30. aug 2019

”Når jeg er i studiet, tænker jeg ikke på, om politiet banker på”

17-årige Yasin Amiri fra Æblehaven havde aldrig interesseret sig for at lave musik, men efter en 4-ugers workshop med NGO’en Turning Tables Danmark, fylder det nu hele hans liv.

Foto: Claus Bech

Foto: Claus Bech

I sine 17 leveår har Yasin Amiri, som bor i det almene boligområde Æblehaven i Roskilde, kun været uden for Danmark tre gange. To dagsudflugter med skolen til Lübeck og én tur til Helsingborg er det blevet til. Alligevel går han hver dag rundt og frygter, at han må forlade landet for altid. Han og hans mor er nemlig i gang med at få vurderet, om de kan få asyl i Danmark, og kan de ikke det, må de tage tilbage til Iran, hvor de kommer fra, men hvor Yasin aldrig har været.

”Jeg har nogle venner fra asylcentret, som også har boet i Danmark det meste af deres liv, men som nu er blevet smidt ud af landet. Så jeg ved, at det kan ske en dag, og det er ret hårdt at gå at tænke på,” siger han.

En dag vil Yasin skrive en sang om sin opvækst i uvished på forskellige asylcentre. Men det er stadig under et år siden, han begyndte at lave musik, så han føler sig endnu ikke klar til at skrive om sin situation. I stedet bruger han musikken som en måde at glemme den på.

”Når jeg er derhjemme, så sidder jeg tit bare og venter på, at politiet banker på døren. Det er jeg nødt til, for de kan jo i princippet komme når som helst. Men når jeg er i studiet og laver musik, så glemmer jeg både tid og sted. På den måde kan jeg bruge musikken som et pusterum,” siger han.

Turning Tables vendte hans liv

Fra 1. til 9. klasse gik Yasin i skole i Danmark. Han var også begyndt i 10. klasse, men på grund af sin asylsituation, måtte han stoppe to måneder inde i skoleåret. I stedet skulle han nu gå i sprogskole på asylcentret. Yasin, som taler flydende dansk, var meget utilfreds med at blive hevet ud af sin klasse for i stedet at skulle gå til danskundervisning. Men heldigvis skete der den første dag på sprogskolen noget, som skulle komme til at ændre hans liv. Her startede han med sine klassekammerater nemlig en fire uger lang workshop med NGO’en Turning Tables Danmark. Turning Tables er stiftet af bandet Den Sorte Skole, og den hjælper igennem musik, fotos eller film unge til at sætte ord på deres frustrationer og drømme. Og Yasin var ikke i tvivl om, at det var musik, han skulle lave.

”Jeg havde faktisk aldrig overvejet at lave musik før, men jeg synes, det virkede som det mest spændende. Specielt det at skrive tekster, kan jeg godt lide,” siger Yasin Amiri.

Yasin fik hurtigt skrevet først én og siden mange flere sange om sit liv. Og ti måneder efter, han skrev sit første vers, har han allerede lavet to musikvideoer og spillet otte koncerter.

”Jeg går jo i skole på 3.-klassesniveau for tiden, så musikken er det, der fylder mest i øjeblikket. Det er det, jeg fokuserer på,” siger han.

Dybe tekster er vigtige

I løbet af sine 10 måneder som musiker har Yasin allerede været rundt i forskellige musikgenre. Nu er han endt med mest at lave pop. Det kan man både danse til og lytte til. Han mener nemlig, at der de senere år i Danmark har været en tendens blandt musikere til kun at gå op i gode melodier.

”Hvis jeg kunne blive lidt kendt, ikke vildt kendt, bare sådan en lille smule, så ville jeg lave nogle tekster, hvor man går rigtig dybt. Hvor teksterne er dybe og har et budskab. Dem er der ikke nok af i Danmark for tiden,” siger han.

Indtil videre handler de fleste af hans tekster om kærlighed. En dag vil han også skrive om sin tid på asylcentret, som har spillet en stor rolle i hans liv. Men han skriver ikke bare tekster uden grund. De skal betyde noget for ham.

”Jeg skriver om det, der sker i mit liv. Hvis der ikke sker noget, så gider jeg ikke skrive noget. Det skal være det mest ’real’, der er,” siger Yasin Amiri.Selvom Yasin har fundet en passion for musik, så er hans største håb for fremtiden ikke at slå igennem som musiker.

”Min største drøm er at få lov til at blive i Danmark,” siger han.

 

FAKTA

BL – Danmarks Almene Boliger fejrer 100-årsjubilæum i år og er i den forbindelse gået sammen med NGO’en Turning Tables Danmark om at udgive et musikalbum. Turning Tables Danmark rejser rundt til udsatte boligområder i hele Danmark, hvor de laver workshops og indspiller sange med områdets unge. Albummet, som udkommer i løbet af efteråret, vil være en samling af numre, som Turning Tables Danmark og boligområdernes unge har fået skabt sammen.
Tænker