Undgå at huslejen stiger. Få en renoveringsplan

26. maj 2020

Undgå at huslejen stiger. Få en renoveringsplan

Bor du billigt, kan det være tegn på, at I sætter for få penge af til vedligeholdelse. 

Foto: Martin Schubert

Foto: Martin Schubert

Er din husleje så billig, at du næsten ikke opdager, når pengene bliver trukket fra din konto?

Så har du en god grund til at gå din bolig grundigt igennem. Måske trækker det fra vinduerne, når du stiller et stearinlys foran dem. Eller ruderne er dækket af dug, når du åbner øjnene om morgenen. Det kan også være, at dit køleskab eller komfur er slidt helt ned og har brug for en udskiftning.

En billig husleje er ofte tegn på, at der bliver sat for få penge af til den løbende vedligeholdelse – også kaldet for henlæggelser.

Og utætte vinduer er sammen med slidte hårde hvidevarer de mest almindelige tegn på, at din husleje er for billig.

Glemmer I at sætte penge af løbende, vil det i sidste ende betyde, at huslejen pludselig får et ordentligt nøk opad.

 

Det er en form for generationstyveri. Man slider bygningerne ned og overlader regningen til den næste generation af beboere, der vil få en pludselig huslejestigning
Bjarne Zetterstrøm, chefkonsulent, BL-Danmarks Almene Boliger

Og selvom huslejestigningen ligger et godt stykke ude i fremtiden, og du selv drømmer om at flytte i hus med have på et tidspunkt, bør du tænke på de kommende beboere.

Slidte bygninger er generationstyveri

”Det er en form for generationstyveri. Man slider bygningerne ned og overlader regningen til den næste generation af beboere, der vil få en pludselig huslejestigning,” siger Bjarne Zetterström, der er chefkonsulent hos BL.

Har du en alt for billig husleje, anbefaler han, at du tropper op på det næste beboermøde eller afdelingsmøde. Her kan du stille alle de spørgsmål, som ingen har lyst til at stille: Er der sat penge af til nye vinduer? Hvad med de hårde hvidevarer? Og hvordan har kloakkerne det?

Kloakker er noget af det mest oversete, når der bliver sat penge af til det daglige slid, mener Bjarne Zetterström. Men en overset kloak kan give både fugt, rotter og oversvømmelser ved skybrud, der kan ende i beboernes kældre, fordi de gamle kloakker ikke kan rumme de store regnskyl.

Det kan være svært at vide, hvordan kloakkerne i din boligafdeling har det. Men du kan bruge din husleje som et pejlemærke.​

Kig 30 år frem i tiden

”Bor du for eksempel i et lejet rækkehus på 90 kvadratmeter til knap 4.000 kroner om måneden, er der noget helt galt med budgettet,” siger Bjarne Zetterström.

Heldigvis behøver du ikke at frygte for din økonomi, når du tager ordet på beboermødet. Der vil først blive regnet på, hvad de eventuelle renoveringer vil koste. Derefter får I at vide, hvor meget huslejen vil stige, og I får mulighed for at stemme for eller imod en renoveringsplan.

Bor du i nybyggeri, kræver det som regel færre penge til løbende vedligeholdelse. Men det er svært at give et bud på, hvor meget din husleje vil stige.

Når afdelingsbestyrelsen skal beslutte budgettet, tager de sammen med en driftsmedarbejder på en såkaldt markvandring i boligafdelingen. Her kigger de hele 30 år frem i tiden.

”Selvom jeres tag først skal skiftes om 25 år, skal det alligevel ind i budgettet nu, så der er penge til den tid. Det er vigtigt, at bestyrelsen tager ansvar og har de lange briller på,” siger Bjarne Zetterström.

Tidligere kiggede man kun ti år frem, og det betød, at pengene ikke altid rakte.

Kan Landsbyggefonden betale?

Men hvad med Landsbyggefonden? Kan vi få dem til at betale for vores utætte vinduer, komfuret eller kloakkerne, tænker du måske?

Det korte svar er nej. Den løbende vedligeholdelse er altid beboernes eget ansvar. Landsbyggefonden støtter større renoveringer, der kan give hele boligafdelingen et solidt generationsskifte.

Jeres egen opsparing til løbende vedligeholdelse – til henlæggelser – skal sørge for, at din bolig holder den samme standard, som den i tidernes morgen er født med.

Hvis din boligafdeling skal fremtidssikres, kan I søge støtte hos Landsbyggefonden. Din bolig har måske brug for brede døre og elevator, så beboere i kørestol kan komme ind i den. Eller måske er den bygget af forældede materialer, som beton, der er blevet slidt af tidens tand.

Den slags renoveringer støtter Landsbyggefonden, men ventetiden kan være lang.

Hvad er henlæggelser?

Henlæggelser er de penge, der bliver sat af til den løbende vedligeholdelse af din bolig. Nye vinduer, hårde hvidevarer og kloakker skal vedligeholdes løbende. Og du betaler det over din husleje.

Der findes en regel om, at en boligafdeling skal henlægge penge til at kunne vedligeholde boligerne. Men der er ikke sat et fast beløb for, hvor mange penge afdelingen skal henlægge. Det afhænger af et et skøn over, hvor stort behovet for vedligeholdelse bliver over en længere årrække.

Du kan selv komme med forslag til renoveringer på beboermødet i din boligafdeling, og det er også her du sammen med de andre beboere stemmer henlæggelser igennem.

Princippet er, at alle beboere skal betale for det daglige slid af boligen. De tidligere beboere betalte for, at du kan bo i en tidssvarende bolig, mens du betaler for, at de kommende generationer kan det samme.

Hvad skal vi selv betale for?

Udskiftning af døre og vinduer

Vedligeholdelse af hårde hvidevarer og tekniske installationer

Træer og buske på fællesområder

Træværk skal males

Vaskeri og fælleslokaler