Beboerbladet.dk Portræt Man kan sagtens nå langt i livet uden studenterhat
Portræt

Man kan sagtens nå langt i livet uden studenterhat

Mette Lauth Lars Bech 8. nov. 2017
Sangeren Karl William forstyrrede i skolen og droppede ud af gymnasiet. Nu synger koncert sale hans krøllede, danske tekster. Han synes, der skal lægges mere vægt på, at man kan nå langt og gavne samfundet uden en uddannelse.

Skolen og Karl William blev aldrig lykkelige sam­men. Nu er han 22 år, har fået flere ­musikpriser, er i gang med sit fjerde album og har lige været den yngste deltager i TV2-programmet Toppen af Poppen nogensinde.



I Toppen af Poppen fortolkede Karl William et af Caroline Hensons numre

Her så over en halv mil­lion seere hver søndag  den unge, rødhårede fyr sætte sig til rette blandt ­Michael Falch, Caroline Henderson, Søren Huus  og andre pop-ikoner.

Det kan han godt mærke, når han går i kiosken eller ud at spise, for folk kigger længere, end de ­plejede. Men den største anerkendelse for ham er  at stå på scenen.

“Det gibber mest i mig, når vi tager ud og spiller for fyldte sale eller telte. At stå foran nærmest 10.000 mennesker på ­Roskilde. Det sætter jeg stor pris på,” siger han.

For fire år siden var Karl William Wandahl fra Råhøjparken i Stavtrup ikke Toppen af Poppen.  Eller toppen af noget som helst andet for den sags skyld.

Han var droppet ud af gymnasiet efter kort tid. Han gik på produktionsskole og hang ud med sine venner i det studie, de ­havde lavet i en af de andres farmors kælder i midtbyen i Aarhus. “Montanagade,” som en af  vennerne har tatoveret på Karl Williams højre underarm. 

Jeg havde ikke nogen plan B. Det, tror jeg, gør plan A rigtig god nogle gange - så går man op i det.

Ekstra krudt i røven
Karl William kalder sig selv en “hyggelig dreng”. Men i skolen havde han ekstra krudt i røven, og ud over musiktimerne og lidt dansk stil var der ikke meget, der fangede ham på friskolen i Stavtrup.

“Jeg havde sådan en mangel på koncentration, som gik ud over nogen andre. Når jeg kedede mig, gik det ud over den person, som ikke kedede sig. Sådan kan man leve i et parallelt univers af at være misun­delig og kede sig på samme tid. ’I er bare nogle ­stræbere. Jeg kan ikke finde ud af noget’," siger han.

I syvende klasse gik det ikke mere.

“Mig om min skole kunne ikke noget. Ikke sammen i hvert fald. Så jeg flyttede skole,” siger han.

Han flyttede til Laursens Realskole, der lagde mere vægt på disciplin. Her forstyrrede han mindre, men gik stadig mest op i at spille fodbold og var en kort overgang en del af AGF’s talentudvikling. 

Dejligt hjemligt
Hans forældre blev skilt, da han var tre, og han og hans lillesøster Molly boede hos deres mor og flyttede en del gange. Først rundt i Aarhus midtby og så til Stavtrup, hvor de flyttede ind i et rækkehus i Alboas afdeling Råhøjparken, da han var omkring 12 år.

“Jeg husker det ikke for at være de pæneste facader. Men det var hyggeligt, og det var dejligt hjemligt, når jeg gik ind ad indkørslen til Råhøjparken," siger han.

Han fik en fem-syv faste venner i Stavtrup.

"Vi kunne fise rundt og kaste med æbler og spille Playstation. Det var en dejlig tid," siger han. 

At ramme perfekt
“Der er kun få ting, som man rammer perfekt,” skriver Karl William i en sang. For ham selv var det først med musikken, han rigtigt fik den oplevelse.

“Jeg tror, at mange er helt tilfredse med uddannelsessystemet. Det er fandeme også dejligt for dem. Der skal bare lægges mere vægt på, at man sagtens kan nå rigtig langt her i livet uden at tage den samme uddannelse, som en million andre mennesker også har taget,” siger Karl William.

Efter 10. klasse prøvede han at starte på gymnasiet.

“Igen, det interesserer mig ikke rigtigt, de ting, der bliver snakket om i skolen. Det kan man jo sige så let som ingenting. Men det gjorde det virkelig ikke,” siger han.

Hans familie var ikke imod, at han droppede ud af gymnasiet. Hans mor syntes dog, at han lige skulle give det et forsøg mere.

"Men jeg var sådan: 'Den her er jeg altså helt sikker på. Jeg kan virkelig ikke finde ud af det. Det med at skulle tvinge sig selv hver evig eneste dag til at lade som om, man synes, der er noget, der er spændende – det tror jeg ikke, at man bliver klogere af, for at være helt ærlig," siger han. 

Lidt løn, frokost  og morgenmad
Karl William havde hørt om produktionsskole fra nogle venner. Det er et skoletilbud med praktisk arbejde og undervisning for unge, som ikke har gjort en ungdomsuddannelse færdig.

