07. maj 2019

Jeg mødte jo drengene fra Outlandish der

Isam B har dejlige minder fra Brøndby Strand, og er en af dem, der er med til at sige farvel, før fem ud af de 12 ikoniske blokke skal rives ned.

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix og Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix og Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix

En god ungdomskultur er noget af det sangeren Isam B forbinder med sine unge år i Brøndby Strand.

”Og det var jo der, jeg mødte drengene fra Outlandish,” siger han om rapgruppen, som han lavede musik sammen med i 20 år – fra 1997 til 2017.

Snart ser området helt anderledes ud. For fem af de tolv ikoniske højhuse ved Brøndby Strand er på vej til at blive revet ned, fordi de indeholder miljøgiften pcb. 

Isam Bachiri og hans familie flyttede fra Island Brygge til Kisumparken i hans tidlige ungdomsår, fordi familien der kunne få en rummelig, god lejlighed i grønne omgivelser, og hvor der var plads til familiens fem børn.

”Jeg har dejlige minder derfra, selv om skolelederen på min skole på Islands Brygge åbenbart var bekymret for familiens udsigter på Vestegnen. Han sagde til mine forældre, at de skulle sørge for at holde øje med drengene det nye sted,” fortæller han.

…og æblerov

Familien faldt godt til.

"Jeg har dejlige minder derfra, og mange af historierne i vores sange er inspireret af Brøndby Strand – det gælder også Aicha – vores første store hit,” fortæller han og nævner, at Brøndby Strand Centret var et sted, han og kammeraterne godt kunne lide at hænge ud bare for at hænge ud, men at der også var en aktiv, organiseret ungdomskultur med klubber, en god skole og sport.

”Det er synd, at det har fået et lidt dårligt ry,” siger han

”For mig vil Brøndby Strand altid stå som et lyspunkt, som et godt sted, som jeg bestemt ikke associerer med problemer – men det afhænger selvfølgelig også at de mennesker, man har haft rundt om sig,” konstaterer han og udover muligheden for basket, tennis, fodbold og klub, fortæller han, at han og kammeraterne også kunne gå på æblerov i naboernes haver.

Hør Isam B fortælle om, hvordan hans musik er inspireret at ungdomsårene i Brøndby Strand i forbindelse med Forstadsmuseets pop-up udstilling og foredrag.

Læs mere her hos Forstadsmuseet