Halloween: Du kan nemt lave en flot græskarlygte

;

07. okt 2020

Halloween: Du kan nemt lave en flot græskarlygte

Lav din egen uhyggelige græskarlygte og lad efterårsstemningen sprede sig i dit hjem. Marie Terese Duhn viser hvordan.

Foto: Holger Svend Anderson

Foto: Holger Svend Anderson

Græskarudskæring er en tradition, vi omfavner med glæde, for der er så mange muligheder for hyggelige stunder med familien. Med et enkelt græskar er der både den kreative udfordring med at lave lygten, og samtidig kan du bruge indholdet til at lave en dejligt krydret græskarsuppe og saltede snacks af græskarkerner.

Den mørke årstid er den perfekte ramme til indendørssysler og familiehygge. Kombiner dette med uhyggelige eller hyggelige fantasiansigter skåret i de flotte halloweengræskar, og du har den perfekte stemning af efterår og magi.

Lad børnene være med til udformningen af ansigtet – skal han være sød, sjov, sur eller ond? Men lad hellere (alt efter alder) de voksne styre knivene. God fornøjelse!

Du skal bruge:

  • Et halloweengræskar
  • En stor og en lille køkkenkniv
  • En ske
  • En kuglepen



Lad børnene være med til udformningen af ansigtet – skal han være sød, sjov, sur eller ond? Men lad hellere de voksne styre knivene.

Sådan gør du:

  1. Skær med din store kniv en krans i toppen af græskarret. Lav den zigzagformet og tag toppen af.
  2. Græskarkødet fjernes med en ske, både det løse og en del af det mere faste kød. Saml det sammen i en skål og gem til senere.
  3. Tegn omridset af det ansigt, du vil skære, med en kuglepen. De fleste kuglepenne kan vaskes af med vand efterfølgende – du kan evt. afprøve din i bunden, inden du tegner ansigtet. Du kan finde god inspiration på google til flotte græskarlygter, som du kan kigge efter.
  4. Brug en lille kniv til at skære ansigtet. Fjern først de store felter, og ”finpuds” derefter kanterne, så de bliver skarpe og præcise. Fjern eventuelle kuglepensstreger med en fugtig klud.

Tip!

Når du placerer toppen igen, så sæt den på skrå eller drej den i forhold til det sted, den oprindeligt sad. Det giver et flot udtryk og giver samtidig luft til lyset. Bruger du levende lys, så vær opmærksom på, at de ikke afgiver for meget varme til græskarret, da det vil falde sammen hurtigere. Du kan også vælge at bruge elektriske lys.

Om Marie Terese Duhn

Marie Terese Duhn arbejder både som fotograf og freelanceskribent, og deler sine kreative idéer med blandt andet læserne af Hendes Verden.

Hun har også sin egen side byduhn.com med masser af andre kreative ideer.