04. sep 2019

Få styr på de vilde katte

Hvert år indfanger Kattens Værn flere tusinde herreløse katte. De vilde katte kan skabe konflikter i boligområder. Og mange katte er syge og har brug for hjælp.

Foto: Vilde katte kan ikke klare sig selv. Foto: Søren Hytting

Foto: Vilde katte kan ikke klare sig selv. Foto: Søren Hytting

Kattefanger Jan Flesborg kommer gående med et stort bur ind til blokkene i Hedeparken i Ballerup. Det er hans kattefælde, og i dag skal han se, om han kan fange en af de vilde katte, som holder til her i boligområdet.

Mens han sætter fælden op og gør den klar med lokkemad, lister en stribet kat dovent forbi i baggrunden. De herreløse katte er ret nysgerrige. De følger med i alt, hvad han foretager sig. Og de spiser gladeligt af det foder, han kaster ud til dem for at lokke dem frem. Jan Flesborg kommer fra Kattens Værn, og i dag skal han hjælpe boligforeningen Baldersbo, som har fået flere og flere vilde katte i afdelingen Hedeparken.

Forbudt at fodre

Beboerne må ikke have hund og kat i lejlighederne, og de vilde katte må heller ikke fodres. Afdelingsinspektør i Hedeparken, Jesper Norlund Jensen, fortæller, at de herreløse katte kan give flere problemer.”Nogle beboere smider madrester ud, som også tiltrækker måger og rotter. Og der er rod og svineri med madbeholdere, som bliver efterladt i buskadset,” fortæller han. Det kan også give konflikter imellem beboerne, og nogle beboere i Hedeparken fortæller til Beboerbladet, at kattene tisser i barnevogne i kælderen. Jesper Norlund Jensen tror, der er mere end 20 vilde katte for tiden. For de vilde katte får flere og flere killinger.  

 

Jan Flesborg indfanger kattene i fælder.

Kattene har brug for hjælp

Jan Flesborg leder denne dag efter fire vilde katte tæt ved en bestemt blok. Men afdelingsinspektør Jesper Norlund Jensen siger, at der i hvert fald er 20 vilde katte på spil i hele området. Senere samme dag finder Jan Flesborg da også et kuld killinger ved en anden blok.

”Kattene kommer udefra. Det kan være vilde eller huskatte, som folk bare sætter ud. Så opdager beboerne dem og fodrer dem, fordi de synes, det er synd for kattene,” fortæller Jan Flesborg. Kattene har brug for hjælp.

”Så længe kattene er i områderne, skal de fodres, for de kan ikke klare sig selv,” siger Jan Flesborg og fortæller:”Selvom man synes, at kattene her ser ud til at have det godt, så skal de altså have rigtig hjælp. For de kan have mange sygdomme og være underernærede. Det kan man ikke se på afstand. De slås også og får skrammer og sår,” siger Jan Flesborg.

Kattens Værn vil som udgangspunkt gerne hjælpe kattene til et nyt liv, og ud af 100 indfangede katte lykkes det med de 30. De 15 kan blive tamme huskatte, og de 15 bliver genudsat med aftaler om foderværter, der har ansvar for at fodre og holde øje med kattene.

..............................

ELLEMARKEN FIK STYR PÅ SYGE KATTE

Da Chris Thomsen flyttede ind i boligafdelingen Ellemarken i Køge for fire et halvt år siden, fik hun en ny hobby. Hun blev fodervært for de herreløse katte i boligområdet, som hører under Køge almennyttige Boligselskab, DAB.

Chris Thomsen er glad for, at de fik lov til at beholde kattene,

”Der var et hav af katte, og der var én beboer til at fodre dem fast, andre beboere smed bare mad ud ad vinduerne. Der var slåskampe imellem kattene, og de så syge ud,” fortæller hun.

Med hjælp fra Kattens Værn fik de fjernet 37 vilde katte, og boligselskabet gav lov til at få en ordning med foderværter. Derfor kom 12 af kattene tilbage, efter at de var blevet steriliseret og havde fået vaccinationer.

Kræver stort arbejde

I Ellemarken er de nu tre foderværter, og kattene får mad én gang i døgnet.

”For så er de sultne nok til også at tage mus og rotter,” siger Chris Thomsen. Beboerne i afdelingen betaler til ordningen over huslejen, så der er til foder og pleje. Kattene har fået shelters at være i, og Chris Thomsen er glad for, at de fik lov at beholde kattene.

”Nu har vi ikke de slåskampe imellem kattene længere, og der kommer ingen killinger. Kattene er sunde og lever under ordentlige forhold.” Men det er også et krævende arbejde.

”Det har været et stort arbejde at fortælle andre beboere, at de ikke skal fodre kattene og smide mad ud ad vinduerne. Og nogle var imod, at kattene blev fanget. Men det var mere synd ikke at gøre det,” siger Chris Thomsen.

FASTE AFTALER OM AT FODRE KATTENE

En boligforening kan give lov til, at udvalgte vilde katte får lov at blive genudsat, efter at Kattens Værn har fanget dem.

Så skal nogle af beboerne være faste foderværter for kattene. Det er deres ansvar at fodre og passe kattene.

Hvert år fanger Kattens Værn omkring 6.000-7.000 herreløse katte. Og ud af 100 katte er 15 tamme nok til at blive huskatte, mens 15 kan blive genudsat med aftaler om foderværter.

Vælger boligforeningen en ordning med foderværter, skal de udvalgte katte til dyrlæge, hvor de bliver neutraliseret, får ørechips – eller øretatovering, får vacciner og ormekure.