Alvorligt syge Anders var vred på alle – men blev reddet af fællesskabet

23. okt 2019

Alvorligt syge Anders var vred på alle – men blev reddet af fællesskabet

Gymnasielærer Mikkel Anders Nielsen isolerede sig og var både snobbet og ubehagelig over for sine bofæller i boligområdet Blokland i Albertslund. Men de ville ikke opgive ham og insisterede stædigt på, at han deltog i fællesskabet. Det reddede ham. 

Foto: Anders går altid i hvid skjorte, ligesom da han arbejdede som gymnasielærer. Hans sygdom har sat ham uden for arbejdsmarkedet, men han drømmer om at kunne få 6-8 timers undervisning et sted. Foto: Charlotte Holst.

Foto: Anders går altid i hvid skjorte, ligesom da han arbejdede som gymnasielærer. Hans sygdom har sat ham uden for arbejdsmarkedet, men han drømmer om at kunne få 6-8 timers undervisning et sted. Foto: Charlotte Holst.

Da 48-årige Mikkel Anders Nielsen blev placeret i en ældrebolig i boligområdet Blokland i Albertslund, var det for ham evig ligegyldigt, hvad det var for et kvarter. Han skulle træne sig ud af sin sclerose, så han hurtigt kunne komme tilbage og arbejde som gymnasielærer. De mennesker, der boede i Blokland, skulle han ikke have noget med at gøre.

”Da jeg flyttede herud, følte jeg, at det værste ved min sygdom var, at jeg nu var placeret et sted med mennesker, der gik op i fodbold, øl og smøger. Det gjorde ondt at skulle slås i hartkorn med dem. Men det viste sig jo, at de var langt bedre mennesker end mig.”

Slem hjernebetændelse

For syv år siden blev Anders ramt af et voldsomt ‘attack.’ Han havde et stykke tid kæmpet for at passe sit arbejde som gymnasielærer i samfundsfag og historie.

”Jeg kunne efterhånden ikke gå ti meter uden at falde, så jeg skar alle sociale aktiviteter væk for at have energi til at forberede mig. Jeg trak mig også fra min kæreste. Jeg havde været til lægen, men jeg tror, de troede, jeg var hypokonder.”

En dag blev Anders fundet liggende udenfor i kvarteret Galgebakken, hvor han boede. Af hvem ved han ikke. På Glostrup Hospital troede de først, han var en fulderik, der var faldet. Men han blev indlagt til nærmere undersøgelser og scanninger.

”Så en nat gik der pludselig panik i det hele. Jeg blev vækket og skulle til MR-scanning med det samme. Lægerne havde opdaget hjernebetændelse. Det får man af sclerose, men det her var voldsommere end noget, de havde set. De pumpede mig fuld af medicin, ledte efter skovflåter og talte om, at jeg kunne have AIDS. Da de fandt ud af, det var sclerose, var det først en befrielse. Men da jeg så læste om sygdommen, kunne jeg godt se, at det nok ikke var så underholdende.”

Kæresten gik

Anders’ syn var ramt ligesom bevægeapparatet. Han troede dog ikke på, han var så syg, at det ikke kunne trænes væk. Så han gik op og ned ad trapperne på hospitalet om natten, lige til han faldt omkuld.

”Jeg ville ikke acceptere det og tænkte, det var et spørgsmål om, at jeg genoptrænede. De mente, jeg var suicidal. Men jeg havde nu nok taget livet af dem før mig selv,” siger Anders, der en dag overhørte en samtale mellem to læger ude på gangen, mens han lå i sin seng.

”De gav det ti år, sagde de. De talte også om, at hospice var en mulighed. Så kom der en sygeplejerske og sagde til dem, at de skulle stille sig et andet sted.”

Anders var indlagt i flere måneder. Hans kæreste forlod ham imens.
”Jeg var ingen mand længere. Hun skulle jo træde ind i en mor-rolle, det var ingen af os interesserede i.”


Jeg var blevet en meget sur gammel mand, hvis ikke de havde fået mig med i fællesskabet. Jeg skylder dem meget.
Mikkel Anders Nielsen

Hjernebetændelsen havde givet ham varige kognitive skader på hjernen.

”Det betød, at jeg ikke kunne fungere socialt, sagde lægerne. Derfor ville jeg aldrig komme tilbage som gymnasielærer. Det var ikke det, jeg havde planlagt.”

En snob

Da Anders blev udskrevet, skaffede Albertslund Kommune ham en bolig i Blokland 18B. En ældrebolig i stuen.

”Jeg regnede stadig med, at jeg ville være tilbage på fuld tid inden længe. Jeg fik også trænet mig op til at kunne en del mere, men så stagnerede det, og jeg blev deprimeret. Jeg isolerede mig totalt. Talte kun med min bror, som er den, der er tættest på mig.”

Anders hjerneskade gjorde ham vred og indesluttet, og oveni følte han, at han som person var fejlplaceret i Blokland.

