Kragen Bodil er begyndt at flyve

26. sep 2019

Kragen Bodil er begyndt at flyve

Kragen Bodil er gået fra haleløs og såret unge til at være tæt på flyveklar i Lottes hus og have i Herlev. Du kan opleve Bodil i videoen herunder.

  • Af: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

  • rhbn@bl.dk

Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Efter snart halvandet år i Lotte Rasmussens hus og have i Herlev er kragen Bodil ved at være flyveklar. Da Lotte fandt Bodil, var hun en forsvarsløs krageunge uden halefjer.

”Hendes vinger var helt skadet, fordi de var blevet hakket til, så der kunne hun ikke andet end at gå,” siger Lotte, der bor i boligselskabet DAB.

Fløj ind til naboen

De trygge omgivelser har gjort Bodil godt, og hen over sommeren er der vokset halefjer frem på hende. Nu øver hun sig i at flyve. Forleden fløj Bodil over det omkring 2,5 meter høje hegn ind til naboen.

 

Det er første gang, jeg har set hende flyve så højt. Hun kommer højere og højere op
Lotte Rasmussen

”Det er første gang, jeg har set hende flyve så højt. Hun kommer højere og højere op,” siger Lotte.

Lotte er ved at indstille sig på, at Bodils flyvefærdigheder efterhånden er så gode, at hun inden længe flyver væk fra det lille rækkehus i Herlev.

”Jeg tror ikke, der går mere end et par måneder, før Bodil flyver ud og er sammen med sine artsfæller. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig for, om hun kan klare sig, men heldigvis kan hun altid komme her og få mad,” siger Lotte.