Her skaber kaffe og våde viskestykker unikt fællesskab

;

23. nov 2019

Her skaber kaffe og våde viskestykker unikt fællesskab

Lokaler, der for to år siden stod tomme og triste, er forvandlet til vaskeri med caféstemning i boligafdeling. Her arbejder udviklingshæmmede, og beboere kommer til kaffe og knus. Du kan også søge støtte til en projektidé.

  • Af: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

  • rhbn@bl.dk

Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

Foto: Rasmus Handberg Baunegaard Nielsen

"Skal jeg lave mere kaffe eller te?"

Sammen med sine kolleger er Arne ved at forberede morgenbordet i den socialøkonomiske virksomhed Vaskeriet, der ligger i boligafdelingen Søvangen i Brabrand.

Det er tirsdag, og så plejer flere beboere at kigge forbi til kaffe og rundstykker.

"Vi har et godt fællesskab her," siger Raphael. Han arbejder ligesom Arne i Vaskeriet i en såkaldt øvebane for udviklingshæmmede. I alt er de seks medarbejdere i øvebane.

"Vi må skabe steder til mangfoldighed"

For to år siden fik initiavtivtagerne bag Vaskeriet, de to socialpædagoger Kathrine Knudsen og Pia Stabell Hjort, lov til at bruge lokalerne af Brabrand Boligforening. Dengang stod lokalerne tomme. Nu er de forvandlet til vaskeri med caféstemning og fælleshus for beboerne.

"Vi siger alle sammen, at vi er glade for mangfoldighed. Så må man jo skabe steder, hvor det kan gro", siger Pia Stabell Hjort.

 

Vi siger alle sammen, at vi er glade for mangfoldighed. Så må man jo skabe steder, hvor det kan gro.
Pia Stabell Hjort, grundlægger af "Vaskeriet"

Har du selv en idé?

Projektet er blandt andet skabt ved hjælp af midler fra Realdanias kampagne "Underværker", som har støttet "Vaskeriet" med 600.000 kroner.

Har du selv en idé til et projekt, der er med til at gøre en forskel? Så kan du også søge om støtte.

Realdania har netop åbnet for en ny ansøgningsrunde, som du kan læse meget mere om her: https://www.undervaerker.dk/vaer-med

FAKTA OM VASKERIET

Vaskeriet er en øvebane for udviklingshæmmede, der gennem deres arbejde udvikler mod, evner og drømme til at finde sig tilrette og trives på en arbejdsplads.

Vaskeriet er en socialøkonomisk virksomhed, der leverer rent vasketøj til beboere i Brabrand Boligforenings afdeling Søvangen, hvor der er 455 almene boliger, og til erhvervskunder rundt omkring i byen.

Sidst men ikke mindst er Vaskeriet et fællesskab, der knytter forbindelser mellem beboerne i Søvangen, bygger bro over fordomme og modvirker ensomhed.

Kilde: Underværker.dk