Beboer: "Drop alt det smørrebrød til møderne"

;

03. feb 2020

Beboer: "Drop alt det smørrebrød til møderne"

Der bruges for mange penge på højtbelagt smørrebrød til beboermøder i landets boligforeninger. Smørrebrødet er en form for bestikkelse, så folk holder mund, mener en beboer i Gram Boligforening. Men beboerne beslutter selv, hvad pengene skal gå til, påpeger bestyrelsen, der kalder smørrebrød ”et trækplaster”

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Højtbelagt smørrebrød, julestjerner og andet “tant og fjas.” Det bliver der brugt for mange penge på i landets boligforeninger. Det mener en af beboerne i Gram Boligforening, Robina Ravn, som også har boet i flere andre boligforeninger rundt om i landet. I stedet burde man bruge midlerne på at renovere og vedligeholde boligerne, mener hun.

"Der bruges penge på højtbelagt smørrebrød og julestjerner, og jeg ved ikke hvad. Jeg har også boet andre steder, hvor de penge, beboerne betaler via huslejen, også blev brugt til ligegyldigt tant og fjas, når der samtidig er ting, der burde istandsættes og renoveres," siger Robina Ravn, der har en baggrund som socialrådgiver og i dag er på førtidspension.

Følg hele debatten på Beboerbladets Facebook-tråd

Hun mener, midlerne ville være brugt bedre på vedligehold, og så tror hun, at smørrebrødet er med til at kvæle eventuelle kritiske røster.

"Jeg ser det som en form for bestikkelse, så bestyrelsen kan gøre, som de vil og ikke behøver forholde sig til kritik. Det er en form for “købt beboerdemokrati.” Så kan man komme og æde smørrebrød og gå hjem uden at stille spørgsmål til noget. Man skal ikke købe sine beboere, men gøre mødet spændende nok til, at man møder op," siger hun.

Kan ikke genkende billedet

Jytte Asmussen, der er formand i Gram Boligforening, peger på, at debatten om, hvordan midlerne bruges bedst muligt i en boligforening altid er interessant og vigtig at tage, men at det er grundfæstet i beboerdemokratiet, at beboerne selv er med til at beslutte, hvordan pengene bruges. Hun er forundret og uforstående over for den hårde kritik.

"Jeg er da ked af, at en af vores beboere har den opfattelse af vores beboerdemokrati i Gram Boligforening, men jeg kan på ingen måde genkende det billede, hun tegner. Vi har tværtimod mange glade beboere og et velfungerende beboerdemokrati, der sikrer, at det er beboerne, der bestemmer, hvordan huslejekronerne fordeles," siger hun.

Robina Ravn fastholder, at man ikke skal bruge afdelingsmøder eller beboermøder på at spise frokost.

"Man kan tage en kop kaffe, og så kan man sætte sig og tale om det, der skal tales om og sørge for, at folk tør frembringe kritik i stedet for bare at æde smørrebrød. Smørrebrødet er med til at dæmpe de kritiske røster, der måtte være. Mange ældre er for eksempel meget autoritetstro. De tænker: wow, hun sidder i bestyrelsen, og når der så inviteres til smørrebrød, tør de ikke sige noget. Men så er demokratiet jo dødt."

Robina Ravn baserer sine udtalelser på 'egne oplevelser og folk, hun har talt med'.

Folk må jo mene det, de har lyst til, og de må synes, at jeg er tosset. Jeg er jo hende, der ikke spiser smørrebrød og er så fræk, at jeg tør stille spørgsmål.

Smørrebrød et tilløbsstykke?

I boligforeninger landet over kan det være en udfordring at få beboere til at komme til møderne, og de frivillige bestyrelsesmedlemmer forsøger derfor nogle gange at gøre noget ekstra for at få folk til at møde op. Her kan smørrebrød være et trækplaster, mener Jytte Asmussen. At de højtbelagte lækkerier ligefrem skulle kunne lukke munden på de fremmødte, tror hun ikke på.

"Jeg har svært ved at forstå, hvordan utilfredshed og kritik skulle kunne affejes med smørrebrød. Det er min opfattelse, at en bid smørrebrød ved beboermøderne faktisk kan være et tilløbsstykke, der får endnu flere beboere til at dukke op, engagere sig og værne om demokratiet. For de frivillige bestyrelsesmedlemmer er det ikke altid let at få alle beboere engageret, men vi gør meget for at øge interessen for beboermøderne og lytte til de behov, der er blandt beboerne," siger Jytte Asmussen.

Fra Boligkontoret Danmark, der administrerer Gram Boligforening lyder det, at:

”Det er en grundsten i beboerdemokratiet, at alle har mulighed for at møde op og give deres holdninger til kende – smørrebrød eller ej. Og beslutninger om, hvordan huslejekroner skal fordeles træffes altid af beboerne.”

De må synes, jeg er tosset

Robina Ravn fastholder dog, at smørrebrødet er et problem fordi, det er spild af penge, og fordi det lukker munden på beboere, der måske ellers ville have forholdt sig kritisk til de beslutninger, der træffes ved møderne.

Nogle vil måske mene, du er en kværulant. Hvad siger du til det? 

"Det er der helt sikkert mange, der mener. De synes, jeg er et brokkehoved, og der bliver da hvisket, hvis jeg kommer ind til et møde. Men det betyder ikke, at jeg holder min mund. Folk må jo mene det, de har lyst til, og de må synes, at jeg er tosset. Jeg er jo hende, der ikke spiser smørrebrød og er så fræk, at jeg tør stille spørgsmål. Men jeg påpeger altså de problemer, jeg mener, der er. Og jeg tror, der er andre, der har det på samme måde rundt om i boligforeningerne, men som bare ikke tør sige noget."

Penge til smørrebrød i Gram Boligforening i 2019

  • De samlede udgifter til smørrebrød ved beboermøder i Gram Boligforenings 5 boligafdelinger var i 2019 på 4.870 kroner. Det var 0,04 procent af boligforeningens samlede udgifter
  • Udgifterne til julestjerner udgjorde 0,04 procent af de samlede udgifter i 2019 for afdeling 8 i Gram Boligforening
  • Der er blev givet for 1.200 kroner julestjerner, som blev uddelt til 64 husstande