Stor guide til boligstøtte - få svar her!

07. jun 2020

Stor guide til boligstøtte - få svar her!

Følger du vores guide, får du mest ud af din boligstøtte. Få styr på regler for enlige og samlevende og få svar på de vigtigste spørgsmål om boligstøtte.

Foto: Colorbox. Hvor meget kan du få? Hvor hurtigt kan jeg pengene? Få hjælp i denne store guide om boligstøtte.

Foto: Colorbox. Hvor meget kan du få? Hvor hurtigt kan jeg pengene? Få hjælp i denne store guide om boligstøtte.

Hvor meget kan jeg få i boligstøtte? Hvor hurtigt får jeg pengene? Hvordan beregnes boligstøtten. Og hvornår skal jeg søge? Vi svarer på de vigtigste spørgsmål om boligstøtte i denne guide.

 

Kan jeg få boligstøtte?

Vi kan desværre ikke svare på, om du kan få boligstøtte. Men bor du i en lejebolig med eget køkken, og kniber det med at få pengene til at række, er chancen stor. Og har du børn, en lav indtægt og ingen penge på kistebunden, er du godt stillet.

Udbetaling Danmark kigger på din husleje, størrelsen på din bolig og antallet af børn, når de beregner boligstøtten. Det betyder også noget, om der går en direktørløn eller en pension ind på din konto hver måned.

Boligstøtte er et skattefrit tilskud til din husleje, og du skal selv søge om det. Du har 30 dage til at søge, hvis du vil have penge fra første dag, du flyttede ind i din lejebolig. Find dit NemId og din lønseddel frem og klik ind på Din boligstøtte via www.borger.dk. Det er nemt, og systemet har som regel allerede svaret på, hvor meget, du betaler i husleje. Det har de fået af dit boligselskab.

Du skal selv stoppe boligstøtten i din lejebolig, når du skal flytte. Boligstøtten flytter ikke automatisk med videre. Når du flytter, skal du skrive en ny ansøgning. Pengene ruller først ind på din konto, når du er flyttet ind og betaler husleje i din nye bolig. Men vi vil råde dig til at skifte adresse hos Folkeregistret med det samme. Det kan gøre ventetiden kortere.

Glemmer du at stoppe boligstøtten i din gamle lejlighed, vil du få et brev i din digitale postkasse om, at du skal betale penge tilbage.


Hvor lang er ventetiden?

Boligstøtten bliver betalt forud den første hverdag i måneden. Det vil altså sige, at du altid får din boligstøtte for den kommende måned. Der kan være op til ni ugers ventetid på boligstøtte, men hver tredje ansøgning bliver behandlet med det samme. Vil du være en af de heldige, der får pengene med det samme, skal du udfylde alle felter i ansøgningen korrekt til at starte med. Pudser du læsebrillerne og læser denne guide til ende, er du allerede godt hjulpet på vej.

Flytter du ind i en dyr lejebolig, kan du kontakte Udbetaling Danmark for at spørge, om du kan få en midlertidig udbetaling, mens din ansøgning om boligstøtte bliver behandlet. Husk, at de først kender det rigtige boligstøtte-beløb, når din ansøgning er blevet behandlet.

Det kontante beløb, du får til at starte med, kan altså være forkert. Beløbet skal blot hjælpe dig med at holde skindet på næsen, mens din boligstøtte bliver beregnet. Læs også artiklen: 'Sådan undgår du ventetid på boligstøtte'.

 

Glemmer du at afmelde boligstøtten, kan du komme til at få to gange boligstøtte og derfor skulle betale en del af beløbet tilbage.


Er du enlig? Så meget kan du få

Du kan få op til 1.026 kroner hver måned, hvis du ingen børn har. Og bor du til leje i en kæmpe herskabslejlighed, får du selvfølgelig færre penge. Din boligstøtte bliver blandt andet beregnet ud fra, hvor stor din bolig er. Har du som enlig højst 65 kvadratmeter, vil du få mest ud af boligstøtten. Alt oveni de 65 kvadratmeter tæller ikke med i beregningen. Derfor vil det være dyrt for dig at boltre dig alene på mange kvadratmeter. Men du kan lægge 20 kvadratmeter per person oveni de 65, hvis I bor flere i boligen.

Når Udbetaling Danmark beregner boligstøtte, kigger de både på, hvor mange I bor sammen – men også på, om I har en formue, er pensionister eller har en høj indkomst. Jo højere indkomst og formue – jo lavere boligstøtte. Bor I flere sammen, kigger de på, hvor meget I har til sammen.

Har du mellem et og tre børn, kan du få op til 3.611 kroner hver måned. Hvis du er folkepensionist – eller førtidspensionist efter ”de gamle regler” –  kan du være heldig at få 4.134 kroner, hvis du har op til tre børn på adressen. Og 5.168 kroner med fire eller flere børn boende under samme tag.
 

Skal du skilles? Tænk over børnenes bopæl

Skal du skilles, får det betydning for din boligstøtte, hvor børnene skal bo. Selvom du har levet i et papirløst parforhold, bør du tænke dig grundigt om, når du vælger børnenes nye bopæl. Har du to børn med din eks, kan I vælge at give dem hver deres adresse – hos hver af jer. Et barn tæller kun med i beregningen af boligstøtten der, hvor det har sin bopælsadresse. Og før du tænker, at vi opfordrer til snyd, vil vi bare understrege: Et barn skal selvfølgelig have sin bopæl der, hvor der opholder sig mest.

