Beboerbladet.dk Nyhed Invitation til beboerbladets læsere: Vær med i nyt boligprogram
Nyhed

Invitation til beboerbladets læsere: Vær med i nyt boligprogram

Michael Thorberg Stefan Kai Nielsen 15. maj. 2017
Nu går jagten ind på at finde “Danmarks dejligste hjem”. Og du har som almen beboer mulighed for at melde dig til tv-programmet, som bliver sendt i efteråret.

Ser du normalt boligprogrammer på tv?

Bor du godt? Har du gode naboer? Har børnene ­nogen at lege med? Har I et godt sammenhold? Bliver du glad, når du kommer hjem? Tænker du indimellem: Uh, det er godt, jeg bor her!”

Kan du svare ja til nogle af disse spørgsmål? Så bor du måske i det dejligste hjem i riget, og så burde du nok tilmelde dig tv-programmet Danmarks dej­ligste hjem”, som får prem­iere på dk4 til efteråret. Det er BL – Danmarks Almene Boliger og tv-stationen dk4, som er gået sammen om at lave et helt ny type boligprogram, hvor fokus vil være på folk, som bor i almene boliger.

Folkene bag programmet leder naturligvis efter en god bolig, men der er også fokus på andet. Formå­let er at finde lige præcis det dejligste hjem” – ikke det med flest kvadratmeter, det med de dyreste møbler eller med den fornemmeste indretning. Nej, jagten drejer sig om at finde det sted, hvor det er dejligst at bo. Og så betyder det jo en masse, om man har hjælpsomme naboer, et godt klubliv, fællesspisninger, om børnene har legekammerater, og om viceværten er en guttermand.

Lav en lille video
For at deltage skal du lave en lille videofilm på højst to-tre minutter, hvor du begrunder, hvorfor netop du bor i det dejligste hjem. Sammen med en tilmelding til konkurrencen skal filmen sendes ind til BL og dk4, og på baggrund af en gennem­gang af de mange små video­film udvælger værterne på tv-programmerne, hvilke fire hjem som ender i finalen om at blive “Danmarks dejligste hjem”.

Værterne i Danmarks dejligste hjem” er to af dk4’s kendteste tv-pro­filer: ­Anne-Vibeke og Mik Schack. Tilsammen vil de stå for syv programmer, hvor de to første er udvælgelse blandt de (forhåbentlig) mange deltagere, som har tilmeldt sig. I de næste fire programmer er værterne så på besøg hos de fire kandidater, som kommer i finalen. Sidste program er finaleshowet, som optages­ i Aarhus i november i forbindelse med Almene Boligdage 2017. Og det er deltagerne i denne konference, som i sidste ende skal stemme om, hvem af de fire finalister, som har Danmarks dejligste hjem.

Kom i tv og vind en fest
Alle programmer vises på dk4, men kan du ikke se dk4, vil de også kunne ses her på Beboerbladets hjemmeside og på www.danmarksdejligstehjem.dk.

Tilmelder du dig konkurrencen, har du altså mulighed for at blive en del af et helt nyt tv-koncept, og du har også en chance for at vinde en fest for dig og dine naboer til en værdi af 15.000 kroner. 

SÅDAN TILMELDER DU DIG KONKURRENCEN

Vi vil gerne, hvis du kan levere 2-3 minutters video fra dit hjem, hvor du fortæller om, hvorfor DU har Danmarks dejligste hjem 2017. Det behøver ikke være kunst! Du kan sende et link til kfh@bl.dk med et link til videoen, som du enten kan sende via DropBoX, WeTransfer eller YouTube. Husk at skrive dit navn og udfyld skemaet herunder.

Ja, jeg vil gerne være deltager i ”Danmarks dejligste hjem” 2017 

Gode råd: 10 skridt til bedre mobilvideo  





OM VÆRTERNE

Mik Schack

Rigtige navn: Michael Hans greve Schack (ja, han er adelig, men frabad sig en karriere som greve af Schackenborg).

Beskæftigelse: Tv-vært, musiker (spiller især vaskebræt), tegner, kok, samfundsdebattør (udtrykker især sin mening om mad og øl), chili-ambassadør og en hel masse mere.

Alder: 64 år.

Blandt andet kendt fra: dk4-programmet ” Mik Schacks Public Service”.

I øvrigt: Kender en hel masse til almene boliger, fordi han igennem 10 år har lavet mad sammen med almene beboere over hele landet og skrevet artikler om det i Beboerbladet.

 

Anne-Vibeke

Fulde navn: Anne-Vibeke Isaksen (men alle er på fornavn med hende)

Beskæftigelse: Tv-vært, forretningskvinde, mediechef (i Dansk Camping Union), formand (for danske rejsejournalister), mor til to børn (som ofte medvirker i hendes programmer. Tv-fotografen er hun gift med) og en hel masse mere.

Alder: 46 år.

Blandt andet kendt fra: dk4-programmerne ”Anne-Vibeke rejser”, ”På tur til …” og ”Campingmagasinet”.

I øvrigt: Er hendes to børn nogle af Danmarks mest berejste, for de har været med mor på arbejde (på rejse), siden de var helt små. Hun har altid gerne villet lave tv med Mik Schack.

 



Print Send