Et rødt kort knyttede Simon og Kurt sammen

20. okt 2018

Et rødt kort knyttede Simon og Kurt sammen

Det lå ikke i kortene, at Simon fra Sønderborg skulle blive international fodboldstjerne, dengang FIFA-Kurt sendte den utilpassede ynglingespiller tidligt i bad for hårde tacklinger og brok.

Foto: Jens Bach

Foto: Jens Bach

Simon Poulsen er fortællingen om en lille knægt med krudt bagi, der voksede op i et boligområde i Sønderborg alene med sin mor, og som til sidst blev interna¬tional fodboldstjerne.

Nu er Simon vendt hjem til SønderjyskE igen, hvor karrieren for alvor blev sparket i gang.

På rejsen har Simon mødt mange mennesker og taget masser af oplevelser med i bagagen. Et af de mennesker, der har gjort særligt indtryk på spilleren, er fodbolddommeren Kurt Dall, som her i området bliver kaldt for FIFA-Kurt.

FIFA Kurt 02
Han har dømt mere end 1.500 kampe som fodbolddommer i Sønderjylland, og derfor kalder de ham for FIFA-Kurt i Sønderjylland. Nu er det Simons tur til at vise Kurt det røde kort.
FIFA Kurt 08
“Simon er lidt af en dårlig taber, så jeg lod ham vinde med vilje,” påstår Kurt, der tabte bordfodboldkampen med 9-4.
1

Deres veje krydsede første gang hinanden under en fodboldkamp, dengang ¬Simon lige var flyttet fra Sønderborg til den større klub SønderjyskE i Haderslev. Nu sidder de to forskelligheder i en sofa i klubhuset og fortæller røverhistorier fra gamle dage.

“Jeg måtte engang sende ham tidligt i bad, fordi han havde brokket sig helt vildt under kampen. Simon var en lille hidsigprop, når først fodbolden rullede,” mindes Kurt Dall, som har været fodbolddommer i de lavere danske rækker i mere end 20 år.

Selv har Simon svært ved at huske episoden med det røde kort i detaljer, men det store temperament kan han sagtens nikke genkendende til.

“Når noget gik mig imod på banen, blev jeg hurtigt sur på alt og alle, og det gik også ud over dommerne,” indrømmer Simon, hvortil Kurt svarer.

“Noget af det, jeg husker Simon bedst for, var, at han var enorm respektfuld allerede i en ung alder. Når kampene var fløjtet af, kom han hen og undskyldte, hvis han var gået over stregen. Fra første gang, jeg mødte Simon, vidste jeg, at han var en god knægt, som bare skulle have lov at afreagere,” siger Kurt Dall.

Boligblokkens værdier

Simon Poulsen er i gang med at færdiggøre en ¬glorværdig karriere, som har budt på store succeser i både dansk og udenlandsk topfodbold foruden 31 optrædener på det danske herrelandshold.

“Jeg kommer fra Sønderborg, og det er her, jeg føler mig hjemme,” siger Simon Poulsen.

Indtil han var 15 år, ¬boede han i Stenbjerg¬parken i Sønderborg, som dengang var et socialt udfordret -boligområde med et skidt ry i resten af byen.

“Os drenge fra blokken spillede altid fodbold nede i gården. Når der var aftensmad, åbnede min mor køkkenvinduet og kaldte mig op. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at få maden hældt ned i en værre fart, så jeg kunne komme ned i gården igen og spille videre med drengene,” siger Simon Poulsen.

Noget af det, der står tydeligst i Simons erindring, er det sammenhold, drengene i gården opbyggede igennem årene.

“Når vi en sjælden gang fik lommepenge, lagde vi alle mønterne i en stor pulje. Så gik vi sammen ned og købte slik for pengene. Det var ligegyldigt, om man havde fået fem eller ti kroner med hjemmefra. For os handlede det om, at vi stod sammen, og at alle var lige meget værd,” siger Simon Poulsen.

Siden Simon fik sin debut som professionel fodboldspiller, har han ikke manglet noget rent økonomisk. ¬Værdierne fra gården har han dog taget med sig, uanset hvilken klub han har spillet i.

