Undgå fake news: Find information om corona-virus

;

31. mar 2020

Undgå fake news: Find information om corona-virus

Kan vodka og citron kurere corona? Og skal du spritte dørhåndtagene i din boligafdeling hver halve time? Det vrimler med gode råd på nettet. Her finder du de råd, du kan regne med.

Har du generelle spørgsmål til coronavirus?

På myndighedernes fælles hjemmeside coronasmitte.dk kan du læse de nyeste informationer om, hvordan du skal leve dit liv, mens corona-krisen står på.

Her kan du for eksempel læse om symptomerne på corona-virus, hvordan du undgår spredning af smitten og anden nyttig information fra de danske myndigheder. Der er også særlig information til de forskellige risikogrupper.

Coronasmitte.dk bliver løbende opdateret. Så det er værd at besøge den igen, hvis myndighedernes råd eller anvisninger har ændret sig.

Tjek boligselskabets hjemmeside først

Hvor ofte skal I spritte dørhåndtag og gelænder? Og hvem passer på dine ensomme naboer? Besøg dit boligselskabs hjemmeside, hvis du har spørgsmål til coronavirus. De fleste ejendomskontorer er lukkede den kommende tid. Derfor skal du kontakte boligselskabet over nettet eller telefonen. Se mere på hjemmesiden.

For eksempel skriver DAB, Boligkontoret Danmark og Boligselskabet Sjælland om deres forholdsregler på forsiden. KAB har lagt en række opslag ud med forslag til, hvordan I hjælper hinanden i boligafdelingen. Dem kan I hænge op i afdelingen.

Her kan du få - eller give - praktisk hjælp til særligt udsatte

Er du over 18 år og har du lyst til at hjælpe andre med indkøb, hundeluftning og praktiske gøremål? Så kan du melde dig som frivillig hos Røde Kors’ Corona Hjælpenetværk. Du kan også modtage hjælp, hvis du er særligt udsat for smitte eller er i hjemmekarantæne.

 

Brug altid din sunde fornuft, før du deler information under en krise.
Beredsskabsstyrelsen

Hvor mange smittede er der i Danmark?

Vil du se de nyeste tal for, hvor mange smittede, der er i Danmark, skal du besøge Statens Serum Institut.

Har du stadig generelle spørgsmål til corona – om hygiejne, din omgang med andre mennesker eller eventuelle rejser – kan du ringer til myndighedernes fælles hotline på 70 20 02 33. Har du alvorlige symptomer, der kan tyde på coronavirus, skal du kontakte egen læge. Udenfor åbningstiden skal du ringe til akuttelefonen på 1813.

Skal du rejse – eller har du spørgsmål til andres rejser?

Skal du til udlandet eller har du familie, der sidder fast i udlandet, kan du følge med på Udenrigsministeriets hjemmeside. Her kan du også læse, hvad du skal gøre, hvis du har været ude og rejse for nylig.

Har du flere spørgsmål?

Har du stadig generelle spørgsmål til corona – om hygiejne, din omgang med andre mennesker eller eventuelle rejser – kan du ringer til myndighedernes fælles hotline på 70 20 02 33.

Tænk før du deler – bekæmp rygter og misinformation

Brug altid din sunde fornuft, før du deler information under en krise. Sådan lyder rådet fra Beredskabsstyrelsen.

Det råd gælder også under corona-krisen: Hvis du er i tvivl om, hvem afsenderen er, eller hvad der er motivet bag informationen, så tænk før du deler. Læs flere råd til god og sikker stil på sociale medier under kriser på Beredskabsstyrelsens kampagneside: ”Tænk før du deler”.