Vil du også plante kål som en del af huslejen?

;

21. jul 2020

Vil du også plante kål som en del af huslejen?

Over 200 mennesker har dannet deres eget økologiske, bæredygtige samfund udenfor Karise. 44 af boligerne er almene.

Foto: Søren Hytting

Foto: Søren Hytting

”Det rykker, når vi er 20 personer, der sammen er ude at plante kål,” siger Jessica Di Nota.

”Foruden at få plantet meget på kort tid får vi snakket om en hel masse forskelligt,” fortæller hun. 

Hun er 31 år, studerende og tidligere uddannet industriel designer.

Sammen med sin mand Casper Christophersen, der er gymnasielærer, og to små børn flyttede hun for knap to år siden fra en lille lejlighed på 5.sal i København til en almen bolig i økosamfundet Permatopia i Karise på Sydsjælland.

Arbejdspligt

Her har alle pligt til at deltage i fællesskabet med mindst to timers arbejde om ugen.

Jessica er med i landbrugsgruppen og bortset fra, at det kan være svært at få tid til at yde de krævede timer til fællesskabet, er familien begejstret for at bo i det økologiske fællesskab på landet.

”Det giver supergod mening at bo her, for vi er alle bevidste om at belaste kloden så lidt som muligt,” siger hun.

Udover at dyrke egen mad har fællesskabet vindmølle, jordvarme og al deres toiletaffald bliver omdannet til naturlig gødning og andet spildevand bliver renset på en stor mark hvor de har plantet 16000 piletræer, der flises og bruges i varmeproduktionen.

Økosamfundet producerer på den måde sin egen energi og bruger kun i nødstilfælde det offentlige forsyningssystem.

Ansvar

”Vi har alle en forpligtelse og et ansvar, når opgaver skal løses, ” siger hun og nævner, at når toårige Oda og fireårige Milo bliver lidt ældre, ser hun frem til at have mere tid til at bidrage til fællesskabet.

”Der er mange glæder og fordele ved at bo her.  Man behøver ikke at have alting selv, for man kan altid låne en boremaskine og få hjælp til at lappe en cykel. Vi henter også hinandens børn i institution i Karise,” siger hun.

Selvforsyning

Man sparer en masse penge ved selv at lave mad af de grøntsager, man er med til at producere – og aldrig bliver fristet til at købe take-away mad.

Jessica og Casper betaler 7000 kroner i husleje for deres 100 kvadratmeter rækkehus og 2500 til fællesskabet for forbrug.

Beboerne i Permatopia prøver at være selvforsynende med grøntsager, frugt og æg. Alt er økologisk og senere regner de med også at producere kød.

Om Permatopia

Permatopia ligge i Karise på Sydsjælland og er et såkaldt økosamfund, hvor folk i fællesskab dyrker 29 hektar jord.

Der er i alt 90 boliger og 44 af dem er almene. De administreres af Sydkystens Boligselskab/KAB 

Alle familier har deres egen bolig med have og egen økonomi.

Kun en enkelt person er ansat i Permatopia. De øvrige har enten job i nærheden eller pendler til København. 

De første beboere flyttede ind i 2017, og der er venteliste til alle typer boliger.

Læs mere her Permatopia.dk