Ammar og Tan trækker unge ud af deres komfortzone: ”De kan langt mere, end de tror”

21. okt 2020

Ammar og Tan trækker unge ud af deres komfortzone: ”De kan langt mere, end de tror”

Projektet ’One Unit’ puffer unge fra sociale boligområder ud af de vante rammer, lader dem mærke, hvad verden byder på, og hvad de selv kan. Ammar og Tan har oplevet, hvad det betyder, at nogen puffede til dem. 

Foto: Charlotte Holst

Foto: Charlotte Holst

"Vi kommer sgu bare og giver den gas. Møder op i blæst og regnvejr og slæber og knokler, selvom det står ned i stænger. Og alle har det skideskægt, for det er noget vi gør sammen." 

Tan Minh Nguyen Tran fortæller begejstret om engagementet og glæden hos de unge 15-20 årige, som er med i One Unit. Et fællesskab og netværk for unge fra sociale boligområder, som 28-årige Tan - sammen med den jævnaldrende Ammar Ahmad Al-Mohammadi - er mentor for.

 

De unge i One Unit går til hånde ved forskellige begivenheder. Mangler der hænder til at servere ved et VIP-arrangement under Middelalderfestivalen eller sætte en scene op til ‘Wall of Sound’, så kan erhvervs- og foreningslivet i det Østjyske kontakte gruppen. Pengene, de tjener, bruger de på egne ture.


Én på opleveren
De unge i One Unit kommer fra sociale boligområder i Horsens, hvor også både Tan og Ammar er vokset op. Nogle gange kan sådan et område godt blive en tryg redekasse, hvor man putter sig lidt og ikke får øje på, hvad livet byder på, eller hvad man selv kan. 

"De her unge skal ud og mærke, at de kan en hel masse - ikke mindst, når de løfter i flok. Med One Unit kommer de ud af deres komfortzone, møder foreningslivet og ser, at verden er større end Sundparken, og byder på flere muligheder. Og så får de én på opleveren," siger Tan.

"Ja, en del af dem, der er med, har jo ikke prøvet at være ret langt væk. Heartland Festivalen, hvor vi har arbejdet, det er jo på Fyn - ved Egeskov Slot. Det er en stor oplevelse at komme der, hvis man mest har været i Horsens," siger Ammar. 

Ammar Tan 2
Ammar Ahmad Al-Mohammadi engagerede sig i One Unit, fordi han selv blev klar over, hvor meget netværk og personlig udvikling betyder.
Ammar Tan 3
Tan Minh Nguyen Tran er begejstret over engagementet og glæden hos de unge, som er med i One Unit
1

Fandt sin egen vej
De unge er alle nogle, som gerne ‘vil noget mere.’ Med deres uddannelse, deres arbejdsliv eller måske bare med livet. Det er nogle, som har gavn af at komme ud og mærke, at de bliver styrket gennem fællesskab, at livet byder på en masse oplevelser, og at de kan mere, end de selv troede.

"Det er unge, der har brug for et lille puf. Det kan være til at deltage i foreningslivet eller søge ind på en ungdomsuddannelse. Unge, som har potentiale til meget, men måske ikke kan se det - eller ikke helt har fundet vejen endnu. De har brug for netværk og inspiration," siger Ammar, der har irakisk baggrund og er vokset op i boligområdet Axelborg i Horsens.

Ammar er selv droppet ud af flere uddannelser, indtil han fandt sin egen vej. Med støtte fra folk omkring sig.

"Sproget var en forhindring for mig. Jeg havde brug for at forstå: Hov jeg er sgu ikke god skrive - faktisk er jeg ordblind. Men så fandt jeg - med hjælp fra en mentor og mit netværk - ud af, at jeg kan lytte og kommunikere. Nu arbejder jeg som frisør sammen med min bror og laver mine egne videoer og podcasts, hvor jeg interviewer folk om personlig udvikling," fortæller Ammar. 

