Beboerbladet.dk Nyhed Jennumparkens børn lader sjælen tale igennem sang
Nyhed

Jennumparkens børn lader sjælen tale igennem sang

Regnar M. Nielsen Jennumparkens Fritidshjem 23. aug. 2017
Børn af 11 nationaliteter er i Jennum-parken samlet i et fællesskab om den danske sangskat. Sammen har de opnået succes. Tusinder har hørt dem, og efterspørgslen er stigende.

“I en lille båd der gynger,
sidder jeg og synger…” 

Stop! Nu skråler I… Det skal I ikke. – I skal synge…”

Det er eftermiddag, onsdag den 26. juni. Cirka 20 børn øver sidste gang inden sommerferien på repertoiret for Jennumparkens børnekor. Den gamle Bamse-sang er tydeligt en af favoritterne.

I hvert fald lægger børnene­ efter korleder Birgitte Søren­sens opfattelse pludselig for stor entusiasme i deres vokal. 

Vi prøver en anden sang,” beordrer Birgitte Sørensen. 

“Se solen stiger op over ­bilkirkegården

 og malkepigen pumper
sin ged

 mens præstens kone står
 på hænder for sin bror

 og kløvermarken står i flor.”

 Koret stemmer i med Shu-bi-duas Danmarks-sang. Umiddelbart lyder det til, at børnene igen har fundet det rigtige toneleje. Mange af børnene har også en betydelig erfaring at trække på. Koret har igennem de sene­ste år turneret Danmark rundt, sunget for tusindvis af mennesker i DR Koncerthuset sammen med DR’s pigekor. De har sunget for Helle Thorning-Schmidt og Danmarks mest prominente folk på Store Trappe foran Christiansborg, for dronningen, for prinsesse Alexandra og et stort pub­likum i Tivolis Koncertsal og mange flere.

Koret har indspillet fire cd’er med alt fra Halfdan Rasmussens sange over russiske til bosniske børnesange.

Det er Jennumparkens eget børnekor – 34 piger og drenge i alderen fra seks til 12. Trefjerdedele af dem er af anden etnisk oprindelse end dansk. I alt er 11 nationaliteter samlet i koret.


Jennumparkens børnekor opfører grundlovsdag 2012 sammen med andre kor fra hele landet musicalen “Demokrati
til tiden” foran Christiansborg.

EFTERSPURGT SUCCES
Det hele begyndte i 2008, der officielt var udråbt som “sangens år”.

Vi dannede et lille kor af pigerne på Jennumparkens Fritidshjem,” fortæller institutionens leder, Birgitte Sørensen, der sammen med pianist Ulrik Damm er ildsjælene, der yder koret den nødvendige kyndige undervisning, iscenesæt­telse og praktisk support.

Siden kom drengene til. Og i dag har vi Jennumparkens børnekor,” fortsætter hun.

Når koret er blevet en stor og efterspurgt succes, hænger det ifølge lederne sammen med, at drengene og pigerne virkelig gerne vil hinanden og sangen. Det vil de, fordi de får noget ud af det.

Vi oplevede hurtigt, at vi fik gladere børn og mere udadvendte børn. Deres selvværd er steget, hvorfor de også i andre sammen­hænge tør tage flere udfor­dringer op. Udfordringer, de i øvrigt også har fået nemmere ved at klare. Sangen har eksempelvis hjulpet dem til at koncentrere sig bedre,” forklarer Birgitte Sørensen.

Når børnene begynder at synge, ændrer de sig temmelig meget. Det påtagede skrælles af. De bliver sig selv – viser sig frem. At synge er at tale direkte fra sjælen,” forklarer Ulrik Damm, der er korets pianist.


 Børnekoret synger på Værket i Randers ved åbningen af “ Børnekulturugen 2016”. 

MUSLIMSKE BØRN I KIRKEKOR
Børnene kan synge i koret, til de er 12 år. Men mange af dem fortsætter med at synge, efter de stopper.

En del af børnene fortsætter blandt andet med at synge i kirkekor – også muslimske børn,” siger Ulrik Damm.

Sangen og koret er en sjælden stærk integrations-katalysator, fortsætter Birgitte Sørensen.

Og børnene har da også kun godt at fortælle om at være i koret.

Jeg har sunget i koret, siden jeg var seks,” fortæller Ömer Hamza Acar, der nu er 10 år.

Jeg kan lide at synge. Jeg gør det også hjemme. Når jeg synger i koret, er jeg oven i købet sammen med de andre, og vi har det godt sammen,” fortsætter han.

Og koret sikrer børnene flere oplevelser end bare sang.

Vi har sammen været mange steder for at synge – flere gange i København. Og vi oplever hver gang spændende ting,” fortæller Lea Lind, der er 10 år.

Når vi er afsted, er vores forældre også med. Det er også rart,” fortsætter hun.

Børn, forældre og ledere … Når koret skal uden for Jennumparken, er det en større udflugt af ambassadører fra det store bolig­­område i Randers. Nogle gange tager andre også med. Beboerne i boligområdet, som hører under RandersBolig, er nemlig stolte af deres kor og vil gerne følge dem.  


Dronningen besøgte i 2010 i forbindelse med sit sommertogt Jennumparken. Koret sang et særligt udviklet “Dronninge potpourri”, som var sammensat af 3 Halfdan Rasmussen-sange.


Beboerbladet nr. 3 - 2017

Print Send