Læs mere om, hvor dit barn skal bo lige her.

Op til 3.611 kroner får du i boligstøtte hver måned, hvis du har et eller flere børn boende på din adresse. Samværsforælderen, der bor til leje, kan kun få 1.026 kroner i boligstøtte, hvis ingen af jeres børn er tilmeldt på adressen.

Har du et barn, der fylder 18 år, og drømmer om at blive flaskedreng eller billetsælger, kan du miste din boligstøtte. Dit store barns indtægt tæller med i beregningen, når din boligstøtte bliver beregnet. Du skal derfor huske at melde det til Udbetaling Danmark, hvis dit barn får SU eller har et fritidsjob.


Sover du sammen med kæresten? Pas på boligstøtten

Finder du dig en sød kæreste, får du sikkert lyst til at dele lagner med ham flere gange om ugen. Det forstår vi godt, men vi kan ikke love, at Udbetaling Danmark gør det samme. De mener faktisk, at din boligstøtte skal omregnes, hvis du sover sammen med kæresten mere end halvdelen af tiden. Sørg derfor for at tøjle lysten, hvis du vil undgå at miste boligstøtten, fordi du pludselig bliver set som samboende af systemet.

Er din kærestes skjorter flyttet ind i klædeskabet, og har kærestens kaffemaskine fundet vej til dit køkken, kan det også koste dig boligstøtten. Udbetaling Danmark vil mene, at du bor sammen med din kæreste, og I kan ikke få boligstøtte i hver jeres lejlighed, hvis I lever sammen hos dig det meste af tiden.

Din kæreste må til gengæld godt hjælpe med at handle ind og lave mad. Det har ingen indflydelse på boligstøtten.

Kontakt Udbetaling Danmark, hvis du er bange for at miste boligstøtten.


Har du en bil, aktier eller arvegods?

Nu har du styr på, hvordan dit kærlighedsliv kan påvirke din boligstøtte. Og har du læst alle guidens afsnit, ved du også præcis, hvordan du skal udfylde din ansøgning, hvis du vil slippe for at skulle betale boligstøtte tilbage senere. Men vi mangler en vigtig pointe: Dine værdier kan blive mange penge værd, når du regner dem ud i kroner og ører. Derfor tæller de også med i beregningen af boligstøtten.

Måske har du arvet mormors gamle guldur. Eller du har brugt hele kassekreditten på en osende bil. Du har måske aktier stående, der er blevet flere tusinde kroner værd. Hele bunken tæller med i beregningen af din boligstøtte, og du skal selv skrive dem ind i Din Boligstøtte. Har du en opsparing i banken, tæller det også som formue i din ansøgning.

Heldigvis må du have helt op til 770.500 kroner i formue, før din boligstøtte bliver sat ned. Men er du pensionist ”efter gamle regler” (før 2003), må din formue være lidt mere prangende. Beløbsgrænsen lyder på 882.300, hvis du fik pension eller førtidspension inden 2003.

Bor du sammen med en kæreste eller har din kone eller mand en formue, tæller det også med i beregningen af boligstøtten. Til gengæld tæller dine hjemmeboende børns formue ikke længere med i regnskabet – i hvert fald ikke, hvis børnene er under 18 år.
 

Svingende indtægt? Giv besked i god tid

Måske har du skiftende vagter på skadestuen, eller det kan være du svinger støvsugeren på et plejehjem engang imellem. Det kan være svært at hitte rede i din boligstøtte, hvis din indtægt svinger op og ned. Vil du undgå, at din boligstøtte også svinger, kan du selv rette det beløb, du forventer at tjene hver måned. Det gør du på Din Boligstøtte.

Bor du under tag med andre, der har svingende indtægt, skal du gøre det samme. Når Udbetaling Danmark regner på boligstøtten, kigger de altid på, hvor mange voksne, I bor i samme husstand.

Har du en form for B-indkomst, som du selv skal sørge for at betale skat af, er det endnu vigtigere at holde øje med Din Boligstøtte. Udbetaling Danmark kan kun se din indtægt, hvis din arbejdsgiver giver dem besked. Men får du for eksempel honorarer, skal du selv sørge for at give dem besked.

Du får en regning året efter, hvis du har fået for meget i boligstøtte. Heldigvis kan du varme dig ved, at kun hver femte af dem, der får boligstøtte, ender med at skulle betale penge tilbage. Og de fleste regninger lyder på omkring 1500 kroner.

 

Så meget får du højst i boligstøtte

Så meget får du højst i boligstøtte

Du bor til leje og er ikke pensionist:
Ingen børn: 1.026 kroner
1-3 børn: 3.611 kroner
4 børn eller flere 4.514 kroner

Du er førtidspensionist efter nye regler (efter 2003):
0-3 børn = 3.611 kr.
4 børn eller flere = 4.514 kr.

Du er førtidspensionist efter gamle regler (efter 2003):
0-3 børn = 4.134 kr.
4 børn eller flere = 5.168 kr.

Du er folkepensionist:
0-3 børn = 4.134 kr.
4 børn eller flere = 5.168 kr.

Boligsikring og boligydelse. Hvad er forskellen?

Boligsikring og boligydelse. Hvad er forskellen?

Når du er folkepensionist eller førtidspensionist efter gammel ordning (før 2003), bliver din boligstøtte kaldt for boligydelse.

For alle andre grupper bliver boligstøtten kaldt for boligsikring.

Boligstøtten bliver beregnet på samme måde – uanset hvad den hedder. Men som regel vil du som pensionist få en højere ydelse.