Fra mørkt rækkehus til lys lejlighed

22. feb 2019

Fra mørkt rækkehus til lys lejlighed

Alle møbler røg ud, da Stig og Anne Marie efter 32 år skiftede et rækkehus i Aalborg Øst ud med lejlighed på 7. sal på Aalborgs havnefront.

Foto: Jens Bach

Foto: Jens Bach

”Jeg har savnet byen i 32 år, så det har været en lang march hertil!”

Stig Vesti Nielsen sender et stort smil efter sin bemærkning. Sammen med sin kone, Anne Marie Plougmand Nielsen, er han flyttet ind til Aalborg Centrum. I en spritny lejlighed på Aalborgs havnefront, hvor parret, der er henholdsvis 65 og 60 år, har udsigt til Musikkens Hus og Limfjorden.

”Siloen” hedder bygningen, som både huser ejerlejligheder og lejeboliger. Stig og Anne Marie har en stor vestvendt altan, soveværelse og køkken, alrum og stue i et.

”Nu, hvor vi er flyttet herind, kan jeg se, hvor mørkt vi boede før. Vi havde endda sorte lædermøbler, som slet ikke ville passe ind her, så alt i stuen er nyindkøbt,” fortæller hun.

FØR

Anne Marie og Stig boede med mørke møbler i deres gamle rækkehus.


EFTER

Spisebordet er placeret, så alle kan nyde udsigten igennem de store, vestvendte panoramavinduer.


Der er fælles vaskekælder, men badeværelset er tilstrækkeligt stort til, at der er plads til både vaskemaskine og bruseniche.

”Jeg har altid sagt: ’Når du bliver pensionist, så kan vi flytte ind til byen’ – og det er han jo nu, så jeg tænkte: ’Okay, så gør vi det!’”
Anne Marie Plougmand Nielsen, beboer i Siloen, Aalborg


Nyt fællesskab

Anne Marie og Stig boede med deres to børn i et rækkehus i Aalborg Øst i 32 år. Da parret mødtes, havde Stig både hus, have og værtshus:

”Vi valgte at bo til leje dengang, fordi vi var selvstændige og arbejdede 100 timer om ugen. Så vi ville gerne bo i noget, som vi ikke skulle passe. Anne Marie var medlem af boligforeningen, og husene på Næssundvej var helt nye dengang,” fortæller Stig.

Senere solgte de værtshuset. Men selvom Stig har savnet at være midt i byen, så er det først nu, drømmen blev realiseret:

”Jeg har altid sagt: ’Når du bliver pensionist, så kan vi flytte ind til byen’ – og det er han jo nu, så jeg tænkte: ’Okay, så gør vi det!’” fortæller Anne Marie.

Hun har været sekretær på Aalborg Universitet i 22 år og har altid boet i cykelafstand fra sin arbejdsplads. Men Anne Marie savner hverken området eller den tidligere bolig:

”Jeg savner kun min nabo,” erklærer hun.

Heldigvis ses de stadig, og der er også allerede et spirende fællesskab på syvende etage, hvor parrets lejlighed ligger ved siden af fem andre, hvis beboere også er omkring pensionsalderen:

”Vi snakker lidt på gangen og skålede nytåret ind,” fortæller Anne Marie.

Køkken-øen fra IKEA er 126 centimeter bred og 79 dyb. Den koster 2.799 kroner. Parret har selv skullet sørge for skabe, undtagen køkkenskabene, i lejligheden.


VI ELSKER VORES Ø!


Anne Marie var ikke meget for tanken om en bolig, hvor køkken og stue er i samme rum. Derfor fandt hun en køkken-ø, som deler rummet op – og som er blevet deres favoritmøbel. I Anne Marie og Stigs nye lejlighed er der ikke så meget skabsplads til gryder i køkkenet. Derfor fandt de den robuste køkken-ø, med sorte ben og mørk egetræsbordplade, som i dag er blevet et samlingspunkt i hverdagen. Udover at rumme gryderne, så er der plads til at sidde med sin pc og ”hænge lidt i baren”. ”Den deler rummet op, og selvom jeg var bange for, at den var for mørk til alt det lyse, som vi har i lejligheden, så synes jeg i dag, at den er helt perfekt,” erklærer Anne Marie. Det hele står til frit skue på hylderne, men så holder man også orden, mener parret. De er blevet gode til at rydde op, for man kan se det fra hele lejligheden. 

Anne Marie ville gerne have haft en treværelsers-lejlighed, så der var et gæsteværelse til den voksne datter, som bor i København. Prisen for det ekstra værelse ville dog ligge på knap 3.000 kroner om måneden i husleje. Så sofaen er datterens, når hun er på besøg, og det fungerer fint, fortæller Anne Marie. Boligforening. I Siloen er der boliger fra stuen og til og med 7. etage. Ungdomsboligerne har ingen altaner, mens familieboliger på 5. til 7. sal alle har altaner. 

ØKONOMI

Anne Marie Plougmand Nielsen og Stig Vesti Nielsen betaler 6.800 kroner plus forbrug for at bo i deres toværelsers­lejlighed på 84 kvadratmeter. Samme pris, som de gav for deres rækkehus i Aalborg Øst. Merudgiften for dem beløber sig til 1.100 kroner for leje af en parkeringsplads. Priserne for boligerne i siloen ligger fra godt 4.000 kroner og op til knap 9.500 kroner for den dyreste med tre værelser.

FAKTA

På Aalborgs havnefront ligger Siloen med 62 ungdomsboliger og 18 familieboliger, som hører under Himmerland Boligforening. I siloen er der boliger fra stuen og til og med 7. etage. Ungdomsboligerne har ingen altaner, mens familieboliger på 5. til 7. sal alle har altaner.