Coronavirus: Sådan passer du på dig selv som ældre eller syg

;

27. feb 2020

Coronavirus: Sådan passer du på dig selv som ældre eller syg

Coronavirus er ligesom influenza og andre virusinfektioner mere farlig for ældre, syge eller andre med svagt helbred. Så hvad gør du, hvis man tilhører den gruppe?

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Opdateret 10. marts, 2020. Seneste opdateringer omkring Coronavirus / Covid-19 kan findes på myndighedernes fælles side Coronasmitte.dk


Coronavirus fylder medierne sammen med beroligende ord om, at der ikke er grund til bekymring. For langt de fleste bliver det ikke værre end en influenza. Coronavirus er mere farlig for ældre, syge eller andre med svagt helbred. Men hvad gør du så, hvis du hører til en af de befolkningsgrupper? Eller hvis dine forældre gør?

Vi har samlet det vigtigste, du skal vide om sygdommen her - både, hvis du er ældre eller syg - og for alle andre:   

Ældre og syge

Coronavirus er - fuldstændig ligesom influenza - primært farlig for ældre og i forvejen svage og måske syge mennesker. Er man over 50 år er risikoen for et alvorligt sygdomsforløb større end ved almindelig influenza.

Statistik fra Kina viser, at dødeligheden hos de smittede over 60 år er 3,6 procent og stiger gradvist med alderen. Ældre og borgere med kronisk sygdom, for eksempel hjerte-karsygdom, sukkersyge, kroniske lunge- eller luftvejssygdomme eller kræftsygdom kan have forøget risiko for at blive syge på grund af coronavirus.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at ny coronavirus er farligere for ældre og kronisk syge end de fleste andre virus-infektioner, som f.eks. influenza.

Sådan forebygger du 

Coronavirus smitter lettere end influenza, så forebyggelse er vigtigt. Det gør du ved at have god håndhygiejne, det vil sige vaske hænder ofte og eventuelt bruge håndsprit, hvis dine hænder er rene og tørre.

Undgå at have kontakt med personer, der har symptomer på forkølelse og/eller infektioner i luftvejene.

Skal du nyse, så gør det i engangslommetørklæder eller eventuelt i albuebøjningen.

Smitte sker både ved direkte og indirekte kontakt og i en radius af en til tre meter gennem små dråber i luften, der kommer, når man taler eller hoster. Sundhedsstyrelsen har lavet en lille film om, hvordan man skal vaske hænder

Risikoen for smitte er høj et par dage, før sygdommen bryder ud, men højest efter man er blevet syg. 

Har du flere spørgsmål?

På Sundhedsstyrelsen hjemmeside kan du få svar på en meget lang række spørgsmål om coronavirus. Se det her hos Sundhedsstyrelsen

Hotline om coronavirus på telefon 72 22 74 59. Åben mandag-fredag kl. 8.30-18.30.

I eksempelvis Kina ser man mange borgere gå rundt med masker eller mundbind. Det er der, ifølge den danske sundhedsstyrelse, ingen grund til at gøre herhjemme.

Mundbind og masker

I eksempelvis Kina ser man mange borgere gå rundt med masker eller mundbind. Det er der, ifølge den danske sundhedsstyrelse, ingen grund til at gøre herhjemme. Der er nemlig intet, der tyder på, at det har en effekt på spredningen af virussen. I forhold til forebyggelse skal du gøre, som der står i afsnittet: ‘Sådan forebygger du.’ 

Pakker fra Kina eller Italien

Nogle er nervøse for, om der kan være risiko for smitte, hvis de eksempelvis har modtaget pakker fra smitteramte områder. Det er der ikke. Coronavirus overlever ikke ret længe på overfladen, og der er derfor ingen grund til at frygte smitte via bagage og pakker. 

Det sker der nu

Det nye smittetilfælde, som er det første herhjemme, ændrer ikke på den risikovurdering, myndighederne senest har udsendt. Vurderingen er stadig, at der er lav risiko for udbredt smitte i Danmark og lav risiko for, at sundhedsvæsenet bliver voldsomt presset.

Efter udviklingen i Italien havde man faktisk forventet tilfælde i Danmark, og man regner med at se flere tilfælde de kommende dage og uger.

Strategien er at inddæmme smittespredningen ved hurtigt at diagnosticere og behandle under isolation. Samtidig opsporer og håndterer man personer, der har haft tæt kontakt med smittede, så de kan komme i karantæne. 

Kilder: Sundhedsstyrelsen og professor i eksperimentel virologi, Allan Randrup Thomsen via dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/professor-5-ting-du-skal-vide-om-virussygdommen

 

 

Om coronavirus

Hvis man er smittet, vil det føles som influenza, altså med feber, hoste og muskelsmerter. For langt de fleste bliver det ikke værre.

Nogle bliver så syge omkring dag 7, at de bliver indlagt og får brug for respirator og ekstra væske. I løbet af en uges tid vil de enten være i bedring eller dø af sygdommen.

Er man sund og rask og under 60 år skal man dog som udgangspunkt ikke bekymre sig.