Beboerbladet.dk Nyhed Kontanthjælpsmodtager? Ny bevægelse kan lette din hverdag
Nyhed

Kontanthjælpsmodtager? Ny bevægelse kan lette din hverdag

Katrine Nadia Jørgensen Lars Bertelsen 15. maj. 2017
De kommer med mad, legetøj og bagværk til børnefødselsdagen. Næstehjælperne rykker ud, hvis du mangler penge på grund af kontanthjælpsreformen.
Næstehjælperne “Jeg giver tingene væk lokalt, fordi jeg vil hjælpe Ishøjs egne børn,” siger Ingrid Jensen (tv.), der er pensioneret pædagog og kender en del af byens børn. Hanne Petersen, der er folkepensionist og frivillig i Næstehjælperne, tager imod. 1 af 2
Næstehjælperne Hun tropper op med kage, varm kakao og boller, hvis en nabo mangler penge til børnefødselsdagen. Henriette Flindt Madsen bruger et par timer om dagen på Næstehjælperne. 2 af 2

For et halvt år siden trådte kontanthjælpsreformen i kraft. Hvis du er en af de beboere, der har fået færre penge imellem hænderne, kan du opsøge Næstehjælperne, der er en græsrods­bevægelse med lokalafde­linger spredt over hele landet.

To gange om ugen bliver der åbnet op for et kælderlokale i boligafdelingen Vildtbanegård, hvor Næstehjælperne i Ishøj holder til. Bordene flyder over med brugt børnetøj, legetøj og masser af mad­varer. Her har flere end 100 frivillige hjulpet til, siden en håndfuld beboere startede lokalafdelingen op i oktober sidste år.

Førstehjælpskasser til sultne børn
“Det har overrasket mig, hvor mange der sender deres børn sultne i seng hver eneste dag. Vi får stadig flere henvendelser fra især sultne børnefamilier,” siger Anne Harboe, der holder styr på “førstehjælpskasserne”, som blandt andet består af ris, pasta, flåede tomater og havregryn. Hun betaler varerne af egen lomme, og hver eneste dag bliver de sendt afsted til de kontanthjælpsmodtagere, der har mest behov for mere mad.

Et ældre ægtepar træder ind ad døren. Med sig har de flere kasser aflagt tøj fra børn og børnebørn samt to dukker.

Jeg giver tingene væk lokalt, fordi jeg vil hjælpe Ishøjs egne børn,” siger Ingrid Jensen, der er pen­sioneret pædagog og derfor kender en stor del af børnene i kommunen. Og netop tanken om at hjælpe i nærområdet er det, der driver de fleste frivillige
i tøjkælderen, mener Henriette Flindt Madsen, der er med i fødselsdagsgruppen” og derfor tropper op med kage, varm kakao og boller, når en børne­fødselsdag står for døren. I denne måned står hun i spidsen for hele seks af slagsen.

Rykker ud til børne­fødselsdage
“Modtagerne er altid enormt taknemmelige. Jeg har allerede samlet en hel sæk med bamser og Barbie­-duk­ker til næste børnefødselsdag,” siger hun og fortæller, at hun netop har sat en dej over til den næste levering fødselsdagsboller. Hun er også med i “Nørklerne”, der er en gruppe frivillige, der mødes et par gange om ugen for at sy og strikke. Deres næste store projekt er strikkede dåbskjoler, der skal gå i rotation imellem de mest trængende børnefamilier.

Alle kan søge hjælp hos Næstehjælperne, og det kræver ingen særlige forudsætninger at blive frivillig. Henriette Flindt Madsen er selv sygemeldt fra jobbet som sosu-assistent på grund af kroniske rygsmerter.

Jeg vil gerne hjælpe­­, selvom jeg ikke er på arbejdsmarkedet, og jeg glemmer smerterne, når jeg er i gang. Alternativet er at sidde derhjemme og blive ensom. Jeg har brug for at tale med andre end min mand og to børn,” slutter hun. 

.................................................................................................................

ER DIN NABO PÅ KONTANTHJÆLP? SÅDAN MÅ DU HJÆLPE
Kontanthjælpsmodtagere har ret til hjælp fra systemet, hvis de har en formue på under 10.000 kroner. Aktier, obligationer, værdipapirer og kostbart indbo bliver opfattet som formue. Bil, sommerhus og stor friværdi i egen bolig bliver også indimellem betragtet som formue. Alle former for indtægter bliver modregnet i kontanthjælpen. Du må hjælpe en kontanthjælpsmodtager med tøj, mad og gaver – så længe du holder dig under formuegrænsen på 10.000 kroner. Det er også tilladt at overføre penge i flere omgange. Men det vil altid bero på en konkret vurdering af gavens form og værdi, om pengene kan blive opfattet som en indtægt.


FIND NÆSTEHJÆLPERNE PÅ FACEBOOK
Næstehjælperne er en landsdækkende græsrodsorganisation, der støtter beboere, der har fået færre penge på grund af kontanthjælpsloftet, som trådte i kraft den 1. oktober 2016. I skrivende stund har bevægelsen næsten 17.000 medlemmer på Facebook. Alle kan søge om medlemskab af Facebook­gruppen “Næstehjælperne – Netværk for protest og praktisk hjælp til reformramte”. Det kræver ingen særlige forudsætninger, og du kan søge om hjælp uden selv at være næstehjælper. Mange kommuner har deres egen lokalafdeling. Søg efter “Næstehjælperne” sammen med navnet på din kommune for at finde ud af, om hjælpen er nær. Skriv til administratorerne i den store Facebook­gruppe, hvis du vil starte din egen lokalafdeling.



Beboerbladet nr. 2 - 2017

Print Send