Beboerbladet.dk Portræt Vejrværten drømmer om sol og strand
Portræt

Vejrværten drømmer om sol og strand

Mette Lauth Claus Bech 14. maj. 2018
Alle taler om vejret, men få har det som deres arbejde. DR’s vejrvært Christian Cherry sender 15 vejrudsigter på en vagt og brænder for at formidle videnskab.

Hvis du sidder med en træls følelse af, at du blev snydt for sommer sidste år, så har du helt ret. Også hvis du spørger en rigtig vejrnørd som Christian Cherry fra Vores Vejr på DR.

“Hvis man er til sol og strand, så var 2017 en meget dårlig sommer. I vejrverdenen kigger man på tre parametre: Nedbør, solskinstimer og temperatur, og det var elendigt på alle parametre,” siger han.

Det var den 11. vådeste sommer siden 1870. Med den laveste maksimumtemperatur, siden man begyndte at måle i 1874 – bare 26,8 grader. Dertil kom byger og skybrud over hele landet og få timer med sol.

Selvom sommeren på den måde var speciel vejrmæs­sigt, så vil vejrværten hellere fortælle om sol på vej.

“Det er meget mere interessant at formidle noget, der har en udvikling og forandrer sig. At fortælle historien om, at nu kommer der en ændring til det bedre. Frem for en vejrudsigt om, at ’Det regner, og det bliver det ved med’,” smiler han.

Vejret er i Aarhus
Alle arbejdsdage som vejrvært begynder med, at man trækker friske prognoser fra tre store vejrtjenester.

Ud fra det danner Christian Cherry sig et overblik over vejrsituationen i dag. Så skriver han en artikel til dr.dk om dagens vejr og går i gang med at lave de vejrkort, han skal vise i aftenens vejrudsendelse.

På den ene type vagter sender han 10 vejrudsigter på radio, for han laver også lokale vejrudsigter på alle P4’s regionale programmer. Om eftermiddagen og aftenen er han så på tv med fem vejrudsigter på DR1 og DR2. Alt sammen live.

På den anden type vagter er han på i radioavisen klokken 12, og resten af dagen laver han og en redaktør udsendelsen Vores Vejr på DR. Den varer i 10 minutter og sendes live 18.50 med indslag om vejr fra ind- og udland. 

“Jeg har i hvert fald altid rigeligt at lave helt indtil slut og trives virkelig godt med jobbet som vejrvært,” siger han.

Christian Cherry var vært på et jazzprogram på P8 og havde blandt andet lavet musik og teater, før han blev vejrvært i 2016. Men springet var ikke så stort, som det så ud. Han er uddannet folkeskolelærer med geografi som linjefag og har også en tillægsuddannelse om formidling af naturvidenskab.

“Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab og brænder virkelig for det her med at formidle data i et sprog, der er hverdagsagtigt og ikke bliver for nørdet,” siger han.


45-årige Christian Cherry og hans familie bor i Brumleby midt i København lige ved siden af Parken.

Forskelligt vejr i lille land
En læser på Beboerbladets Facebook har bedt os spørge Christian Cherry om, hvor­dan vejret kan være så forskelligt i et lille land som Danmark?

Ifølge vejrværten skyldes det, at vi ligger ud til havet, og at der er rigtig store forskelle, i forhold til hvilken vindretning vi har.

Når der kommer en front med vedvarende regn, er det oftest fra sydvest eller vest. Det vil sige, at det meste nedbør kommer til at falde hen over Jylland og ikke særligt meget på Bornholm.

“Det er derfor, de kalder sig solskinsøen – de kan have en hel anden vejrtype der. I Nordjylland derimod ligger de i læ for de norske fjelde, der så tager regnen, når vinden kommer fra nordvest. Så de har oftest også rigtig godt vejr,” siger han.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om sommeren i 2018 bliver bedre end sidste år? Det kan vejrværten ikke love.

“Ifølge DMI er prognoserne for juni og juli meget usikre. Det mest sandsyn­lige er, at vi får den vejrtype, der prægede sommeren 2017. Der er tendens til en vestlig strømning med lavtryk og fronter, der passerer landet.” 

Der er dog også mulighed for, at et højtryk over Østeuropa i perioder kan dominere vores vejr.

“Det vil i så fald give dage med en del sol og høje temperaturer. Desværre vil den vejrsituation også øge risikoen for skybrud og tordenbyger,” siger Chris­tian Cherry.

August er endnu for langt væk, og generelt er langtidsprognoser vanskelige.

“Jeg håber, det bliver en sommer med strandvejr og dagevis med sol i træk. Jeg kunne virkelig godt tænke mig noget lækkert vejr at gå rundt at hygge mig i,” siger han.

.................................................................


OM SOMMEREN ER BRUMLEBY DET BEDSTE STED I VERDEN 

Christian Cherry og hans hustru Asta Birnø har også set på andre boliger igennem tiden. Dejlige rækkehuse og store lejligheder. Men i den sidste ende har intet kunnet slå Brumleby i København, der er en almen boligafdeling under KAB. På trods af de små rum i sære størrelser, den minimale have og at to af familiens tre børn må dele værelse.     

"Fra foråret til efteråret er Brumleby det bedste sted på jorden at være. Allerede om foråret sidder folk ude, og man kan hurtigt lave en aftale om at tage en kop kaffe eller lave noget mad sammen,” siger han.

Oprindeligt hed det Lægeforeningens Boliger og blev bygget i 1850’erne efter kolera­epidemien som et bud på bedre boliger til arbejdere. Der er 221 boliger, og ventetiden er på over 20 år. Familien holder af de mange arrangementer for børn og voksne og de store grønne områder imellem husene.

“Det er et utroligt fællesskab her, og børnene kan bare løbe rundt at lege, for der er ingen biltrafik i Brumleby,” siger han.

Fællesskabet er også noget af det, de lægger vægt på, nu de kigger efter ny bolig i Aarhus, hvor DR Vejret flyttede hen i februar.

“Vi ser det som en spændende mulighed for at prøve noget nyt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil blive rigtig glade for at bo i Aarhus,” siger han. 



Beboerbladet nr. 2 - 2018

Print Send