”Jeg kan ikke forstå, at I er ligeglade”

;

25. jun 2020

”Jeg kan ikke forstå, at I er ligeglade”

For mange er corona-krisen ved at være fortid. Det gælder ikke Grethe Strømberg fra Husum-Vænge. Hun lever stadig isoleret og føler sig ensom. For hende er krisen langt fra slut.

Foto: Holger Svend Anderson

Foto: Holger Svend Anderson

Alt er ikke, som det plejer, på en lun junidag i Husum-Vænge. Selvom det godt kunne se sådan ud. Solen skinner ned på de røde tegltage og ind ad vinduerne i de almene ældreboliger. Flere beboere sidder og hyggesnakker på bænken i en af de mange fælles hyggekroge. Kun forstyrret af en robot-plæneklipper, som smyger sig forbi.

Her plejer Grethe Strømberg også at sidde i ivrig snak med naboer og andre, der passerer forbi. Men ikke i dag. Hun er på fjerde måned isoleret i sin toværelses lejlighed. Hun er nemlig 96 år, sidder i kørestol og er bange for at blive smittet med corona-virus.

”Jeg sidder mest i min lejlighed og får tiden til at gå. Det er hårdt at være så meget alene i så lang tid. Ingen at dele sine tanker med eller søge råd hos. Men vi må jo gøre, hvad der bliver sagt, for den her krise er alvor. Så sådan skal det være,” siger hun med fast stemme.

Læs også: Mange ældre har stadig et liv uden banko og fest

Ensomheden vokser

Grethe Strømberg er ellers en frisk dame, som ikke lader sig tryne af sin høje alder eller smerterne fra en ødelagt hofte, som binder hende til kørestolen og grunden til, at hun flyttede til den almene ældrebolig i Husum-Vænge i 2012. Hun deltager aktivt i det sociale liv i boligforeningen og tager på ture med familien og hjemmeplejen.

Men lige for nu er det liv sat på standby på grund af corona. Hun kommer ingen steder og får sjældent andre besøg end de daglige besøg af hjemmeplejen. Det påvirker hende voldsomt, at hun i livets sensommer skal kæmpe med ensomhed og savn.

”Jeg føler mig meget ensom. Min familie kan ikke besøge mig, som de plejer. De tør ikke, for de er bange for at smitte mig. Husk på, at med mine 96 år er mine to børn jo også ældre og skal selv tage hensyn. Og det er hårdt, for vi er tætte. Og når jeg føler mig ensom, spekulerer jeg på alt muligt, der kan gå galt. Både med mig selv og med dem. Det er især om natten, det rammer mig og holder mig vågen,” fortæller Grethe Strømberg og får et trist skær i øjnene.

 

Jeg er bange for at dø under krisen, for tænk, hvis min familie heller ikke kan sige ordentligt farvel til mig.
Grethe Strømberg, beboer i Husum-Vænge ældreboliger

En ordentlig afsked

Inden for de sidste måneder har Grethe Strømberg mærket corona-krisen fra sin værste side. Hun har mistet både sin bror og en kær nabo. Ingen af dem fik hun taget ordentligt afsked med, hvilket hun har det svært med i dag.

Heller ikke begravelsen af hendes bror var, som hun kunne have ønsket. På grund af corona skulle familien sidde spredt på hver anden stol og hver anden række, uden mulighed for at kunne holde om hinanden. Det har sat tanker i gang i hende.

”Jeg er bange for at dø under krisen, for tænk, hvis min familie heller ikke kan sige ordentligt farvel til mig. Eller jeg ikke kan komme til dem, hvis der sker noget forfærdeligt. Det er min største skræk. Så derfor har jeg besluttet, at jeg SKAL holde ud, for det vil jeg ikke udsætte dem for,” fortsætter hun.

Læs også: 3 råd: Sådan kan du lindre ensomhed

Det er svært for Grethe Strømberg at tale om de mørke tanker, hun har. For hun har det bedst med at være glad for livet. Hun er dybt taknemmelig for sin familie. De har altid været der for hende, og det er de stadig. Nu ved at tage alle de forbehold, de kan, for at beskytte deres mor, bedstemor og oldemor mod corona-smitten.

”Mine børnebørn og oldebørn holder sig på lang afstand af mig, de gange de har været her. Og vi har båret mundbind. Jeg har kun lige fået love at røre lille Karl på et år, ellers har vi slet ikke haft fysisk kontakt.”  

