28. maj 2019

Benedictes engle blev starten på et fællesskab

Benedicte Besenbacher blev udsat for et groft overfald på jobbet og sygemeldt. Hendes hånd­lavede engle hjalp hende og blev begyndelsen på et lokalt netværk af kunsthåndværkere med udgangspunkt i hendes boligforening.

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

En skurvogn er hjertet i en kunstforening, der har samlet beboerne i Hjortshøj. Men baggrunden for alt det gode er både en voldsom arbejdsulykke og en mislykket indgang på boligmarkedet.

”Vi skulle bare bo her midlertidigt. Det har vi så gjort i tolv år nu.” Benedicte Besenbacher lader blikket hvile på bebyggelsen af rækkehuse og lejligheder, der vender ud imod et lille vænge. Det er her, livet leves, imellem husene. Her, børnene løber på kryds og tværs af de mikroskopiske forhaver imellem cykler og havemøbler. Og her, man uvægerligt støder på sine naboer. ”Dengang ville jeg helst flytte i et parcelhus, men vi kom aldrig rigtig ind på boligmarkedet. Timingen var altid skæv, så jeg fandt et boligbrev frem, som jeg har haft, siden jeg var tolv,” fortæller den 43-årige østjyde. ”Man kan vælge at blive irriteret over, at man hele tiden møder sine naboer eller se det som en glæde. Det kommer an på, hvordan man tænker på det...” ”Jeg elsker det,” konstaterer hun med et stort smil.

Jeg vil lave et hul i hækken

Vi er på Østergårdstoften i Hjortshøj, nord for Aarhus. Området er en blanding af alle mulige boligformer. ”Her på vejen har vi lejer-, ejer-, andels- og ældre­bo­li­ger. Og på den anden side af vejen ligger den økol­ogiske landsby, Andelssa­m­fun­det,” siger Benedicte Bese­nba­cher og peger energisk østover. ”Hjortshøj er en god blanding af mange slags mennesker. Alligevel er det ofte som om, vi lever i hver vores enklave, hvor vi så snakker om de andre. For mig har det altid været vigtigt at bryde grænser ned. At lave hul i hækken,” siger Benedicte, der til dagligt arbejder som socialpædagog. Hun vil med egne ord finde ”de blinde pletter i fællesskabet”. Der, hvor vi er os selv nærmest.

Pludselig begyndte folk at hilse på hinanden på gaden.
Benedicte Besenbacher
DSC6315
De små budbringerbud er blevet udstillet med netværket 8530 Lokal Art By Heart. De symboliserer, at man rækker hånden ud til en person, der har brug for det.
DSF4902
Kreativt arbejde er en vigtig del af Benedicte Besenbachers arbejde i Bofællesskabet i Hjortshøj, der huser 16 voksne med særlige behov. Her maler hun med beboeren Peter.
DSC8221
Den første udstilling 8530 Lokal Art By Hearts skurvogn fandt sted i en lånt skurvogn.
1

Vold på jobbet

Det var en voldsom episode på arbejdet, der satte det hele i gang: Benedicte var blevet udsat for et groft overfald af en beboer på et bosted og måtte sygemeldes. Hun begyndte at lave små engle-lignende figurer – Budbringerbud kom de til at hedde – og fandt ud af, at de kunne glæde både hende selv og andre, der var blevet ramt af livet. ”De hjalp mig til at hele efter overfaldet. På samme tid fandt jeg sammen med Tina, der boede her i ræk- ­ken, om at samle flere kreative mennesker. Hun havde længe prøvet at få mig med på at gøre noget. Nu var tiden inde.”

Samlede 300 gæster på to uger

I november 2017 dannede Benedicte Besenbacher netværket 8530 Lokal Art By Heart sammen med en af naboerne på det lille vænge. Det er en gruppe lokale, kreative sjæle og kunsthåndværkere, der skaber alt fra malerier til skulpturer og haiku-digte. I løbet af blot to uger fik det nystartede netværk etableret en julestue i den nærliggende spejderhytte med tolv lokale kunsthåndværkere, der solgte deres værker. ”Det blev en stor succes med 300 gæster. Folk kom fra alle dele af byen: Fra villaerne, de almene boliger og andelssamfundet. Spejderhytten var neutral grund, og det var lige pludselig ikke så vigtigt, hvor man boede,” siger Benedicte Besenbacher.

Udstilling i en gammel togvogn

Siden er netværket vokset støt, og der er nu 68 aktive medlemmer. ”Pludselig begyndte folk at hilse på hinanden på gaden. Vi havde noget at være fælles om. Det kreative møde med andre mennesker gjorde en masse godt, også for mig,” siger Benedicte Besenbacher og lyser op i et af de store smil, der med mellemrum sætter en kort stopper for hendes talestrøm. Hun er nu tilbage på arbejde og har fået job i et lokalt bofællesskab for voksne med særlige behov. Bostedet ligger kun få minutters gang fra hendes hoveddør i det, Benedicte Besenbacher begejstret kalder for en helt anden verden: Det bæredygtige andelssamfund i Hjortshøj – et område, der eksperimenterer med byggeri og fællesskaber.  Fra Benedictes rækkehus skrår man over vejen og ind i skovbrynet for at komme ind i Andelssamfundet. Først passerer man en bålplads med hjemmebyggede pallestole og udsigt til geder og høns, før man når til en gammel togvogn. Her havde kunstner-netværket sin første udstilling i maj 2018. Siden deltog Lokal Art By Heart i den årlige Pop Up Festival, der foregår i Hjortshøj.

Der er plads til alle

Det er ikke medborgerskab, der mangler i den tidligere landsby nord for Aarhus. Benedicte Besenbacher har for eksempel været med til at starte Hjortshøj Sommermarked, der bliver afholdt hvert år på Østergårdstoften og samler folk fra hele byen. ”Der sker noget magisk, når vi gør noget sammen her på vejen. Det gode er, at der er plads til folk med forskellige forudsætninger. Også folk med misbrug og psykiske problemer. Vi hjælper hinanden, og de bliver en del af gadebilledet, selv om der selvfølgelig skal være en vis ordentlighed.” Benedicte smager et øjeblik på ordet: ”Det er måske ret vigtigt, selv om det er gammeldags. Det med at være ordentlige over for hinanden,” siger hun så, efterfulgt af en afvæbnende latter.

.......................

Benedicte Besenbacher ved, hvad det betyder, at man tager sig af hinanden.

JEG VILLE HAVE SVÆRT VED AT UNDEVÆRE FÆLLESSKABET


Benedicte besenbacher har selv oplevet, hvad det betyder, at man tager sig af hinanden, når uheldet er ude. Et par måneder efter overfaldet på arbejdet, vendte beboeren tilbage til bostedet. Det rystede hende så meget, så hun havde brug for hjælp og siden blev sygemeldt.

”Jeg ringede til min nabo fra arbejdet, fordi jeg vidste, at jeg ville være ude af den, når jeg kom hjem. Hun trådte øjeblikkeligt til og hjalp mig
med børnene. Den slags er uvurderligt.”

På væggen i den lille stue hænger Benedicte Besenbachers egne malerier. Et af dem forestiller hendes barndomshjem i et villakvarter i Viby.

”Jeg har nogle gange tænkt over, hvad der mon var sket, hvis vi var endt i et parcelhus i stedet,” siger hun og tænker over det. ”Jeg ville helt sikkert have svært ved at undvære det fællesskab, vi har her.”