”De mennesker, jeg begyndte at rende ind i her, var ikke nogen, jeg nogensinde havde tænkt, jeg kunne få et fællesskab med. Jeg er jo gymnasielærer, jeg kan lide rødvin og den slags. I bund og grund er jeg en snob. Jeg var ikke interesseret i deres hjælp eller i at tale med dem, for hvad bildte de sig ind?”

Så når de boligsociale medarbejdere forsøgte at få Anders med i fællesskabet og inviterede ham til aktiviteter “kastede han sure citroner efter dem,” som han siger.

”Jeg kan huske engang, hvor der var fælles pizzabagning i stenovnen derude, og Ingrid Branner (boligsocial koordinator ved ABC – Albertslund Boligsociale Center, red.) ville have mig med. Jeg var grov og hånede hende: hun vidste jo godt, jeg var vegetar, hun ville bare forfølge mig og så videre. Jeg er stadig uforstående overfor, at hun blev ved med at give mig chancer.”

En hæslig idé

Men både Ingrid Branner og andre i Blokland trak fortsat stædigt i Anders og opfordrede ham til at deltage. En dag gav han efter og tog ned i ‘Café Kaffen er Klar’.

”De første gange sad jeg bare og gloede ud i luften. Sådan meget voyeur-agtigt. Men Ingrid Branner var opmærksom på, at jeg var inaktiv og brugte tid og kræfter på, at jeg kunne deltage i samtalen.”

På hospitalet syntes de, “det var en hæslig idé,” at Anders var sammen med andre mennesker.

”Lægerne var bange for, at jeg ville være udadreagerende. De foreslog mig at gå til bueskydning. For der kunne jeg være i en forening, men uden nødvendigvis at være tæt på andre.”

Men Anders skulle ikke til bueskydning. Til gengæld løsnede han langsomt op og begyndte at tage små skridt ind i fællesskabet.

”Jeg fik kontakt til flere: Sigrid, Eva, Mai, Vivi og andre. Vivi samlede mig op en dag, jeg var faldet. Den omsorg oplevede jeg slet ikke tidligere med kollegerne fra gymnasiet. Dengang sygdommen kom, og jeg kæmpede. De havde for travlt med deres egne liv.”

Handler om indstilling

I dag deltager Anders i aktiviteterne i Blokland. Hjerneskaden betyder dog, at han stadig skal mindes om det, og så skal der ikke være for mange mennesker af gangen.

”Lægerne var selvfølgelig ikke helt galt på den med det sociale. Bliver vi mere end 4-5 stykker, mister jeg overblikket, og hvis der kører flere samtaler samtidig, bliver jeg irriteret. Det, lægerne ikke havde ret i, var, at der ikke var noget at gøre. Jeg fik at vide, at sygdommen havde lukket alle døre for mig. Men de døre har især ABC været i stand til at åbne alligevel. På engelsk siger man: “Walk into the opportunity.” Gå selv ind og grib mulighederne. Jeg er ikke herre over min sygdom, men jeg er herre over min indstilling.”

Den indstilling har mennesker i Blokland ændret ved blive ved med at række hånden ud.

”Da jeg først lukkede op og begyndte at deltage, tale med andre og lægge snobberiet væk, så skal jeg love for, de bakkede op om mig allesammen.”

Fællesskab helbreder

Hjerneskaden får stadig Anders til at trække sig ind i sig selv. ”Jeg bor stadig lidt på min egen planet,” som han siger. Men så er det godt, at folkene i Blokland trækker ham ned fra planeten. Og han kyler ikke længere sure citroner efter dem.

”Kisteglad må man jo aldrig sige, når man bor i en ældrebolig. Men det er det, jeg er. Jeg finder tryghed og styrke i fællesskabet med de mennesker, jeg har mødt her. Det giver mindst ligeså meget som fysisk genoptræning. Det er mindst lige så helbredende.”

”Engang troede jeg, jeg var en ø, der kunne stå alene. I dag er jeg så glad for Blokland. Det er et fristed, hvor sådan en som mig har en plads. Et sted, hvor vi bygger hinanden op og ser hinandens styrker i stedet for hinandens svagheder. Det skyldes i høj grad, at Blokland er et ’værksted’ for ABC, der organiserer aktiviteter, som skaber relationer mellem os og gør Blokland til et fristed og værested for alle.”

Han er selv forundret over, at det lykkedes at trække ham ud af isolation.

”Det er egentlig helt utroligt, for jeg var ikke karrig med at fortælle folk, hvad der var galt med dem. Jeg var blevet en meget sur gammel mand, hvis ikke de havde fået mig med i fællesskabet. Jeg skylder dem meget.”

Læs mere

Om Blokland

Blokland er et boligkvarter i Albertslund Kommune, der administreres af BO-VEST.

Blokland rummer både helt små lejligheder og op til fireværelses fordelt på fire boligblokke.

Der er 8 ældreegnede og handicapvenlige boliger i stuen.

Albertslund Boligsociale Center (ABC) laver et bredt udvalg af aktiviteter for at skabe trivsel, fællesskab og godt naboskab i området.