Beboerbladet.dk Nyhed Beboere sikrer sig imod skybrud
Nyhed

Beboere sikrer sig imod skybrud

Katrine Nadia Jørgensen Lars Bertelsen 23. aug. 2017
Når regnen raser, er alle -kælderrum tørre i Jyllandshuse, der ligger i Vanløse uden for København. En plantekasse og en stor terrasse leder regnvandet videre til undergrunden.
En aflang terrasse skjuler et stort bassin, der sørger for, at regnvandet siver ned i undergrunden frem for beboernes kælderrum. Tidligere var gården fyldt med asfalt, og det gav problemer, når skybruddet ramte.
En aflang terrasse skjuler et stort bassin, der sørger for, at regnvandet siver ned i undergrunden frem for beboernes kælderrum. Tidligere var gården fyldt med asfalt, og det gav problemer, når skybruddet ramte.

Kunne du tænke dig at være med til at sikre dit hjem imod skybrud?

De stod i vand til knæene, mens de gravede sig ind i kælderrummene med deres store skovle. Beboerne husker tydeligt den skelsættende dag i juli 2011, hvor kloakkerne gik over deres bredder og invaderede beboernes mest dyrebare ejendele.

Jeg måtte tømme hele mit kælderrum og var især bekymret for nogle ældre værdifulde døre, som jeg havde stående dernede. Vi stillede også borde op udenfor, hvor vi tørrede alle vores familiebilleder og min nabos breve fra Amerika,” fortæller Lone Aagaard Hansen, da vi møder hende i boligafdelingen Jyllandshuse i Vanløse.


Beboer Lisa Teruel plukker et saftigt jordbær. Hun har også gule tomater, salvie og ramsløg i den store plantekasse, der skjuler det regnvandsbassin, der leder vandet videre til undergrunden.

ASFALTGÅRD BLEV TIL GRØN OASE
Skybruddet var det værste i et halvt århundrede, lød det dengang fra DMI, og på grund af klimaforandringer skulle danskerne forberede sig på endnu mere ekstremt vejr fremover. Men beboerne var trætte af at skovle vandmasser op fra kælderen. Derfor troppede de op til et åbent møde om skybrudssikring, som Vanløse Lokaludvalg stod bag.

Til mødet kom de i kontakt med rådgivende inge­niør Kaare Press-Kristensen, der viste hvordan de kunne omdanne den asfalterede gård til en grøn oase, der er modstandsdygtig over for selv det største skybrud. Beboerne takkede ja, og den nye gård stod klar i foråret 2015.

Den nye gård kan klare et skybrud lige så stort som hundredeårs-regnen i 2011. I stedet for at løbe ned i kælderrummene har vi sørget for, at regnvandet siver ned i grundvandet,” siger Kaare Press-Kristensen. Og skybrudssikringen er godt gemt væk bag gårdens nye grønne oaser, som beboerne selv har været med til at designe. Det gælder for eksempel en stor terrasse og en massiv plantekasse, der begge dækker over nedgravede regnvandsbassiner, der skal lede regnen videre til undergrunden. 

TOMAT OG SALVIE SKJULER REGNVANDSBASSIN
“Bassinerne kan rumme 60 kubikmeter vand. Før var det meste af gården dækket af asfalt. Sådan er det i mange almene bolig­afdelinger. Men asfalt giver oversvømmelser, når det regner,” siger Kaare Press-Kristensen.

Her vokser der gule tomater op. De er lækre og krydrede,” siger Lisa Teruel, som er en af de beboere,
der har fået et stykke jord
i den store fælles plantekasse. Ved siden af hende står Lone Aagaard Hansen, der har plantet salvie og ramsløg i sin del af kassen.

Det kan jeg godt lide at spise sammen med en ordentlig svinemørbrad,” tilføjer hun og trækker en vandslange frem fra en stor tank, der opsamler regnvandet fra vaskeriets tagrender.

Længere inde i den la­by­rintiske grønne gård dækker en stor træterrasse over endnu et bassin, der skal opsamle regnvandet og føre det videre til grundvandet. Terrassen er omringet af flere meter høje pil, der både drikker vand i store mængder – og afskærmer området fra resten af gården.


Beboerne har fået gravet deres haver op, fordi rørene fra tagrenderne skulle graves ned i jorden. Nu bliver regnvandet ledt videre til en stor skrånende græsplæne, og det holder beboernes kælderrum tørre. 

GRØN GÅRD GIVER LIV I GÅRDEN
 “Vi er mange flere, der bruger gården nu, fordi vi har gjort så meget for at gøre den rar og hyggelig. Vi griller med naboerne, og børnene spiller rundbold herude. Og så er der flyttet flere unge mennesker ind på grund af de grønne områder,” siger Lone Aagaard Hansen.

Skybrudssikringen kostede en lille million, og HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har betalt det fulde beløb. Drømmer du selv om en grønnere gård, er det både nemt og gratis at gå i gang med forberedelserne, fortæller ingeniør Kaare Press-Kristensen:

Hvis du pludselig vågner op en dag og er træt af asfalt og oversvømmelser, vil jeg opfordre dig til at blive en grøn pirat. Du kan ringe til os eller andre rådgivende ingeniører, og vi kommer altid gratis på besøg for at snakke om mulighederne,” siger han. Og ofte kan der etableres løsninger, hvor kloakforsyningen ­betaler alle udgifterne. 


SÅDAN SIKRER DU DIG IMOD SKYBRUD
Tag kontakt til en rådgivende ingeniør. Lav et grønt udvalg. Vær nysgerrig. Tal om drømme og muligheder på udvalgsmøderne. Vælg planter, der giver liv og farver på alle årstider. Søg støtte til projektet hos kloakforsyningen – eller se andre støttemuligheder på www.klimatilpasning.dk. Få dine naboer til at deltage i det praktiske arbejde. Det er sjovt – og I kan spare penge.

Kilde: Lisa Teruel fra boligafdelingen Jyllandshuse og ingeniør Kaare Press-Kristensen fra www.regnvandsteknik.dk

Print Send