09. maj 2019

Gråt, gråt, gråt

Billedkunstneren Martin Bigum, hvis værker er både farverige og detaljerige kan bestemt ikke lide højhusene i Brøndby Strand, og opførslen af dem hører til en af hans tidlige barndomserindringer.

Foto: Thomas Fryd

Foto: Thomas Fryd

Familien boede i et parcelhus i Brøndby, og han var fire år gammel, da byggeriet begyndte.

”En dag, da min mor var ved at vaske op, løftede hun mig op på armen, så jeg kunne se de kæmpestore kraner lidt væk. Jeg fik et chok, og jeg spurgte min mor, om de var ved at bygge skyskrabere,” fortæller han.

Det var de, og i ungdomsklubben og til sport mødte han senere masser af børn fra højhusene. Dem blev han venner med.

”Det var herlige børn med stor fantasi. De var helt anderledes end os fra parcelhusene. Der var tale om forældre, der var blevet genhuset i forbindelse med saneringerne på Nørrebro og jeg følte, jeg havde meget mere til fælles med dem fra Planen end med dem fra parcelhusområdet,” fortæller Martin Bigum.  

De kunne tænke ud af boksen og havde store håb og ønsker for deres fremtid.

Men selve husene og deres store grå flader bryder han sig ikke om. Allerede som barn syntes han, at husene i Planen var gråt i gråt i gråt.

”Jeg synes, det var uhyggeligt med al den beton, men mange af mine kammerater der tænkte som sagt meget kreativt, selv om de fleste af dem aldrig har levet deres potentialer ud,” siger han.

En krammer til Brøndby

Han fortæller, at han nærmest flygtede med S-toget til København, for i Brøndby var der ingen kunst, ingen unge kunstnere, og i mange år hadede han Brøndby Strand. Men selv om han nu bor på Frederiksberg, siger han, at senere er vendt tilbage og har givet Brøndby en krammer.

Hans begejstring for livet i Brøndby – men ikke for de store grå huse – fremgik blandt andet af hans store udstilling med 130 værker på Arken i 2016 og han beskriver den i kunstbogen Min personlige kunsthistorie, der er solgt i over 10.000 eksemplarer.

Flere af hans billeder fra udstillingen på Arken peger direkte tilbage til Brøndby Strand.

”På udstillingen pegede en af dem, jeg gik i ungdomsklub med, på et par af billederne og sagde, at de lignede en flugt fra Brøndby Strand,” siger han.

Man kan møde Martin Bigum i forbindelse med Forstadsmuseets udstilling om beboerne i Brøndby Strand i en lejlighed i Brøndby Strand den 22. og 29.maj klokken 18.30. Her fortæller han både om sin barndom i Brøndby Strand og om sit kunstnerliv.

Læs mere og bestil billet her: www.oplevbrondby.dk

En af Martin Bigums gamle ungdomsklubkammerater mener, at disse billeder illustrerer hans flugt fra Brøndby Strand.