den en madskål begge steder,” ­ siger Merete om sin tro­løse kat.

Det med at lære nogen at kende har vist sig meget nemt i Boligselskabet Nordjyllands afdeling på Æblevej i Byrum.

“Jeg fik indflyttergave af mine naboer, første gang vi mødtes, og er på fornavn­, smil og vink med alle, der bor her,” fortæller hun.

For Merete var det et godt valg at flytte til Læsø, og hun er taknemmelig for, at hun endte på Æblevej, hvor hun er glad for både hus og naboer:

“Jeg har fået at vide, at det er cool og sejt, at jeg er flyttet herover. For mig er det bare skønt, at jeg tog det skridt og er blevet taget så godt imod!” 

FAKTA
Det er Boligselskabet Nord jylland, der har de 12 familieboliger på Æblevej. Merete Lenler Petersen betaler månedligt 4.287 kroner i husleje plus 750 kroner á conto til forbrug. Hendes rækkehus er 70 m2 og har soveværelse og stue. Der er seks 2-værelses huse og seks 3-værelses rækkehuse på Æblevej.
Boligselskabet Nordjylland omfatter 1.800 boliger fordelt på de syv kommuner: Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Rebild og Aalborg.
Se bonord.dk

Print Send