Sådan får I et fælles drivhus

13. sep 2019

Sådan får I et fælles drivhus

Søg penge i god tid og få samlet en gruppe beboere med hænderne skruet godt på.

Foto: Mette Rosenborg (i front), Anders von Linstow-Knigge og Dorte Hegnsborg Bruun fra drivhusforeningen. Foto: Katrine Nadia Jørgensen

Foto: Mette Rosenborg (i front), Anders von Linstow-Knigge og Dorte Hegnsborg Bruun fra drivhusforeningen. Foto: Katrine Nadia Jørgensen

Det tog et par år fra beboerne begyndte at dele de første drømme om et drivhus, til det store glashus var bygget i boligafdelingen Enghusene II på Amager.

”Vi var seks mennesker, der skulle nå til enighed om, hvor det skulle stå, og hvordan det skulle se ud,” forklarer Anders von Linstow-Knigge, der er formand for den forening, som beboerne dannede for at kunne søge støtte til projektet.

”Det er nemmest at søge penge, hvis I har en forening med et CVR-nummer. Det er gratis at oprette sig og tager kun fem minutter på virk.dk,” siger han.

”Foreningen for fremme af socialt samvær” blev navnet på foreningen, og argumentet om, at drivhuset skulle styrke fællesskabet blev brugt ivrigt i fondsansøgningerne.

 

Det er nemmest at søge penge, hvis I har en forening med et CVR-nummer. Det er gratis at oprette sig og tager kun fem minutter på virk.dk
Anders von Linstow-Knigge

Drivhus som Ikea-samlesæt

Boligafdelingen fik i alt 30.000 kr. fra HAB og DAB’s fond for Boligkultur og Miljø. De kunne sagtens have søgt om flere midler – blandt andet hos Københavns Kommune.

Det er en god ide at sende en tegning, der viser drivhusets placering i boligafdelingen, forklarer formanden. Han anbefaler også, at man samler en gruppe mennesker med hænderne godt skruet på.

”Jeg er selv tømrer, og det var en fordel, da drivhuset blev leveret som et kæmpe Ikea-samlesæt med hundredvis af skruer. Men I kan google jer til det, I ikke selv kan finde ud af,” siger han.

Seks af boligafdelingens 27 beboere er en del af drivhusforeningen. Alle blev inviteret til at deltage på de to første informationsmøder, der blev afholdt til at starte med.

”Drivhuset er omkring 36 km2, og det passer godt til seks personer. Men vi kunne godt gøre plads til et par stykker mere,” siger formanden, der jævnligt deler ud af frugt og grønt til naboer, fordi han ikke selv kan nå at spise det hele.