Beboerbladet.dk Nyhed ”Efter vi har fået Megan, er det virkelig problematisk, at lejligheden er så kold”
Nyhed

”Efter vi har fået Megan, er det virkelig problematisk, at lejligheden er så kold”

Ingrid Pedersen Joanna Jensen og Jesper Lauridsen har lagt et ekstra gulvtæppe på i stuen på grund af de kolde gulve af hensyn til datteren Megan. Foto: Birgitte Rødkær 23. mar. 2018
Joannah Jensen og Jesper Lauridsen og datteren Megan kan ikke få varme i lejligheden. De har set frem til at få renoveret, og synes, det er hårdt at tænke på, at det renoveringen kan blive udskudt

Joanna Jensen er opvokset i Porshøj i Herning. I dag bor hun der igen, nu sammen med Jesper Lauridsen fra den nærliggende Brændgårdsparken.
Men lejligheden i Porsvænget giver dem en del problemer.

Allerede inden Joanna flyttede hjemmefra var der snak om renovering af bebyggelsen, der er fra 50’erne.

”Dengang interesserede det mig ikke så meget, men efter vi har fået vores datter Megan er det virkelig problematisk, at lejligheden er så kold,” siger hun.

I den koldeste periode har temperaturen i Megans værelse ikke kunnet komme over 19 grader.

Tidligere tog de bare ekstra tøj på.

”Men vi havde virkelig glædet os til at arbejdet blev sat i gang, og det er noget, vi snakker rigtig meget om” siger hun.


Megans babyalarm viser 19 grader, selvom der er fuld tryk på varmen i hendes værelse.


De 441 lejligheder har vedtaget en helhedsplan og fået 138 millioner kroner fra Landsbyggefonden til at finansiere en del af udgifterne. Men nu er alt gået i stå.

”Det er klart, at mens vi venter på, gennemførelsen af helhedsplanen, er alle arbejder blevet udskudt,” siger hun.

Problemet er, at ejendommen ikke er hulmursisoleret, og at vinduerne er drøn utætte –  at radiatorerne er underdimensionerede – og at køkkenerne trænger til udskiftning. Det sidste skal ske med penge fra ejendommens egen råderetskasse, men nu venter det også på helhedsplanen.

Gulvene i lejligheden er korkgulve. De er også gamle og slidte og fyldt med mærker.

”Men det er virkelig træls at tænke på, at de forbedringer, vi har glædet os til, måske alligevel ikke bliver til noget i den nærmeste fremtid,” siger hun.

Læs også: 
Formand: Vi får svært ved at tiltrække nye beboere
Lis Larsen må bo med fugt og skimmelsvamp i årevis 
Susanne: Jeg kan ikke blive boende, hvis huslejen stiger 2000 kr. 
Ivan venter på renovering af sin lejlighed: Der sivede afføring og urin ud af faldstammen 
Per: "Hvad ville villaejerne sige, hvis regeringen pludselig kom og tog deres friværdi 
Ib fryser i sin lejlighed

Billig leje – dyr varme
Huslejen er billig – 4200 kroner for 87 kvadratmeter, men desværre er varmeforbruget stort, så de 2400 kr. i kvartalet rækker ikke.

”Vi får som regel en ordentlig efterregning, selv om lejligheden er kold, så vi fyrer mest for fuglene,” siger hun.

”Vi er som sagt enormt glade for at bo her, men når man tager varmeudgiften med, kunne vi bo til samme pris en nyere lejlighed,” siger hun. 

Hun ville være ked af at flytte, men det er svært at tænke på flere kolde vintre i lejligheden.

”Specielt fordi vi har regnet med, at nu kom vi nok snart i gang. Vi er meget, meget trætte af det,” siger hun.

Hele familien samlet  
”Men – bortset fra den manglende renovering - er der både billigt, trygt og dejligt at bo her,” understreger hun og fremhæver, at både hendes mor, der for nylig er begyndt at læse til ergoterapeut, og hendes svigerforældre og søskende bor i samme bebyggelse.

Udover, at det er dejligt og hyggeligt, har det den fordel, at det altid er nemt at skaffe barnepige til lille Megan på halvandet år.

”Min mor griner lidt af mig,” indrømmer Joanna. Da hun flyttede hjemmefra, flyttede hun til en lejlighed i den anden ende af Herning, men efter halvandet år vendte hun hjem, fordi hun savnede familie og det gamle naboskab og hun kunne få en lille lejlighed i Porsvænget. Den er siden udskiftet til en større.

”Min mor synes, det er komisk, at jeg synes, jeg var for langt hjemmefra, selv om der kun er nogle få kilometer,” siger hun. Flere gange om ugen tager hun dog til Aarhus, hvor hun læser antropologi på Aarhus Universitet.

Print Send