22. feb 2019

Den gode, den onde og den almindelige

Det er dejligt at få tildelt en almen bolig, men det er dyrt at flytte. De fleste låner derfor pengene til beboerindskuddet. Beboerbladet har kigget på tre forskellige lånemuligheder til indskudslån.

Den gode: Lån penge af kommunen


Fordele:
Den billigste lånemulighed er at låne penge hos kommunen. Der er de fem første år nemlig afdragsfri. Når du begynder at  betale af, er renten også lav.  I 2018 lå den på 4,5 procent.

Ulemper:

Nogle kommuner vil ikke give dig et nyt indskudslån, så længe det gamle lån ikke er betalt. Det kan blive et problem, hvis du flytter fra én almen bolig til en anden uden at være færdig med at betale af på lånet og måske ikke har råd til at gøre det på en gang. Nogle kommuner giver dog dispensation fra reglen. Ring til din kommune og hør, hvordan reglerne er der, hvor du bor.  

Krav:

Kommunen giver indskudslån til folk, der opfylder følgende punkter:
Du kan låne til et helt hjem eller et enkeltværelse i en almen bolig. 
Din årlige indtægt må ikke overstige 246.000 kroner, det er 20.500 kroner om måneden. Hvis du har hjemmeboende børn, kan du forhøje beløbet med 43.200 kroner per barn for de første fire børn, hvis det er en hel bolig, du skal leje.
Hvis du lejer et enkeltværelse, må din årlige indtægt max. være på 166.635 kroner uden børnetillægget. 
Boligen skal være fra 1964 eller nyere. 
Du kan ikke få et nyt indskudslån, så længe det gamle ikke er udbetalt.
Hvis din indtægt er højere, er der stadig mulighed for at låne hos kommunen. Så hedder det bare et ”frivilligt lån”, som du kan søge på et hvilket som helst tidspunkt. Kommunen bestemmer selv, om den vil give det frivillige lån.

Den onde: Kviklån og andre "nemme" kreditmuligheder

Fordele:

Der er for så vidt ingen fordele ved Kviklån, for det er meget dyre lån. Det vil sige, at du betaler en masse penge for at få lov til at låne dem. Tit betaler man næsten det dobbelte af det beløb, men startede med at låne.  

Ordet ”kviklån” er blot en betegnelse for en enkelt af de forskellige kreditmuligheder, der reklamerer med hurtig adgang til lette penge.

Ulemper:

Ulempen ved kviklån og lignende kreditmuligheder er, at du risikerer at ende i en ond gældsspiral, da der hele tiden løber store renter på. Det vil sige, at gælden bare vokser, i stedet for at blive nedbetalt. 

Kommunens lån har en rente på 4,5 procent. Kviklånet Turbolån, som er et af de hurtigste lån, har en rente på 759,79 procent. Den type lån skal altid tilbagebetales hurtigt, i modsætning til kommunens ti års frist.

Krav:

Kviklån med mere stiller sjældent mange krav til den, der skal låne. Det er overraskende let, i forhold til hvad en bank stiller af krav til din økonomi for, at du overhovedet kan få lov at låne hos dem. Men det er ikke for at gøre det nemt for dig, men for at få flere til at låne med en høj rente.

Den almindelige: Banklånet




Fordele:

Hvis du har en god bank, vil de forhåbentlig rådgive dig til det bedst mulige lån. Et indskudslån vil typisk få form af enten en kassekredit eller et forbrugslån hos banken. Du skal dog altid være opmærksom på renten. Den kan være meget forskellig fra bank til bank og fra lån til lån. Prøv altid at forhandle renten eller få tilbud fra forskellige banker. Læg mærke til, om renten er fast. Hvis det er en variabel rente, kan banken nemlig bare skrue op for den. Det kan de ikke med en fast rente.

Ulemper:

Banklånet er dyrere end kommunens lån, og banken skal i sidste ende tjene penge på dig. I modsætning til kommunens lån, ryger der renter på med det samme i banken. Kommunens rente ligger på 4,5 procent, mens renterne på bankernes forbrugslån tit er på omkring 10 procent. 

Krav:

Inden du kan stifte et lån hos din bank, skal de afgøre, om du er kreditværdig. Det vil sige, om du kan betale lånet tilbage. Det er en afvejning af din indtægter mod dine udgifter, og om du har gæld.



Beboerbladet nr. 1 - 2019