Beboerbladet.dk Nyhed Så ruller campingdronningen og greven rundt i Danmarks almene boliger
Nyhed

Så ruller campingdronningen og greven rundt i Danmarks almene boliger

Michael Thorberg Stefan Kai Nielsen 2. okt. 2017
Endelig handler et boligprogram på tv om almene boliger. Tv-stationen dk4 indleder sammen med camping-dronningen Anne-Vibeke Isaksen og public-service-greven Mik Schack jagten på Danmarks dejligste hjem.

Med camping-dronningen Anne-Vibeke Isaksen og public-service-greven Mik Schack ved roret finder dk4 og BL – Danmarks Almene Boliger nu ”Danmarks dejligste hjem”.

Ja, der er tale om endnu et boligprogram på dansk tv, men helt forskelligt fra alle andre boligprogrammer handler det i denne nye serie udelukkende om almene boliger. Det vil sige, at programserien fokuserer på den million danskere, som bor i en af Danmarks 570.000 almene boliger.

Når Anne-Vibeke Isaksen og Mik Schack rejser landet rundt for at finde Danmarks dejligste hjem, er udgangspunktet beboernes egen begrundelse for, at de har Danmarks dejligste hjem. Det kan være fællesskab, naboer, viceværten, udearealer, fælleshus, aktiviteter, men også boligens størrelse, indretning, husleje og beliggenhed, for også nogle af Danmarks almene boliger ligger ved vandet og har en fantastisk udsigt.

Hen over sommeren har almene beboere sendt videobidrag ind til Danmarks dejligste hjem og meldt sig til at deltage i boligprogrammet, som har til formål at finde det allerdejligste hjem.

I alt kommer der syv programmer i serien om Danmarks dejligste hjem. I to indledende programmer finder Anne-Vibeke og Mik de fire familier og hjem, der går videre i konkurrencen. I fire efterfølgende programmer besøger Mik og Anne-Vibeke de fire familier. Finaleshowet optages på Almene Boligdage ’17 i Aarhus til november, hvor det er deltagerne i Almene Boligdage, som stemmer om, hvem der skal være den endelige vinder.

Første program i serien sendes første gang tirsdag den 3. oktober kl. 20.15 på dk4, og det genudsendes flere gange på kanalen. Men alle programmerne bliver løbende også gjort tilgængelige på Beboerbladets og BL’s hjemmesider, så de kan ses på nettet. Anne-Vibeke og Mik har udvalgt en række kandidater, som de nu vil kigge nærmere på, for at finde ud af, hvem der skal gå videre i konkurrencen. Men hvem der går videre, får man først at vide, når Anne-Vibeke og Mik i et senere program dukker op et sted i landet, hvor den første finalist bor. ”Danmarks dejligste hjem” produceres i samarbejde med BL – Danmarks Almene Boliger.

Fakta om værterne:

Anne-Vibeke

Fulde navn: Anne-Vibeke Isaksen (men alle er på fornavn med hende).

Beskæftigelse: Tv-vært, forretningskvinde, mediechef (i Dansk Camping Union), formand (for danske rejsejournalister), mor til to børn (som ofte medvirker i hendes programmer). Tv-fotografen er hun gift med) og en hel masse mere.

Alder: 46 år.

Blandt andet kendt fra: dk4-programmerne ”Anne-Vibeke rejser”, ”På tur til …” og ”Campingmagasinet”.

I øvrigt: Er hendes to børn nogle af Danmarks mest berejste, for de har været med mor på arbejde (på rejse), siden de var helt små. Hun har altid gerne villet lave tv med Mik Schack.

Mik Schack

Rigtige navn: Michael Hans greve Schack (ja, han er adelig, men frabad sig en karriere som greve af Schackenborg).

Beskæftigelse: Tv-vært, musiker (spiller især vaskebræt), tegner, kok, samfundsdebattør (udtrykker især sin mening om mad og øl), chili-ambassadør og en hel masse mere.

Alder: 64 år.

Blandt andet kendt fra: dk4-programmet ” Mik Schacks Public Service”.

I øvrigt: Kender en hel masse til almene boliger, fordi han igennem 10 år har lavet mad sammen med almene beboere over hele landet og skrevet artikler om det i Beboerbladet.

 

Print Send