Beboerbladet.dk Mad med Mik Hemmelig bønneret fra Honduras
Mad med Mik

Hemmelig bønneret fra Honduras

Mik Schack Lars Bertelsen 9. nov. 2017
Ildelugtende makrel og billig bolig med fantastisk udsigt til Øresund og toppen af København. Emnerne var mange, da Mik tog på besøg hos beboerne i kollektivhuset på ydre Østerbro for at indvie dem i kogekonen Berthas caribiske bønneopskrift.

Vil du lave Miks hemmelige bønneret?

Er makrelsalat på rugbrød overhovedet noget, man kan præsentere i det offentlige rum?

Egentlig ikke. Det var i hvert fald konklusionen på den yderst interessante drøftelse af emnet, som blev åbnet, da en af vores værter, canadiske Alex, indrøm­mede, at han indimellem får trang til at åbne en dåse med Danmarks nationalfisk, men ikke er sikker på, at det er noget, han vil indtage i andres selskab eller nærhed. Odeuren fra makrel i tomat er meget privat, mente han. Det samme kunne iranske Yaser konkludere.

De to makrel i tomat­kendere er naboer, og deres respektive kærester, Esther fra Falster og Sanne fra Bramming, delte også glæden ved at indtage dette velkendte makrelsnask med mayonnaise på rugbrød, uden dog at ville have med andre mennesker at gøre samtidig og en rum tid derefter.

Alene det at sidde og diskutere emnet med fire tilflyttere, hvoraf de to kommer fra Det Store Udland, var jo en herlig intellektuel fornøjelse. Men også at tale om det hen over et spisebord med en flaske ypperlig single malt whisky, en flaske topklasse rom og en sværm mexicanske øl med tequilasmag fremstillet i Frankrig. Her fra dette overdådige bord bliver der diskuteret og drøftet alverdens emner eller ikke sagt en lyd i benovelse over at kunne følge med i hele hovedstadens puls på én gang – uden at rejse sig.

Se hele opskriften

Lejlighed med havudsigt
Bordet står i fællesrum­met på 10. sal i Kollek­tivhusets grimme beton­­bygning på Hans Knudsens Plads på ydre Østerbro i Køben­havn. Lige der, hvor Lyng­by­vej og Helsingørmotor­vejen begynder under Ry­parken S-tog­­station. Og trafikken af S-tog er intens og føles oppe fra fællesrummet med de store panorama­vin­duer, som om man styrede en modeljern­bane. I det fjerne skimtedes Kystbanen foran Svanemøl­lebugten, Flakfortet og den skånske kystlinje på den anden side af Øresund. Grundtvigs­kirken på toppen af Bispebjerg, Dyre­haven i Klampenborg, Herlev Hospital, Bellahøjhusene, Højhusene ved Brøndby Strand, Tår­net i Zoologisk Have, Frelser­ Kirke, Nikolaj Kirke, Christiansborg, Bella Sky, Holmen – det hele er inden for synsfeltet her fra fællesrummet, som er det centrale rum, hvortil tre lejligheder støder op. Faktisk er der hele tre køkkener, når man åbner glasdørene ud imod det store rum, som også inddrager 11. sal, som hører med til lejlighederne. 

Nu er der mange, der spørger sig selv og andre om, hvordan man får en leje-lejlighed i København. Det er ikke nemt. Men hvordan i alverden får man så en lejlighed i København i to etager med havudsigt, nærmest egen vejrstation og til tider en kæmpe badesø? Og så for 11.000 kroner om måneden!

Det med badesøen er mestendels en forekomst, når vejrstationen advarer om skybrud. Så oversvømmes viadukten under Ry­­par­ken Station lige med det samme, mens meteorologerne inde fra nabobygnin­gen, Danmarks Meteorologiske Institut, kan betragte vandmasserne fra bredden.


Den lækre bønnemos blev serveret i tacoskåle af majsmel, idet vi mærkeligt nok ikke kan købe de rigtige majstortillas i Danmark.

 
.......................................

MIKS BØNNER

–  Udblød tørrede kidneybønner i rigeligt vand  natten over
– Hæld vandet fra
– Skær 4­5 tykke skiver røget bacon i tern
– Hak et par store løg
– Hak 4 fed hvidløg
– Svits bacon, løg og hvidløg i en smule majsolie

Tilsæt nu det vigtigste for retten:

– 1 spsk. sukker
–  1­2 friske jalapeno­chilier eller andre friske halvstore chilier,  skåret i grove stykker, således at de kan findes igen senere og fiskes  ud, hvis det hele bliver for stærkt. Alt afhængigt af din hang til chili.
– Hæld bønnerne i gryden, og dæk med frisk koldt vand.
–  Lad bønnerne koge i en time eller mere, indtil de er møre. Hæld mere vand  på undervejs, hvis det er nødvendigt. Bønnerne skal være dækket hele tiden.
– Tilsæt en lille håndfuld hakkede, syltede jalapeno­chilier fra et glas.
– Hæld også noget af jalapeno­lagen i bønnerne under kogningen.
– Smag til med salt.
– Mos størstedelen af bønnerne med en stavblender.
 
