Beboerbladet.dk Brevkasse Når man tjener penge ved siden af pensionen
Brevkasse

Når man tjener penge ved siden af pensionen

13. mar. 2018

Hej Ditte

Jeg har nogle spørgsmål, som jeg håber, du kan svare på, men først lidt om baggrunden for spørgsmålene. Jeg har været i det sociale system siden 1982, hvor jeg fyldte 18 år, og har i mange år været igennem mange mislykkede forsøg på at få mig ud på arbejdsmarkedet. I 2001 fik jeg så i en alder af 37 år diagnosen Aspergers syndrom og blev tilkendt mellemste førtidspension fra den 1. marts 2002. Jeg får ved denne lejlighed at vide, at jeg må tjene ca. 60.000 kroner om året ved siden af pensionen, uden at det påvirker pensionen. Jeg begyndte så at gå med aviser, men det eneste, jeg fik ud af det, var, at jeg 2 år i træk kom til at betale det meste af min boligydelse tilbage.

Jeg henvendte mig på ydelseskontoret med en lønseddel, så de kunne se, hvad jeg tjener, men de ville ikke have den. Det synes jeg er for dårligt. Når jeg har oplysningspligt, har kontoret vel også pligt til at tage imod. Det med retten til at tjene 60.000 ved siden af pensionen er intet værd, når de jo så bare tager det i de andre ydelser, for så har man jo ikke nogen økonomisk fordel af det alligevel. Så på baggrund af dette har jeg følgende spørgsmål:

1. Skal ydelseskontoret ikke tage imod, når man kommer med oplysninger, ligesom jeg som borger har pligt til at udlevere oplysninger? (det er ligesom om, at man hellere vil vente, til året er gået, og de får oplysningerne fra skat og så efterfølgende straffe mig med tilbagebetaling).

2. Hvorfor har man ret til at tjene 60.000 ved siden af pensionen, når den jo alligevel bliver modregnet i boligydelsen? Hvorfor har de ikke også lavet en indtægtsgrænse for boligydelsen? Håber, du kan svare på spørgsmålene.

Venlig hilsen Viggo


Kære Viggo

Det er ærgerligt, at du ikke har fået en ordentlig forklaring på ydelseskontoret. Jeg tænker, at grunden til, at de ikke vil tage imod dine lønsedler, er, at Udbetaling Danmark, som laver vurderingen af din indtægt, trækker oplysningerne automatisk fra SKAT. Derfor er det ikke nødvendigt, at du kommer med den fysiske lønseddel. Udbetaling Danmark arbejder på den måde, at der bliver lavet en ny beregning for en konkret måned, hvis din indkomst stiger eller falder med mere end 800 kroner, og ellers gør de det én gang årligt. Det kan selvfølgelig have store konsekvenser i et almindeligt husholdningsbudget, hvis man så ved denne lejlighed skal betale penge tilbage, men de har forsøgt at lave en løbende regulering, så beløbet ikke bliver for voldsomt. Kommunen må kun tage imod oplysninger, som er relevante for sagsbehandlingen, så nej, de er ikke forpligtede til at tage imod din lønseddel, hvis de af ovenstående årsager ikke skal bruge den.

Som du jo rigtigt siger, så må man gerne arbejde til en vis grad ved siden af førtidspensionen. Jeg tænker, at årsagen til, at man kan tjene lidt ekstra, handler om at give muligheden for stadig at leve et aktivt liv, selv om man er på pension. Boligydelsen er reguleret på en anden måde, og formålet er at understøtte, at folk med lave indkomster også kan bo ordentligt. Det er altså kun, hvis man er i en kneben økonomisk situation, at man får denne hjælp. Det er begge to umiddelbart fornuftige tanker, der ligger bag disse lovgivninger. Det er altid en udfordring at indrette et samfund, så de, der har brug for hjælp, får den, og de, der ligger lige på grænsen, har et økonomisk incitament til at arbejde.

De venligste hilsner Ditte

Print Send