Flere deler med naboerne

20. nov 2018

Flere deler med naboerne

Beboere hjælper hinanden med at hente og fordele overskudsmad og tøj.

Foto: Det blev til et par Disney-film til Simon Foto: Anne Mette Welling

Foto: Det blev til et par Disney-film til Simon Foto: Anne Mette Welling

Deleordninger, hvor beboere hjælper hinanden med at skaffe mad og tøj, blomstrer for tiden op i almene boligområder.

“Jeg har selv prøvet at stå med min søn på armen uden penge til mad eller tøj. Nu kan jeg hjælpe andre i samme situation, og der er mange, der har brug for hjælpen,” siger Henriette Flindt Madsen.

Hun er en af initiativtagerne bag Tøjkælderen i Ishøj, hvor man kan komme at hente tøj og møbler ganske gratis hver onsdag.

Madhjælp

I 3B’s afdeling Hjortegården i Herlev opdagede beboeren Iris Gausbo, at flere af hendes naboer havde svært ved at få det hele til at hænge sammen sidst på måneden.

“Flere efterspurgte mad, og nogle andre skraldede rundt omkring i byen. Derfor kontaktede vi stopspildafmad.dk, som indsamler over¬skudsmad fra butikker og restauranter,” siger Iris Gausbo.

Sammen fik organisationen og beboerne i boligforeningen stablet et samarbejde på benene og indrettede et lokale med køleskabe og andet køkkenudstyr, så de kan uddele maden på bedst mulig vis.

Kontanthjælpsloft

En af de årsager, der bliver fremhævet, når man taler med initiativtagerne og beboerne, der får deleordningerne til at løbe rundt, er indførslen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

“Der kommer mange forældre og henter tøj til deres børn. Det er ofte helt almindelige mennesker, der på den ene eller anden måde er ramt af kontanthjælpsloftet,” siger Henriette Flindt Madsen.