Forny dit uderum: Lav smukke hjemmelavede altankasser

;

03. jul 2020

Forny dit uderum: Lav smukke hjemmelavede altankasser

Opdater din altan, terrasse eller have med smukke hjemmelavede plantekasser beklædt med naturmateriale. Med en simpel inderkasse i plast og balkonafskærmning efter eget valg er du godt på vej.

Foto: Holger Svend Andersson

Foto: Holger Svend Andersson

Blomster, krydderurter og grønne planter kan slænge sig, og kasserne kan du få i den størrelse, der lige passer ind hos dig. Projektet kan endda laves ganske budgetvenligt.

Med balkonafskærmningen kan du gå videre og beklæde potter og krukker eller endda lave dine egne lanterner, og på denne måde få dit uderum til at passe godt sammen. Så er du klar til stemning, hygge og personlighed i sommertiden? Så er det på med arbejdshandskerne!

Det skal du bruge

  • En plastkasse (kan købes i byggemarkeder)
  • Balkonafskærmning i naturmateriale (vi har brugt denne fra Silvan)
  • Ståltråd
  • Boremaskine
  • Havesaks
  • Knibtang
  • Handsker

Fremgangsmåde

1. Mål ud det stykke af din balkonafskærmning, der passer til plantekassen. Det kan se flot ud at lade afskærmningen gå lidt ud over i top og bund. Vær opmærksom på, at afskærmningsmateriet er samlet af tværgående ståltråd. Klip gerne, så to af disse gennemgående tråde er indenfor det stykke, du skal bruge, da det er med til at sikre, at stråene holdes på plads. Klip det med din havesaks. Stråene kan være skarpe – brug evt. handsker.

2. Bor huller langs overkanten på din plantekasse. Bor dem to og to ved siden af hinanden, så de danner et ”hul-par”. I hjørnerne bores et hul på den ene side, og et hul på den anden side af hjørnet. Brug et bor i en lille størrelse.

3. Alt efter, hvilket ophæng, du har købt til din plankasse, kan det være en fordel at montere dette før, du beklæder plantekassen. På vores kasse er det monteret efterfølgende.

4. Nu skal kassen beklædes med balkonafskærmningen. Det gør du ved at føre et stykke ståltråd fra forsiden gennem dine hul-par, og samle dem på bagsiden. Vær opmærksom på, at tråden skal føre ind under den tværgående tråd, så materialet ikke glider nedenud. Fortsæt sådan hele vejen rundt. I hjørnerne har du et hul-par på hver sin side af hjørnet. Stram dem godt til, og klip til slut enderne af ståltråden og bøj dem nedefter.

5. Under kassen kan du vælge at fæstne nogle tråde over den gennemgående ståltråd. Stik ståltråd ind på samme måde som før fra forsiden, men lad det gå hele vejen under kassen til bagsiden og fæstn den her. Dette kan også hjælpe med at udligne eventuelle ujævnheder i stråene.

6. Er der faldet nogle strå ud undervejs, kan du nemt sætte nye ind og dække hullet til. Du kan fastgøre dem med et lille stykke ekstra ståltråd.

TIPS

Står dine plantekasser et sted, hvor der falder meget regn, kan det være en fordel at bore drænhuller i bunden af kassen, så dine planter ikke får våde fødder.

Du kan med balkonafskærmningen dekorere dine gamle krukker, så de matcher plantekassen. Eller hvad med at lave smukke lanterner til de lune aftener ud af gamle syltetøjsglas?

Der er meget materiale i balkonafskærmningen (i den, vi har brugt, var der 3m). Derfor kan du med fordel lave flere projekter eller gå sammen med din nabo eller kammerat om at dele det.

Marie Terese Duhn

Marie Terese Duhn arbejder både som fotograf og freelanceskribent, og deler sine kreative idéer med blandt andet læserne af Hendes Verden.

Hun har også sin egen side byduhn.com med masser af andre kreative ideer.