Underlig gave fra mormor skaffede Line en bolig

;

28. maj 2020

Underlig gave fra mormor skaffede Line en bolig

Mormor Jane Christensen har givet boligbreve i gave til sine to børn og fire børnebørn. På den måde har de let fundet en bolig, når det blev tid til at flytte hjemmefra.

Foto: Lars Horn

Foto: Lars Horn

Da Line Christiansen fyldte 15 år, fik hun et boligbrev i fødselsdagsgave af sin mormor, Jane Christensen.

"Jeg kan huske, jeg blev forvirret, da jeg fik gaven", fortæller den i dag 19-årige Line Christiansen.

"Men så forklarede både min mormor og mine forældre mig, hvad et boligbrev er, og så syntes jeg, det var helt vildt fedt, at man kunne få lidt hjælp", erindrer hun.

Man skal være fyldt femten år for at blive skrevet op i et alment boligselskab. Man kan selv gøre det, men andre kan også give opskrivningen som gave. Det hedder et boligbrev.

I dag er Line Christiansen lige flyttet hjemmefra i sin første bolig: en 1-værelses lejlighed på 45m2 i Aalborg, som hun fik takket være det boligbrev, hendes mormor gav hende.

 

Når man bor i en almen bolig, så er der er styr på alting: du får en ordentlig bolig. Hvis vandet løber i toilettet, så ringer du til viceværten. Når du er 18-19 år, så har du ikke forstand på sådan nogle ting
Jane Christensen, mormor

"Det er svært at finde en bolig i Aalborg, når er på SU eller elevløn, men på den her måde fik jeg en lejlighed hurtigt, jeg havde ikke engang søgt i en måned. Jeg fik virkeligt meget tilbudt, så det har været en kæmpe hjælp", siger barnebarnet.

Læs også: Hvad er en almen bolig?

En nem begynderbolig

Mormor Jane Christensen på 76 år er ikke hvem-som-helst, faktisk var hun oprindeligt med til at opstarte det almene boligselskab, der i dag hedder Bo i Nord. Men det er ikke kun derfor, hun er så flittig med at give boligbreve i gave.

"Når man bor i en almen bolig, så er der er styr på alting: du får en ordentlig bolig. Hvis vandet løber i toilettet, så ringer du til viceværten. Når du er 18-19 år, så har du ikke forstand på sådan nogle ting", forklarer hun.

Derfor er almene boliger en praktisk begynderbolig for unge, der ikke før har prøvet at bo alene, og som måske ikke ved, hvordan man renser en vandlås eller slår relæet til.

Udover at give boligbreve i gave til sin egen familie, anbefaler Jane Christensen det også til venner og bekendte, når hun hører om en kommende 15-års fødselsdag i omgangskredsen.

''Jeg synes, det er vigtigt at give dem det medlemskab, for når man først bliver meldt ind, starter man langt nede på listen. På den her måde giver man dem muligheden for at få en god placering, når de skal flytte hjemmefra", fortæller Jane Christensen.  

Selvom barnebarnet Line Christiansen i første omgang syntes, det var en underlig gave, er hun i dag selv blevet en fortaler for boligbreve og almene boligselskaber.

"Jeg kunne sagtens selv finde på at give et boligbrev i gave. Jeg synes, det er en megasmart ide", siger hun.

 

Sådan giver du et boligbrev

- Find det lokale almene boligselskab, du gerne vil skrive gavemodtageren op i. Man skal være fyldt 15 år, før man kan blive skrevet op i et alment boligselskab.

- Undersøg hvordan du bestiller et gave-boligbrev hos det boligselskab. Du kan enten ringe og spørge eller læse på deres hjemmeside.

- Det koster et årligt beløb at have boligbrevet. Ved Bo i Nord i Nordjylland koster det for eksempel 200 kr. om året. Tag stilling til, om du også vil betale beløbet de kommende år, eller om fødselaren selv skal stå for det.