Til beboere: Det kan du gøre for at undgå corona

13. aug 2020

Til beboere: Det kan du gøre for at undgå corona

Her er 20 ting, du skal være særlig opmærksom på, hvis du bor i et boligområde med mange mennesker.

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Corona smitter stadig flere danskere, og bor du i almen bolig, skal du passe godt på dig selv, fordi du har mange fælles kontaktpunkter med dine naboer.

Måske tænker du allerede over det, når du skal slange dig forbi naboen i opgangen, eller når du kæmper med albuen for at få hoveddøren op.

Her får du 20 gode råd, som du kan printe ud og hænge i opgangen – eller dele i din afdelings Facebookgruppe.

1. Vær max 10 sammen. I må højst være ti personer samlet – uanset om I samler jer i beboerlokalet eller i jeres fælles gård. Forsamlingsforbuddet gælder ikke i dit private hjem, men du bør også i de private gemakker samle højst ti gæster og sende dem hjem kl. 22.

2. Brug mundbind eller visir. Du kan sagtens gå på trapper, gå i gården eller vaskeriet uden mundbind. Men har I sociale arrangementer i beboerlokalet, skal I bære mundbind. Det samme gælder, hvis I holder en form for beboercafe.

3. Vask hænder og sprit ofte af. Gør det hellere en gang for meget end en gang for lidt. En god vane kan være at vaske hænder hver gang, du forlader dit hjem, og når du kommer hjem igen. Tænk generelt på, hvad du gør med dine hænder.

4. Hvis du er steder, hvor du ikke kan vaske hænder eller spritte af, skal du undgå at røre ved dit ansigt.Når virus kommer i kontakt med slimhinder i mund, næse og øjne, kan du blive smittet.

5. Hold afstand til naboer og familie, der har symptomer på forkølelse eller infektion i luftvejene. Hoster eller snotter din flinke overbo, bør du udskyde jeres kaffe og kortspil. Har du været tæt på en person, der er testet positiv, skal du selv testes og gå i isolation, indtil svaret kommer.

6. Får du symptomer på corona, skal du gå i isolation og have ekstra fokus på din hygiejne og rengøring derhjemme. Du bestiller tid til test på coronaprover.dk. Er du bekymret, har du alvorlige symptomer eller er du bare i tvivl, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen på 1813. Du kan også blive testet, selvom du er symptomfri.

7. Brug en serviet eller et lommetørklæde, når du nyser. Smid det altid i skraldespanden. En serviet i bukselommen kan bære virus videre. Nys altid i albuen frem for i hånden.

8. Hold mindst en meters afstand. Du kan blive smittet, hvis andre tæt på dig nyser eller hoster. Hold to meters afstand, hvis du er sammen med andre, der er i øget risiko for smitte – eller hvis I synger, råber eller spiller fodbold.

9. Drop kram, kindkys og håndtryk. Send din nabo et kærligt smil i stedet. Selvom han er symptomfri, kan han smitte dig ved berøring. Skru op for krammene, når epidemien engang er overstået!

10. Når du går forbi andre – for eksempel på trappeopgangen, i beboerhuset eller vaskekælderen – skal du holde afstand. Skal du med elevatoren, og er den allerede proppet, bør du tage trappen eller vente på den næste.

11. Undgå at røre ved for meget, der kan gøre dine hænder beskidte. Brug albuen, når du skal trykke på elevatorknappen eller ud ad hoveddøren i opgangen. Sprit hænder, når det ikke kan lade sig gøre.

12. Pas på med at røre ved ansigtet, når du har været i vaskekælderen. Naboerne har også rørt ved både vaskemaskine, tumbler og håndtag. Derfor er det en god ide at vaske eller spritte hænder før og efter din vasketid. Er du nervøs, kan du tage mundbind eller visir på.

13. Tag til banko, yoga eller lektiehjælp, hvis du er symptomfri. Men husk mundbind eller visir. Hold en meters afstand og hav en god håndhygiejne. Og overvej en aflysning, hvis der kommer flere, der ikke er en del af de ti personer, du ser mest.

14. Gør det digitalt! Er al liv sivet ud af beboerhuset og savner du naboerne? I kan lave yoga, fredagsbar eller fællessang over Zoom, Facetime eller Skype. Og husk at hive din nabo med, hvis hun virker ensom.

Læs også: Ven, nabo eller søster: Sådan hjælper du psykisk sårbare

15. Skal du til et fælles arrangement, hvor I for eksempel skal bruge bolde, blyanter eller andet, kan du overveje at have din eget med i stedet. Alternativt kan du hjælpe med at rengøre de ting, som I alle rører ved, og være omhyggelig med din håndhygiejne.

16. Dit afdelingsmøde og generalforsamlingen er sikkert udskudt på grund af forsamlingsforbuddet. Men når du igen bliver indkaldt, kan din nabo stemme for dig med en skriftlig fuldmagt, hvis du enten er sløj eller føler dig utryg på grund af corona. Du skal huske dato og din underskrift. Læs mere her

17. Gå alene i supermarkedet. Husk at tage mundbind eller visir på, hold god afstand og sørg for at spritte af og vaske hænder – før og efter din indkøbstur.

18. Brug dankort frem for kontanter. Har du pungen fuld af mønter og sedler, skal du sørge for at holde hænderne væk fra ansigtet, når du har betalt. Vask hænder og sprit af, så snart du kan.

19. Tag altid mundbind eller visir, når du kører med bus eller tog. Og undgå myldretid. Du kan også blive smittet, når dine hænder rører ved sædet eller stop-knappen i bussen. Sprit af, når du står af og på.

20. Og til sidst: Bor du i en almen bolig, ved du sikkert allerede, at I er gode til at hjælpe hinanden. Og det er der brug for nu! Har du en ven eller nabo i risikogruppen, kan du tilbyde din hjælp ved for eksempel at handle eller gå på apoteket. Det er god stil. 

Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder indtil videre til d. 22. november.

Artiklen er opdateret 2. november efter de seneste retningslinjer. 

Det skal du gøre

HUSK HÆNDERNE

Vask hænder og sprit af ofte

Lad så vidt muligt være med at røre dit ansigt

Tænk i det hele taget på dine hænder og hvad du gør med dem

HOLD AFSTAND

Husk mindst én meters afstand til andre

Hvis du er sammen med nogle, hvor der er fysisk aktivitet, skal du holde to meters afstand

Symptomer på corona/covid-19

  • Feber
  • Tør hoste
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Træthed
  • Muskelsmerter
  • Ondt i halsen
  • Tab af smags- og lugtesans

Nogle kan også opleve andre symptomer som f.eks. kvalme og diarré.

Kilde: Sundhedsstyrelsen