“Vi lærte at holde sammen, vi lærte at dele, og vi lærte, at man sagtens kan klare sig i livet, selvom man ikke er opvokset i en stor villa med begge sine forældre. Vi fandt ud af, at hvis man sætter sig noget for her i livet, så er det muligt at opnå, hvis blot man kæmper nok for det,” siger Simon Poulsen.

Han har stadig kontakt til mange af ungdomsvennerne fra Stenbjergparken, og langt de fleste har i dag familieliv og gode job, fortæller han.

Mors opbakning

Simon flyttede til Haderslev, da han fyldte 15 år, fordi han blev headhuntet af SønderjyskE, som tidligt fik øjnene op for teenagerens åbenlyse fodboldtalent.

Det skifte havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis ikke hans mor bakkede op om fodbolddrømmen.

“Jeg husker tydeligt Bibi (Simons mor, red.). Hun stod altid på sidelinjen under kampene, og hun var så flink over for alt og alle, også selvom Simon ikke altid opførte sig lige godt inde på banen. Det er hende, Simon har sit store smil fra,” siger Kurt Dall, hvortil Simon følger op.

Simons mor har opdraget ham alene, og det eneste minde, han har om faderen, er hans mørkebrune hud.

“Min mor flyttede med mig til Haderslev i en ny lejlighed for at bakke op om min fodbolddrøm. Uden hende havde jeg aldrig slået igennem som professionel,” siger Simon Poulsen.

I dag har Simon bosat sig en spytklat uden for Sønderborg i et hus sammen med kæresten Mette og parrets to børn på et og fem år, og tæt på sin mor, som han dagligt er i kontakt med.

Velkendte ansigter

Mens Simon og Kurt sidder i klubhuset og taler om gamle dage, bliver de flere gange afbrudt af venner og bekendte, som gerne vil hilse på. De to er nemlig kendte her i området på hver deres måde.

“Simon er en af vores drenge. Vi er mange i klubben og byen, som har fulgt den lille glade og på samme tid hidsige knægt, som er vokset med årene og fået succes med sin fodbold og sit liv, og som i dag er vendt hjem,” siger Kurt Dall med en vis stolthed i stemmen.

Omvendt kender stort set alle sønderjyske fodboldforældre FIFA-Kurt.

“Jeg var ude at se min otteårige niece spille fodbold forleden weekend. Gæt engang, hvem der var dommer: Kurt, naturligvis,” siger Simon Poulsen.

Ifølge Simon har Kurt fået succes med sin dommergerning, fordi han har en helt unik forståelse for mange af de unge mennesker, som han er dommer for.

“Kurt er en ener. Han har altid vist de unge respekt ved at lytte interesseret til dem. Når jeg fik det røde kort af ham, må det være, fordi jeg virkelig gik over stregen, men alligevel var der aldrig sure miner hos Kurt,” siger Simon Poulsen.

“Der er ikke grund til at rende og være sur. Det, der sker inden for kridtstregerne, tager vi ikke med uden for banen, når kampen er fløjtet af,” siger Kurt Dall.

Og med mere end 1.500 dømte kampe, har FIFA¬Kurt stadfæstet sig som en lokaldommer, der altid stiller op.

“Jeg elsker at være dommer for de her unge mennesker, og jeg har også et indtryk af, at de sætter pris på min måde at være dommer på,” siger Kurt Dall, der i indeværende år har dømt mere end 160 fodboldkampe. 

Om Kurt og Simon

Kurt Dall (FIFA-Kurt)
31. oktober 1953 (65 år).
Fodbolddommer – dømt mere end 1.500 fodboldkampe.
Efterlønner.
Bor i almen bolig i de fredede “Byhusene” fra 1821 midt i Haderslev.
Er stolt far, farfar og morfar.

Klubber:

• SønderjyskE 




Simon Busk Poulsen
7. oktober 1984 (34 år)
Venstre back.
31 landskampe.
Har boet 15 år i Stenbjergparken i Sønderborg.
Bor med sin kæreste og to børn i et hus uden for Sønderborg.

Klubber:

• SønderjyskE
• FC Midtjylland
• AZ Alkmaar
• PSV Eindhoven
• Sampdoria