Han fortalte, at han spillede trommer og rappede lidt, og så fik han lov at begynde på Århus Produktionsskole på musiklinjen. På skolen fik man et beløb udbetalt, når man mødte op og for eksempel tog ud og spillede på folkeskoler.

“Det, synes jeg egentlig, var rigtig fint. Det havde jeg brug for lige der. Der kunne man få lidt løn også og frokost og morgenmad. Det var jo helt fantastisk.”

Der er omkring 14.000 unge om året, der går på produktionsskole. Men mens studenterhuerne og deres stolte forældre hvert forår larmer på Facebook med massevis af opslag, hører man ikke meget til eleverne på produktionsskolerne.

“Det kan godt være, det er lidt et tabu med produk­tionsskole. Men der er altså også os, der lavede noget andet, mens de kørte studenterkørsel – som har ført frem til, at jeg har det strålende med de ting, jeg foretager mig lige nu, og min musik, som kommer bredt ud. Og det er altså uden hat – i hvert fald ikke en studenterhat,” siger  Karl William. 

Nede i kælderen
Han synes, der skal gøres plads og lægges mere vægt på det kreative i hver enkelt person.

“Fordi det lykkes altså i ny og næ for folk at skabe deres helt egen forretning eller noget andet. Det gavner jo også andre mennesker, at man kan være kreativ og for eksempel skrive et stykke musik eller lave et firma, så staten tjener flere penge,” siger han.

For Karl William blev det store ryk, at hans fætter præsenterede ham for sine venner, der lavede musik. Sammen blev de til musikkollektivet Hukaos – det udtales som det engelske Who Cares.

Karl William gik ned i kælderstudiet på Montanagade som den hårdmundede rapper “Wicked” (ondskabsfuld, red.). Og efter mange dages og nætters musik kom han op igen som r’n’b-sangeren Karl William, der er kendt for at dele sine følelser i tyndhudede tekster. Blødt pakket ind i trompet og trommemaskiner.

Deres første nummer sammen var “Kostumeramt”, der handler om at gemme sig bag en hård facade.

“Det var det nummer, der gjorde, at vi alle sammen stoppede op og kiggede på hinanden: Det var  ret fedt.” 

Ikke råd til rugbrød
De lagde nummeret på musikdelingstjenesten Soundcloud og kameramanden Rasmus Rørbæk, der også er en del af ­Hukaos, lavede­ en video, som kom på Youtube.

Her blev det fundet af en studievært fra P6 Beat, der delte det på Facebook, og efter et par måneder var der pladeselskabsfolk, mana­gere og et koncerttilbud.

Karl William fik sit første spillejob, og på en halv time tjente han, hvad der svarede til en månedsløn på produktionsskolen. Så droppede han ud.

“Så tænkte jeg, så gider jeg da egentlig ikke være her. Men der gik jo lang tid, før det næste job kom. Så det var ikke altid lige let at få råd til rugbrødsmadder på det tidspunkt,” siger han.

Et roligt menneske
Siden er det kun gået fremad. P3 Guld Talent-prisen  i 2016, P3 Guld Prisen året efter. Roskilde Festival 2014 og 2017. Fire album og flere hit, blandt andet “Blind igen”.

Oplevelsen af at have fundet noget, han er rasende god til, har ændret ham.

“Jeg havde sådan en uforløst ting i kroppen. Nu føler jeg ikke, jeg har det længere. Man bliver et roligt menneske af at have det godt, og det gør også, at man bliver rarere at være sammen med,” siger han.

Det har også gjort ham mere bevidst om at sætte pris på tingene i sit liv.

“Der har været perioder, hvor jeg ikke har haft en skid at lave – så synes jeg, at en regnvejrsdag var en del hårdere, end den er  i dag. Når jeg ved, at jeg skal lave noget, jeg holder af, så er jeg ligeglad med, om det regner eller sner,” siger han.

Hvad hvis ingen havde fået øje på din musik?

“Jeg havde ikke nogen plan B. Det, tror jeg, gør plan A rigtig god nogle gange – så går man op i det,” siger han.

.....................................................................

SET I BAKSPEJLET


1988
“Ha, ha, jeg kan sige, at det var her, det hele startede,” siger Karl William. På billedet sammen med Molly, den ældste af hans tre lillesøstre.


1995
Jeg var mine forældres første barn.” Forældrene blev skilt, da han var tre år, og han og hans lillesøster var hos faderen hver anden weekend.


1995
Karl William med sin far, Bue Wandahl, der i mange år har været skuespiller på Aarhus Teater. "Billedet er taget inde ved præstegården ved domkirken i Aarhus, hvor min bedstefar var præst.” 


1997

Det er hyggeligt, det der – helt vildt. Man kommer til at savne sin mor, man kan godt lige ringe eller besøge hende eller et eller andet. Det er taget i vores kolonihave.



2007

Det er lige før, vi flytter til Stavtrup. Med langt hår – det har jeg ikke prøvet siden.


Læs flere portrætter fra Beboerbladet:

Joan Ørting: Hun spinder guld på regnvejrsdage
Armed Dualeh: Eks-præsident bor til leje i nordvest
Søren Pape Poulsen: Minister for tryghed
Anders Matthesen: Jeg havde mit helt eget liv







Beboerbladet nr. 4 - 2017

Print Send