Beboerbladet.dk Brevkasse Dyr på besøg
Brevkasse

Dyr på besøg

24. aug. 2017

Min mand og jeg bor i alment boligbyggeri, hvor vi flyttede ind for fem år siden i et rækkehus, der var helt nyt. På lejekontrakten stod der bl.a., at vi ikke måtte holde husdyr. Det har vi selvfølgelig rettet os efter. På første beboermøde blev det dog sagt, at man selvfølgelig gerne måtte passe sønnens hund, mens han var på ferie. Det blev desværre ikke nævnt i referatet. Nu er der efter godt fem år hængt et opslag op, hvorpå der står, at driftschefen minder os om, at vi ikke må holde husdyr, heller ikke passe andres hund eller have besøg af gæster, der medbringer hund. Kan man bare beslutte det uden videre? Vi kan forestille os mange situationer, hvor der kunne komme en hund på besøg: Nogle venner er ude at gå tur, de kommer lige forbi, har deres hund med, må vi så sige til dem, at de desværre ikke må komme ind, når de har hund med? Hvad når vi bliver så gamle, at vi har brug for, at børnene kommer og besøger os, fordi vi ikke kan komme af sted, må de så heller ikke have hund med? Et barnebarn kommer på weekend, skal hendes lille hund i kennel, fordi den ikke må være her? Så kommer hun ikke mere! Vi er flere, der tror, at en enkelt beboer har misbrugt aftalen ved at passe en andens hund i flere måneder, men så skyder de med spredehagl og rammer os alle.
Venlig hilsen Anni og Børge

Kære Anni og Børge
Når det drejer sig om dyr på besøg – og her vil der typisk være tale om hunde – så er reglerne ikke helt entydige. Som udgangspunkt omfatter et forbud imod dyr også et dyr på besøg – i hvert fald hvis det er i længere tid. Det afhænger af en konkret vurdering, om et kæledyr er så ofte på besøg, at man kan sidestille det med at holde dyr. De gange, der har været sager i retten, har resultatet blandt andet været afhængig af, om dyret har overnattet i boligen, og hvor fast et arrangement besøgene har været. Der er en udstrakt grad af demokratisk indflydelse i de almene boligforeninger, og det er rigtig fornuftigt at gå i dialog med naboerne omkring det på generalforsamlingen. Der er også mulighed for at stille forslag, hvis man fx gerne vil have ændret eller præciseret husordenen, så der ikke er tvivl om reglerne for dyr på besøg.
De venligste hilsner Ditte

Print Send