Beboerbladet.dk Brevkasse Gener fra naboens blæser
Brevkasse

Gener fra naboens blæser

12. jun. 2017

Hej Ditte!

Angående min nabo i næste opgang!

Da jeg flyttede ind ind i min ældrebolig for næsten fem år siden, spurgte jeg varmemesteren om jeg havde fået en meget kold lejlighed. Han sagde, at jeg bare skulle sætte varme på. På det tidspunkt var det årets første sommerdag og temperaturen udenfor var omkring 25 grader. Det gik op for mig, at naboen havde to blæsere, som skabte enorm kulde. De støjede også, men varmemesteren sagde, at jeg bare kunne tage høretelefoner på. Jeg fandt ud af, at det var varmemesterens svigermor. Nu har jeg fået en ny nabo, men de vil stadigt ikke gøre noget. Jeg har også henvendt mig til bestyrelsen, men de vil ikke blande sig.

Jeg er ellers glad for min lejlighed og kunne ikke vide, hvordan forholdene var, da jeg flyttede ind. Jeg har selv sklerose, så jeg har brug for varme og ikke træk.

Jeg har forsøgt at skrive til AAB, men jeg har aldrig hørt noget. Jeg håber, at du som uvildig person kan hjælpe mig.  

Hilsen Naboen


Kære Nabo,

Ja det kan være frustrerende, når naboen indretter sig på en måde, som skaber gener i ens liv. Til din varmemesters undskyldning, har han nok ikke kunnet hjælpe dig, da det ikke er inden for hans myndighed, hvordan det står til naboer imellem.

Min anbefaling vil altid være i første omgang at tale med naboen om det i ro og mag. Du kan eventuelt tage noget sødt til ganen med for at fremme dialogen.

Hvis I fortsat ikke kan komme frem til en løsning, så har du muligheden for at klage over det. Det lyder som om, du har forsøgt det rigtige ved at skrive til boligselskabet. Boligselskabet kan give den pågældende lejer en påmindelse om at ophøre med den generende adfærd. Boligselskabet har også mulighed for at indbringe sagen for beboerklagenævnet, som har forskellige muligheder lige fra at give en advarsel til retsfølge. Hvis du oplever, at boligselskabet ikke indbringer sagen for nævnet, har du selv mulighed for at gøre det, men du skal først have godtgjort, at du forgæves har forsøgt at få dem til det.

De venligste hilsner Ditte

Print Send