20. nov 2018

Den dyreste slikpose er bedst

En bananvingummi skal smage af det, den ligner. Derfor vinder Haribos klassiske slikblanding testen.

Foto: 7-årige Konrad leder efter cola-vingummier. Mor Anja og fødevareekspert Michael René har andre favoritter. Foto: Carsten Andersen

Foto: 7-årige Konrad leder efter cola-vingummier. Mor Anja og fødevareekspert Michael René har andre favoritter. Foto: Carsten Andersen

I julemåneden spiser vi hele 25 procent mere slik sammenlignet med årets øvrige måneder, viser nye tal fra Coop Analyse. Og selvom der er store prisforskelle på supermarkedets slikblandinger, bliver Beboerbladets smagsdommere hurtigt enige om, hvilken type slik der smager bedst.

“Den smager ægte af banan,” udbryder 7-årige Konrad nærmest synkront med sin mor, Anja Bachmann, da de begge sætter tænderne i en af de velkendte skriggule vingummier fra Haribos Matador Mix. Og den bedømmelse kan vi roligt tage for gode varer, for her i hjemmet er “hver dag en slikdag,” griner mor Anja. Familien er altså vant til at smage på al slags slik.

Meddommer Michael René, der er lektor og føde¬vareekspert, fortsætter: “Slikket smager som det, det ligner, og har generelt en intens frugtig og sødmefuld smag.” Dommere i alle aldre bliver enige om, at lige præcis denne slikmix fra Haribo rummer noget for hele familien. Og på trods af at den er næsten dobbelt så dyr som testens dårligste pose, er de enige om, at de gerne betaler de ekstra penge.

Dyre poser smager bedst

Blindsmagningen viser, at de tre dyreste poser har den bedste smag og det bredeste udvalg til hele familien. Malacos Familieguf, der er den næstdyreste pose, lander derfor på en andenplads, fordi den både indeholder en kraftig sødme og en solid syrlighed. Den intense smag af barndommens slikskål placerer Vores Yndlings Mix fra Føtex på tredjepladsen. Men ingen af slikstykkerne indfrier dommernes forventninger på samme måde som favoritten.

“Den gule smager kunstigt. Den skal smage af citron,” konstaterer Michael René, hvorefter han skyller efter med en stor slurk vand. “Er der flere Cola-vingummier?” afbryder Konrad, der igen er vendt tilbage til favoritten for at lede efter sin favoritvingummi, der smager af lige præcis det, den ligner.

Da dommerne er nået igennem alle syv typer slikmix, ruller Konrad rundt i sofaen, mens han strør om sig med “20.000 point” til de bedste slikposer og spredte sætninger som “er der flere svampe og løvelakridser?” Det er fredag aften, mørket har lagt sig som en dyne over den store stue på fjerde sal, og snart kan de sidste slikrester få selskab af Disney Sjov i fjernsynet.


SÅDAN HAR VI TESTET

Syv slags slikblandinger er hældt op i skåle, hvorefter dommerne har blindsmagt dem. Fokus er på smag, konsistens og variation i udvalget. Der er givet stjerner fra 0-6.

Om smagstesterne


Anja Bachmann, 42 år, og Konrad Bachmann, 7 år. Fra Stjernen, Frederiksberg Forenede Boligselskaber, på Frederiksberg i København. Anja er social- og sundhedsassistent i socialpsykiatrien. Konrad går i 1. klasse på den lokale folkeskole.



Michael René. Københavns Professionshøjskole. Han har sin egen blog om fødevarekvalitet på michaelrene.com og har testet fødevarer for danske medier i mere end 14 år.