Beboerbladet.dk Nyhed Lettelse hos beboere: Ikke til at bære, hvis renoveringer blev udsat
Nyhed

Lettelse hos beboere: Ikke til at bære, hvis renoveringer blev udsat

Ingrid Pedersen Jytte Enkebølle (tv) og Birte Thorndal har frygtet, at regeringens planer ville udskyde iværksættelsen af Lystoftehuses helhedsplan. Fotograf: Søren Hytting 9. maj. 2018
Beboerne i Lystoftehuse er trætte af iskolde ydervægge, kuldebroer og risiko for skimmelsvamp. De frygtede i nogle måneder, at støtten fra Landsbyggefonden ville blive udsat.

Jytte Enkebølle og Birte Thorndal er lykkelige over at høre, at regeringen ikke fik gennemført sin forslag om finansiering af udspillet mod parallelsamfund.

Det ville ellers have medført en ekstraregning til Landsbyggefonden og dermed de almene beboere på op mod 20 milliarder kroner. 

Læs pressemeddelelse fra BL:
God aftale om finansiering og renoveringer

Denne ekstraregning kunne have tømt Landsbyggefondens økonomi, og derfor var regeringens udspil også et reelt stop for renoveringer uden for de udsatte boligområder.

Jytte Enkebølle og Birte Thorndal har frygtet, at regeringens planer ville udskyde iværksættelsen af Lystoftehuses helhedsplan.

Det ville næsten ikke være til at bære, hvis det var blevet udskudt, for så risikerer vi, at hele processen skulle starte forfra,” siger Birte Thorndal.

De er prækvalificeret til at få penge til blandt andet isolering af ydervæggene. Samtidig er der planer om måske at få nyt tag og inddrage en del af loftet til beboelse, så de underliggende lejligheder kan blive større.

Det, de glæder sig mest til, er dog udsigten til også at få altaner, selv om det kommer til at koste på huslejen.

Men det mest hastende er at få gjort noget ved de kolde ydervægge og få bekæmpet skimmelsvamp i de lejligheder, der er ramt. 

Ingen reoler mod væggene
Det er Jytte Enkebølle ikke, for hun er omhyggelig og har taget alle de forholdsregler, man kan.

For eksempel står hendes bogreol ikke helt op mod væggen, for hun er godt klar over, at hvis den gjorde det, kunne der være grobund for skimmelsvamp på bagsiden af den. På samme måde har hun en stor lædersofa, der kun allerøverst står tæt på væggen, men længere nede er der et stort luftrum, så den ikke rører væggen.

"Det ville være en dårlig idé med en sofa med helt lige ryg, der stod op mod væggen," siger hun.

Hendes afdøde mand var håndværker, og han var meget opmærksom på alle de forhold, der kan forårsage skimmelsvamp. Jytte passer grundig på med at lægge klorinopblødte vatstrimler på gummilisterne ved vinduerne, så det skrappe kemikalie kan dræbe skimmelsvamp, før den etablerer sig.

Jytte og Birte bor i hver sin ende af et af husene, og deres lejligheder er spejlvendt. Men selv om Birte træffer de samme forholdsregler, er der pletter af skimmelsvamp i hjørnerne i hendes køkken og på badeværelset.

Hun har boet i lejligheden i over 30 år, men i hendes lejlighed har en tidligere lejer, der var tømrer, isoleret den kolde væg i køkken og stue, og erfaringer fra andre lejligheder viser, at der bag den kan gemme sig skimmelsvamp. 

Sorte vindueskarme
Jytte Enkebølle er formand for afdelingen. Hun fortæller, at der blandt beboerne er meget snak om

problemerne med skimmelsvamp, og hos nogle beboere er vindueskarmene helt sorte. Hun er selv klar over, at grundig og hyppig udluftning er afgørende for at holde den væk – men om vinteren er det svært, og det koster i varme.

Andre beboere fortæller om kuldebroer under vinduerne, hvor der ikke har været plads til isolering.

Hun nævner også, at om vinteren er hendes væg bag sofaen iskold.

"Så jeg glæder mig til, vi får isoleret," understreger hun.

Lejlighederne i Lystoftehuse er små. De største fireværelsers er på 82 kvadratmeter, Jyttes er på 78.

Derfor glæder hun sig over, at der er planlagt udvendig isolering med en slags bats – og udenpå dem bliver der opført en mur, så udtrykket bliver det samme som nu.

Hun lider af KOL, og det er jo selvforskyldt, skynder hun sig at nævne, og af astma. Derfor kunne skimmelsvamp gøre hendes situation endnu værre.

Men jeg har som sagt gjort, hvad jeg kunne for at undgå det,” siger hun.

Som formand kender hun også prisen for skimmelsvamp – udover den pris, det kan koste på helbredet. En enkelt lejlighed måtte renoveres for 125.000 kr. og familien genhuses, mens renoveringen stod på.

Men selv om isoleringen er det mest presserende, er det, de begge glæder sig mest til som sagt at få altaner, og de viser på arkitekternes prospekt, hvordan de er tilpasset husene, der på nogle områder ikke må forandres.

Noget af det kommer selvfølgelig til at koste lidt på huslejen,” siger hun, men med den delvise finansiering fra Landsbyggefonden mener hun ikke, at der er beboere, der ikke har råd til at blive boende, selv om mange af beboerne er enlige.

For dem begge er det en stor lettelse, at renoveringen tilsyneladende kan følge planen og blive gennemført i 2020-2021. 

Billedtekst:  Steen Ejsing, byggechef i boligselskabet DAB siger, at renoveringen af Lystoftehuse er meget vigtig, for hvis skimmelsvamp breder sig, kan de have alvorlige konsekvenser for husene.
”Og der er tale om rigtigt fine huse,” understreger han om de otte blokke med 81 lejligheder, der er bygget i 1947 og tegnet af arkitekt Kay Fisker.


En rigtig fin bebyggelse
Steen Ejsing, byggechef i boligselskabet DAB siger, at Lystoftehuse er en af de renoveringsopgaver, der vil blive prioriteret. For hvis skimmelsvamp breder sig, kan de have alvorlige konsekvenser for husene.

Og der er tale om rigtigt fine huse,” understreger han om de otte blokke med 81 lejligheder, der er bygget i 1947 og tegnet af arkitekt Kay Fisker.

Steen Ejsing understreger, at selv om der er planlagt udvendig isolering, vil det selvfølgelig blive gjort nænsomt, så man fastholder det arkitektoniske udtryk. Han forklarer, at der er tale om fuldmurede vægge uden hulmursisolering, og forsøgene med indvendig isolering har forværret problemerne med skimmelsvamp.

Selv om folk godt ved, at udluftning er vigtigt, er det en udfordring, for når folk er presset på økonomien, passer man på varmen – og skruer måske ikke så meget op, siger han og tilføjer, at det selvfølgelig også er en udfordring i de små lejligheder, at man ikke må stille sine møbler op ad væggen."

Så vi følger det tæt, og håber, vi kan holde tidsfristen,” siger han.

Print Send