28. maj 2019

60.000 boliger venter på at blive renoveret

Mette Frederiksen lover, at pengene i Landsbygge­fonden er for alle, der betaler og har behov.

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

På Konvalvej i Aalborg lever man længe. Den ældste beboer har rundet 102 år.

”Luften er god her. Vi kommer hinanden ved. Her er slet og ret dejligt. Når man flytter ind her, bliver man boende,” siger Lise Thomasen. Selv er hun 84 år og har boet i Vivaboligs afdeling 5 siden 1975. ”Naturen er tæt på. Og det er Aalborg også,” tilføjer Lissy Christensen, der er 78 år og har boet i afdelingen siden 1983. I de henholdsvis 44 og 36 år, Lise og Lissy har boet i afdelingen på Konvalvej, har de igennem deres hus­leje indbetalt mange penge til Landsbyggefonden.

Den 3. maj om eftermiddagen står Lise og Lissy foran afdelingens høje hus. De afventer fint besøg. Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, kommer forbi for at besigtige afdelingens høje hus. Og træt ser det ud, det høje grå hus i otte etager, der er bygget i 1957. Nogle få steder har man tidligere forsøgt at lægge lidt farve på byggeriet. Det er snart skallet af. Frostsprængninger har også hist og her hullet gavle og facader. De 32 boliger i højhuset på Konvalvej er blandt 60.000 almene boliger i Danmark på venteliste til at modtage støtte til nødvendige forbedringer fra Landsbyggefonden.

Mette Frederiksen bydes blandt andet velkommen til Kornvalvej af Lissy Christensen, der har boet i afdelingen i 36 år.

Vi vil arbejde for, at Landsbyggefonden kan bruge så mange penge på renoveringsstøtte, at vi også fortsat har tidssvarende og billige almene boliger. Det er et af de vigtigste fundamenter i det danske velfærdssamfund.
Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet

Forebyggelse og klimabeskyttelse

Om der bliver penge til at få ny facade og få lavet andre forbedringer af højhuset på Konvalvej i Aalborg – og i givet fald hvornår – besluttes af et flertal i Folketinget i løbet af efteråret. ”Vi vil arbejde for, at Landsbyggefonden kan bruge så mange penge på renoveringsstøtte, at vi også fortsat har tidssvarende og billige almene boliger. Det er et af de vigtigste fundamenter i det danske velfærds­samfund. Takket være blandt andet Landsbyggefonden har vi rigtig gode almene boliger. Det er et rigtigt godt system, hvor alle bidrager igennem deres husleje. Og derfor skal alle naturligvis også kunne trække støtte,” siger Mette Frederiksen. ”Pengene skal ikke kun bruges i de mest udsatte boligområder. Det er vigtigt, at vi forebygger, at andre boligafdelinger bliver udsatte. Der skal blandt andet fjernes skimmelsvamp og varmeisoleres til gavn for varmeregningen og klimaet. Det er ikke kun vigtigt for den enkelte beboer. Det er vigtigt for hele samfundet,” siger den socialdemokratiske statsministerkandidat, der sidste år var med til at sikre, at pengene i Landsbyggefonden ikke blev brugt til andre formål, som der var lagt op til i regeringens forslag til den såkaldte ghettoplan. Det vil koste knap 17 milliarder kroner at gøre de 60.000 boliger, som står i kø til støtte fra Landsbyggefonden, tidssvarende.

Ny boligaftale i efteråret 2019

Til efteråret skal medlemmerne af Folketinget forhandle en ny boligaftale.

Resultatet er afgørende for, hvor mange penge Landsbyggefonden i de efterfølgende fire år må bruge på at renovere almene boligafdelinger.Om du skal have nye vinduer, ny facade, badeværelse, køkken eller andet afhænger i høj grad af, hvordan boligforhandlingerne ender.

Pengene i Landsbyggefonden indbetales igennem huslejen af lejerne i de almene boliger. Alligevel har skiftende flertal i Folketinget igennem flere år blandt andet besluttet at tage penge fra Landsbyggefonden til at betale en del af statens bidrag til at bygge nye almene boliger.

Det er også blevet foreslået, at pengene i Landsbyggefonden skal bruges til at opløse de såkaldt hårde ghettoer.

Når pengene bruges til andre ting, bliver der færre penge til at sætte boliger i stand.