Det er tydeligt at mærke den store kærlighed, Grethe Strømberg har til sin familie, og hvilket frygteligt savn det er at undvære kram fra dem alle. Hun må nu nøjes med telefonopkald fra dem, men dem værdsætter hun til gengæld også.

Læs også: Hvad er en almen bolig?

”Det gør mig lykkelig, at vi taler så meget sammen. Helt sikkert. Jeg elsker dem alle meget højt,” fortæller hun.

Opfør jer ordentligt

Grethe Strømberg er knap så overbærende over for alle dem, som opfører sig, som om intet er galt. Det gør hende forarget.

”Det er ikke for sjov, at jeg lever isoleret i min lejlighed. Det er altså en farlig sygdom, som vi er mange, der tager alvorligt. Det skal I ikke glemme. I skal holde afstand og lade være med at give hånd eller kramme,” siger hun med tydelig irritation i stemmen.

”Risikoen for smitte er stadig stor. Jeg gør alt i min magt for at holde sygdommen på afstand, og så virker andre så ligeglade!” afslutter hun og har fået luft for sine frustrationer.

Grethe Strømberg kan nemlig fra sit vindue følge med i livets gang i boligområdet, både på bænkene i de grønne områder og i kiosken henne på hjørnet, hvor de unge fra den lokale skole stimler sammen.

”Selv de ældre, som bor herude i ældreboligerne, som jo også bør passe på sig selv, de sidder tit alt for tæt nede på bænkene. Jeg kan ikke forstå det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har altid mundbind med, hvis jeg skal tale med nogen dernede. Også når jeg har besøg i mit hjem. Der er flere, der griner af mig, men det er jeg ligeglad med. Det skal man da ikke skamme sig over. For det går ud over os andre, hvis I ikke overholder den afstand.”

Tør – tør ikke

Fordi truslen om smitte med corona-virus sidder så dybt i Grethe Strømberg, står hun overfor en stor beslutning denne sommer. Nemlig om hun skal tage med til sine to oldebørns konfirmationer. To store begivenheder, hun som oldemor normalt ville gå at glæde sig til.

”Jeg ved ikke, om jeg tør. Mine oldebørn har sagt, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. De sagde for nylig, ’oldemor, det betyder meget mere for os, at du er her efter vores konfirmationer, end at du er med til festerne.’ Men det er da trist, at jeg ikke bare kan tage med.”

Grethe Strømbergs datter har også for nylig tilbudt at hente hende med hjem til gåtur og hygge hos sig. Men selvom datteren ifølge Grethe er meget opmærksom og spritter af overalt, kan hun bare ikke rigtigt lide at tage ud nogen steder, for tænk nu hvis…

Læs også: Sådan hjælper du din nabo igennem coron-krisen

”Men hold op, jeg savner mine ture til Tivoli og Rødovre Centrum – og at sætte mig ned og bare lade tingene ske.”

Populær statsminister

Selvom der er sket meget, siden Mette Frederiksen holdt sit første corona-pressemøde den 11. marts, er det en dag, som står klart for Grethe Strømberg.

”Var hun ikke pragtfuld! Jeg har egentlig ikke brudt mig om hende før, men jeg synes virkelig, hun har gjort det godt her i krisen. Hun er ualmindelig dygtig,” siger hun begejstret.

Og det, selvom Grethe fra den ene dag til den anden pludselig ikke måtte noget af alt det, hun plejede.

Men fordi Grethe Strømberg selv er ret klar i mælet, når hun taler, værdsætter hun også, at Mette Frederiksen er det: 

”Hun siger sin mening om tingene. Det kan jeg godt lide. De skal ikke ævle en hel masse. Jeg er helt tryg ved, at hun har styr på situationen. Vi må jo gøre, hvad der bliver sagt.”

Spøgelset fra fortiden

En af grundene til, at Grethe Strømberg klapper hælene i og retter ind, er, at hun tydeligt husker de historier, hendes mor fortalte om den spanske syge i hendes barndom. En influenza-pandemi, der rasede i 1918. Den dræbte over 50 millioner mennesker. De 14.000 i Danmark. De barske fortællinger har sat sig dybt i hende og gjort, at hun straks forstod alvoren, da coronaen kom til Danmark.  

Grethe Strømberg tror først, at corona-virussen forsvinder den dag, alle tager den lumske sygdom alvorligt og tænker på andre end sig selv. Hun har derfor en stor bøn til alle:

”Glem ikke alle os, der stadig frygter at blive smittet. Vis hensyn og hold afstand. Så kan det være, at jeg også tør komme lidt ud igen.”