......................................................


Vil ikke flytte fra unik lejlighed
Det var selvfølgelig også det første, jeg spurgte Sanne Rossen om, efter at hun havde lukket mig ind i sin og sin kæreste Yaser Rezania og deres hund Ottos køkken med bemeldte havudsigt. “Rent held!”, svarede hun. “Vi var svineheldige. Disse to øverste etager i bygningen var indehavet af Rigshospitalet, som nedlagde brugen af etagerne, hvorefter de blev ombygget til almene lejligheder og udbudt igennem Boligkontoret Danmark. Vi fik den tilbudt og slog til straks. Det er straks værre, hvis vores nyfødte datter skal have brødre og søstre, for så er her ikke plads nok, idet vi kun har den mindste lejlighed. Den, Alex og Esther bor i inde ved siden af, er større. Men vi vil meget nødig flytte fra dette fantastiske sted.”

Esther og Alex er lige flyttet ind, men var til “samtale” inden indflyt­ningen, for at naboerne kunne tage stilling til, om det var indflyttere, de kunne med, når de nu bor så tæt. Man kan faktisk se ind i alle tre lejligheder ude fra fællesrummet. Også ind i sove­værelserne på øverste etage, så man skal kunne holde hinanden ud.

Beboeren i den tredje lejlighed var ikke hjemme, så ham mødte vi ikke, men brugte alligevel hans køleskab til at hente øl fra. 

Hemmerligheden bag velsmagende bønneret
Der er 21 lejligheder, hvoraf de 17 er knyttet i bofællesskaber. På de lavere etager er der både almindelige leje­lejligheder, ejerlejligheder og kollegieværelser. Hele bygningen, der også kaldes Kollektivhuset, blev opført helt tilbage i 1957, dengang Beauvais Konservesfabrik lå overfor på den anden side af Lyngbyvej. Men den flyttede, og grunden har stået tom siden. Men nu er der rygter om et 10-etagers byggeri, som nok tager en stor del af Sanne og Youssefs udsigt over Nørrebro set fra fællesrummet.

Men fra deres køkken er Sverige altid i sigte. Og et fjernt kig til Honduras. I hvert fald hvis vi kigger i gryden på komfuret.

I 1996 opholdt jeg mig nogle måneder på den vest­caribiske ø Roatán ud for Honduras kyst, og her lærte jeg en vidunderlig bønneret af kogekonen Bertha, som var ansat i en lille restaurant på stranden. Det er en kopi af denne ret, som Sanne og jeg hakkede løg, hvidløg og bacon til, mens tårerne trillede ned ad Sannes kinder. Løghakning er ikke hendes spidskompetence og bliver  i hverdagen overladt til ­hendes mand Yaser.

Hemmeligheden bag Berthas bønneret er den samme, som generelt mangler i danskernes misforståede udgaver af chili con carne, nemlig bacon, spidskommen og en anelse sukker.

Og så lige syltede jalapenos og friske korianderblade. 

Tilbage til makrellen
De røde kidneybønner var fra dåse, fordi vi ikke havde tid til at udbløde tørrede bønner i vand i seks timer, inden de skulle koges i to timer. Det er væsentlig hurtigere med dåsebønner, der er kogt i forvejen.

Yaser Rezania er normalt meget med i madlavningen og laver iranske gryderetter såvel som danske retter og italienske og det hele. Men hans og Sannes nyfødte datter krævede en kærlig omfavnelse hele tiden, så den nybagte mor kunne kaste sig ud i køkkeneskapaderne med undertegnede.

Et par modne avoca­doer blev skåret i tern til en “ægte” mexicansk guacamole UDEN rå hvidløg og UDEN misforståelsen creme fraiche involveret.

Vi hakkede også små tomater, rødløg, jalapeno­-chili og koriander til en tomatsalsa, som blev serveret med guacamolen til bønnerne, som blev moset lidt med en stavblender for at gøre dem cremede.

Det var virkelig en positiv overraskelse for vores værter, som ikke havde smagt bedre bønner, sagde de.

I stedet for tortillas lavet af majsmel, som vi mærkværdigvis ikke kan få i Danmark, havde jeg indkøbt en pakke tacoskåle, som er af majsmel lige som nachos, til at servere bønnemosen, salsaen og guacamolen i. Pyntet med hakkede korianderblade og en kvart skive lime.

Det var, da måltidet var indtaget, at debatten om makrelsalat tog sin begyndelse og udmundede i min detailoplysning om, at kun dåser fra Sæby indeholder makrel, som er afskindet ved hjælp af varmt vand, fordi makrellerne nedfryses enkeltvis og ikke i blokke. Hvilket får andre makrel-i-tomatfabrikanter til at benytte kaustisk soda og saltsyre for at få skindet af fiskene.

Se, DET var en øjenåbner i den i forvejen storslåede udsigt!


Beboerbladet nr. 4 - 2017

Print Send