09. sep 2019

Dit CO2-fodaftryk hører til i den lette kategori, men er stadig alt for tungt...

Læsere af Beboerbladet opfører sig mere klimavenligt end befolkningen som helhed på områder som rejser, spisevaner og transport.

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Forbrug af kød, bilkørsel, flyrejser og køb af tøj, køleskabe, mobiltelefoner og andre ting og sager. Det tynger i CO2-regnskabet. Dog knap så meget hos Beboerbladets læsere som hos danskerne som helhed. Det viser nøgletal fra Index Danmark/Gallup. 

Ser man på forbrug af oksekød, er der 2,7 procent af befolkningen, der aldrig rører det. Det samme gæl­der for 5,6 procent af Beboerbladets læsere.

Oksekød er en kulsort plet i klimaregnskabet, fastslår Mikael Bellers Madsen, der arbejder med klimavenligt forbrug hos den grønne tænketank Concito.Okse- og lammekød er det absolut værste.

Svinekød kommer lidt længere nede og herefter kommer fjerkræ og fisk. Kød fra drøvtyggere er mindst ­klimavenligt.

En anden CO2-tung ­aktivitet, hvor Beboerbladets læsere opfører sig mere klimavenligt end andre, er flyrejser. 11,3 procent af befolkningen har rejst med rutefly til en oversøisk destination mindst én gang inden for det seneste år. For Beboerbladets læsere gælder det for 5,6 procent.


Flytur æder to års CO2-kvote

Flyrejser er voldsomt CO2-­belastende.
”Vi skal ned på at udlede 2 ton CO2 per dansker om året, hvis vi skal gøre os håb om at nå 2 graders-­målet (Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 2 grader, red.). Det koster cirka 4 ton CO2 at flyve frem og til­bage til Bangkok. Så der har du opbrugt din kvote for 2 år,” siger Mikael Bellers Madsen. 


De rige udleder mest 

I forhold til daglig transport er Beboerbladets læsere også mere klimaven­lige. 6 ud af 10 (61,8 procent) ejer en bil, mens det er 8 ud af 10 (80,9 procent) af befolkningen som helhed.”Tog og bus er langt bedre end bil, men det allerbedste er at cykle. Så gør man også noget for sin egen sundhed,” siger Mikael Bellers Madsen.

At mennesker, der bor alment og måske ikke væl­ter sig i penge, har mere klimavenlige vaner, overrasker ham ikke.”Jo rigere et land du bor i, og jo rigere du er som menneske, desto større er dit ressourceforbrug, og desto mere udleder du.”Han hæfter sig ved et paradoks: ”Nogle af dem, der taler mest om klima – de ofte meget veluddannede og ressourcestærke – viser sig ofte at være dem, der tager mindst hensyn i deres eget forbrug.

 

...................

 

GRØN GUIDE

Ingen kan redde kloden alene, men hvis alle løfter i flok, kan vi komme et stykke. Her får du nogle råd til, hvad du kan gøre i hverdagen for at belaste kloden mindre.


TAG CYKLEN, TOGET ELLER GÅ  

Børst støvet af cyklen og hop i sadlen. Skal du længere væk, så tag bus eller tog. Offentlig transport er altid bedre end bil. Men vælg cyklen og benene, så tit du kan, det er tilmed sundt.

SPIS MINDRE KØD, ISÆR LAM OG OKSEKØD

Du behøver ikke gå fra at være glad kødspiser til vred veganer. Men særligt okse- og lammekød er CO2-tungt. 3,3 kilo oksekød er lige så klimabelastende som en togtur til Sydeuropa. Vælg kylling og fisk.

SPIS OP

Alt, hvad der produceres og blot smides ud, er rent spild af klodens ressourcer. Så forsøg at undgå madspild. Det globale madspild er enormt, og faktisk udleder vi mere fra fødevareforbrug end fra benzin, varme og el tilsammen.

STOP ELLER BEGRÆNS FLYREJSER

Flytransport er voldsomt CO2-belastende. En tur frem og tilbage til Bangkok koster dig 4 ton CO2. Vi skal ned på at udlede 2 ton årligt pr. dansker. Som Shu-bi-dua sang i ”Costa Kalundborg”: “Tag til Danmark, det er billigt, det er smukt.” 

STYR FORBRUGET

Både fremstillingen af produkter som tøj, køleskabe og telefoner og transporten af dem er voldsomt CO2-tungt. Danskerne køber 16 kilo tøj årligt og er storforbrugere. Udledningen fra 25 kilo bomuldstøj svarer til en flytur til Sydeuropa. KØB BRUGT OG BRUG OPBrugt er smart. Her sparer du både penge og nedsætter dit CO2-forbrug. Tjek loppemarkeder og brug apps som DBA, Reshopper eller Tradono. Sørg også for at bruge dine ting op. Nøjsomhed og omtanke er klimavenligt.

DROP DÅRLIG SAMVITTIGHED

Ingen redder kloden med dårlig samvittighed. Så lad være med at slå dig selv i ­hovedet, selvom du ikke er den største klimaduks. Kan vi alle gøre noget, har det også værdi. God fornøjelse.

 

Rådene er lavet i samarbejde med Mikael Bellers Madsen fra Concito.