Hjemmelavede julegaver – simpelt, billigt og personligt

;

12. dec 2019

Hjemmelavede julegaver – simpelt, billigt og personligt

Få ekspertens tre gode bud på hjemmelavede julegaver.

 

Foto: Idé, tekst og foto: Marie Terese Duhn, www.byduhn.com

Foto: Idé, tekst og foto: Marie Terese Duhn, www.byduhn.com

Hjemmelavede julegaver er noget af det mest personlige, vi kan give hinanden. Det oser af nærvær, er hyggeligt at lave og kan samtidig gøres både simpelt og billigt. Med almindelige genstande fra husholdningen, spændende skatte fra genbrug eller materialer samlet i vores smukke natur, er mulighederne for flotte julegaver næsten uendelige. Her er tre gode bud på hjemmelavede julegaver.

Bordskåner af strandsten

Har du mulighed for at samle flade strandsten omkring dit hjem, er denne julegaveidé oplagt. Vælg de små flade sten og saml hellere rigeligt ind, så du har lidt at vælge imellem. Ud over sten skal der bruges limpistol og lim, og et stykke mørkt filt i den størrelse, du vil have bordskåneren eller løberen.

Arranger stenene, så de passes ind imellem hinanden og lim dem alle fast til filtet. Du kan også lave små runde udgaver, som kan bruges til kopholdere.

Se mere om, hvordan du laver bordskåneren på Marie Terese Duhns hjemmeside

Potteskjulere til grønne planter

Gentænk dine gamle dåser og dekorer dem, så de passer ind i indretningen. Med en god spraymaling kommer man langt - min anbefaling er Belton. Disse har et nordisk udtryk med mat hvid maling, et tyndt læderbånd og en korkperle til at fuldende udtrykket.

Overvej, hvem du vil give gaven, og hvad der kunne passe godt ind hos ham eller hende. Andre forslag til dekoration er grene eller kanelstænger, som du kan lime på. Se hvad du kan finde i gemmerne eller i den nærmeste hobbyforretning – kun fantasien sætter grænser.

Se mere på Marie Terese Duhns side

Sjov vase af fugemasse

Hvem siger, kunst skal være dyrt? Denne vase er lavet af fugemasse, en tom astiflaske og almindelig hobbymaling. Resultatet er en flot og sjov vase, som passer helt ind i tidens trends med sit unikke udseende.

Stil flasken på bagepapir og arbejd dig nedefra og op med fugemassen. Husk at massen udvider sig en del. Beklæd flasken og lad den tørre. Mal den dagen efter i den farve, du ønsker.

Se mere på Marie Terese Duhns side

Har du fået mod på at lave dine egne hjemmelavede julegaver, så se også vores video her, hvor vi viser, hvordan du dekorerer vaser og hvidt porcelæn med neglelak. God hjemmelavet jul – fuld af nærvær.

Om Marie Duhn

Marie Therese Duhn arbejder både som fotograf og freelanceskribent, og deler sine kreative idéer med blandt andet læserne af Hendes Verden.