21. maj 2019

Kragen Bodil bor i Lottes have

Sidste år tog Lotte Rasmussen en lille krageunge med hjem i haven, da den blev angrebet af andre krager. Her bor den stadig og føler sig meget hjemme.

Foto: Claus Bech

Foto: Claus Bech



I omkring et år har en hale-­løs krage boet i haven hos Lotte Rasmussen, og det går ikke altid stille af. 

”Hun kan skræppe op, især hvis ikke maden kommer til tiden. Men hun er vildt sjov at følge, og hun er en klog fugl,” fortæller Lotte, der bor i boligselskabet DAB. 

Lotte Rasmussen fandt sidste år krageungen, som andre store krager hakkede løs på under et stort kastanjetræ. 

”Jeg vidste ikke, at den ikke kunne flyve, men jeg har talt med en ornitolog fra Naturfredningsforeningen, og den har sandsynligvis væ­ret fejlernæret,” siger Lotte, som har givet kragen navnet Bodil, og nu har haft den boende i haven lige siden. 

Hun har med vilje ikke tæmmet Bodil, for hun skal blive ved med at være en vild fugl og kunne klare sig selv, når halefjerene forhåbentlig vokser ud i løbet af i år. 

”Men ellers er hun velkommen til at blive boende,” siger Lotte Rasmussen, der overvejer at bygge noget til Bodil at være i næste vinter. 

For Bodil er en sjov logerende, der også har lov til at komme ind i stuen til Lotte og hunden Angela.

Det er sjovt at følge­­ hende. Hun er meget nys­­gerrig, og nogle gange flyt­ter hun rundt på tingene i haven. Da det sneede i vin­­ter, prøvede hun at fange snefnuggene.
Lotte Rasmussen

Hun fodrer Bodil med kattemad og madrester. 

Bodils krage-forældre kommer stadig og besøger hende og spiser med i haven. 

”Hun har også en ven, en husskade, som kommer forbi i haven. Så leger de, som om de var på en legeplads.”