Tre unge mænd hopper beredvilligt ud ad minibussen. De er så klar til at indrette bolig her på Rosenvænget i Ølgod, hvor Louise Solberg bor. Det særlige ved Palle, Niklas og Poul Henning er, at de er “udviklingshæmmede i beskæftigelse”, som det hedder, og det betyder, at de har været med til at fremstille de ting, som Louise nu skal have ind i sit hjem. Det er alt sammen lavet af genbrug: Paller, gamle møbler, drivtømmer og flasker. De laver det på et værksted i Ølgod og sælger det i butik “Samstyrken” på Torvet, som åbnede i maj.
“Folk er glade for at blande det gamle genbrug med deres nye møbler eller i et moderne køkken. Vi får god respons på det,” fortæller Kate Fogtmann, der har arbejdet inden for området i otte år.

Hun er på værkstedet, hvor Palle, Poul Henning og Niklas laver møbler, pynt og brugskunst. De selvsamme ting, som Louise har valgt til sin lille ungdomsbolig.
“Der er rigtig mange ting i butikken, og jeg havde svært ved at bestemme mig, men reolen måtte jeg have. Den er noget for sig,” erklærer Louise Solberg.
Unika
Louise er 24 år og flyttede ind i sit rækkehus i foråret. Her er kun 31 kvadratmeter, men alt, hvad Louise skal bruge – og så koster den kun 2.400 kroner om måneden i husleje. Louise venter på at komme i gang med en uddannelse og får uddannelseshjælp, som svarer til en SU. Derfor var der heller ikke mange penge til møbler, da hun flyttede for sig selv, efter at have boet i bofællesskab.
“Det meste af det, jeg har, er noget, som jeg har fået eller arvet. Jeg trængte til at finde min egen stil,” erkender Louise.
De ting, som Louise i dag får båret ind i sit hjem, er lavet af genbrugsmaterialer. Reolen, som hun straks faldt for, er gammel, men malet og slebet af flere omgange, og har fået en bagbeklædning af palletræ for at give et mere råt look. Lampen, som også er en favorit, er et stykke drivtømmer og overskårne flasker.
Ideerne kommer fra brugere og ansatte i “Samstyrken”, og Louise er både imponeret og inspireret:
“Jeg er så glad, for nu bor jeg med ting, som jeg har valgt. Dét er en fed oplevelse og en drøm, der går i opfyldelse!”

Og man kan selv lave det....
De fleste af de ting, som nu pryder Louise Solbergs hjem, kan du selv lave. Det kræver lidt værktøj, fantasi og fingersnilde.
Louise er selv en kreativ sjæl, der drømmer om at designe tøj til små kvinder, der, som hun, har svært ved at finde tøj. Tanken om at indrette sit hjem endnu mere kreativt tiltaler hende også – og hun er på vej:
“Jeg har selv malet den sorte standerlampe i min stue og givet den en ny skærm. Før var den af fyrretræ, men den blev meget flottere i sort. Jeg er vild med genbrug!”
Det samme er de i “Samstyrken”, hvor man dels kan købe og bestille møbler og interiør, men man kan også lade sig inspirere til selv at gå i gang. Møbler får nyt liv med maling, som kan slibes ned til et slidt look, eller man kan erstatte dele af det gamle møbel med nyt: Som reolen i Louises stue.