Kreativ med fugemasse – lav din egen vase

;

03. jun 2020

Kreativ med fugemasse – lav din egen vase

Fugemasse er billigt og kan bruges til mange sjove, kreative projekter.

Fugemasse kan bruges til andet og mere end tætning af fuger. Det er den perfekte base til et væld af legesyge kreative projekter.

Brug det på en flaske og lav den om til en kunstnerisk vase, eller hvad med at gøre dit spejl i entreen helt unikt med en ramme af skum.

Her får du en guide til, hvordan du arbejder med fugemasse.

Fugemasse eller PU-tætningsskum er blevet et af hottere materialer indenfor gør-det-selv- og indretningsbranchen – og med god grund.

Det er billigt, og du kan med en sprayflaske skabe de sjoveste og fineste former på stort set alle overflader. En gammel vinflaske, en urtepotte eller hvad med et spejl fundet i genbrug? Mulighederne er mange og resultatet bliver helt personligt.

Du skal bruge:

  • En tom flaske (gerne en type, der har ”brede hofter”, da den vil give vasen en god facon).
  • En dåse fugemasse også kaldet PU-skum (kan købes i byggemarkeder, fx Harald Nyborg).
  • Maling og pensel (her er brugt almindelig hobbymaling).
  • Bagepapir til afdækning.

Fugemasse er den perfekte base til et væld af legesyge kreative projekter.

Sådan gør man:

  • Dæk godt af med bagepapir og stil flasken herpå. Med bagepapir kan du nemt løsne den klæbrige masse efterfølgende.

  • Ryst dåsen med fugemasse grundigt, og sørg for at stå i et rum med god udluftning. Læs på flasken for mere info om sikkerhedsforhold. Brug evt. handsker. PU-skum er ikke legetøj til børn.

  • Skru mundstykket fast i ventilen, og fjern det lange rør. Du kan vælge at lade det sidde på, men det kan være sværere at styre massen.

  • Vend flasken på hovedet og begynd nedefra med en cirkel omkring flaskens bund. Lad dette tørre i ca. et minut og giv det efterfølgende næste runde. Sådan arbejder du dig opefter.

  • Vær opmærksom på, at skummet udvider sig en del.

  • Lad det tørre et døgn, og mal derefter din vase.

Marie Terese Duhn

Marie Terese Duhn arbejder både som fotograf og freelanceskribent, og deler sine kreative idéer med blandt andet læserne af Hendes Verden.

Hun har også sin egen side byduhn.com med masser af andre kreative ideer.