Han engagerede sig i One Unit, fordi han selv blev klar over, hvor meget netværk og personlig udvikling betyder, siger han. 


Ikke klog nok til gymnasiet
For Ammars One Unit-makker Tan var det også afgørende, at nogen troede på ham og var der til at give det der magiske puf, dengang han selv stod over for uddannelsesvalg. 

"Min far er slagteriarbejder på Danish Crown, og min mor har arbejdet på en fiskefabrik. De vidste ikke, hvordan de skulle rådgive mig. De sagde bare: Lav dine lektier," griner Tan.

Hans forældre kunne ikke rigtigt vise ham vejen eller vurdere hans evner. Det var der heldigvis en anden der kunne, dengang Tan selv tænkte: ‘jeg er ikke klog nok til gymnasiet.’

"Vores klasselærer i folkeskolen sagde: ‘Tan, du kan sagtens gå på en ungdomsuddannelse.’ Så tog jeg hen til handelsskolen, selvom jeg ikke kendte nogen."

I dag har Tan en kandidatgrad. Han er Cand. Merc. i marketing og business og har sin egen startup-virksomhed sammen med fire andre. De er ved at udvikle en app, der kan guide parkeringssøgende bilister til de tomme pladser. Så langt var han ikke kommet, hvis han ikke var blevet puffet, siger han. 

"Der er enkeltpersoner, der har vist mig vejen, og det er så vigtigt. Når man er helt ung, er det svært at vide, hvilket potentiale man har, og hvad man kan og ikke kan, hvis man ikke har nogle at spejle sig i." 


Sammenhold og oplevelser
I One Unit har de unge hinanden og Tan og Ammar at spejle sig i. Men de har også alle de nye mennesker, de møder, når de er ude til events. Her får de indblik, inspiration og en fornemmelse af, hvad eksempelvis foreningslivet kan. Det styrker dem. Det samme gør fællesskabsfølelsen og bevidstheden om at kunne langt mere, end man anede.

"Så bygger vi lige en scene op, selvom vi aldrig har prøvet det før. De unge tror måske ikke, de kan. Men de kaster sig bare ud i det og finder ud af det i fællesskab, det er så fedt at mærke de succesoplevelser," siger Ammar. 

"Ja, det der sammenhold, det er svært at beskrive. Men det betyder altså, at man kan alt muligt. Vi udretter noget, men får også fede oplevelser sammen," siger Tan. 


Farlige? Nej, arbejdsomme
Også verden derude lærer noget af, at One Unit kommer, løfter i flok og tager alle opgaver alvorligt. For der kan være skepsis og fordomme omkring de unge, fordi de er vokset op i et socialt boligområde.

"Forestil dig, at der kommer en gruppe på 11 drenge gående. Det ser bare farligt ud ikke," griner Ammar og fortsætter:

"Der er en forestilling om, at de vil da lave ballade. Men de går altså i flok, fordi de kan lide hinanden. Og så møder man dem og finder ud af, de er fantastiske drenge, der kan en hel masse."

Tan og Ammar har været med gennem tre år som mentorer i One Unit. Derfor har de også fulgt nogle af de tidligere medlemmers udvikling. De taler lidt om en af drengene, som de troede ”det kunne blive lidt svært med.”

"Ved du hvad, jeg mødte ham forleden, og han er kommet ind på en uddannelse som mekaniker. Jeg blev virkelig glad. Han har styr på sit tøj og på sig selv. Det var så fedt at se," siger Ammar. 

Om One Unit

  • One Unit er en gruppe unge fra Sundparken i Horsens, som gerne vil øge deres netværk ved at arbejde i fælleskab for virksomheder og organisationer, som har events.
  • De unge tjener penge og arrangerer deres egne ture, som inspirerer og udvider deres horisont.
  • Målgruppen, som er unge mellem 13 of 20 år med ’lyst til mere’, bliver spottet dels af hinanden, dels af medarbejdere fra den boligsociale helhedsplan BoTrivsel.