12. mar 2018

Muniira køber ind for Jytte

I Frydenlund, Aarhus, fungerer nabolagets unge som indkøbsbude for beboerne. Unge i alderen 13-15 år får et arbejde og tjener ­penge, sam­tidig med at generationer mødes. Og projektet indeholder flere gevinster.

Foto: Muniira på vej igennem frydenlund

Foto: Muniira på vej igennem frydenlund

Muniira Yusuf på 13 år su­­ser målrettet igennem nabo­laget. Hun har en sort trolley i hånden, 200 kroner i lommen og en indkøbsseddel, hvor bestillingen blandt andet er økologisk mælk, porrer og æbleskiver. Kursen er sat imod den lokale Fakta. Det er Muniiras første arbejde. Hun har haft det i fem uger, og hun er glad for det.

“Jeg kan bare godt lide at hjælpe folk. Det har jeg altid kunnet lide,” siger Muniira Yusuf.

DSC1670
Muniira er omhyggelig, når hun læser indkøbssedlen.
DSC1711
Hjemme i Jyttes køkken pakker Muniira varerne ud, imens de taler om dagens indkøb.
1

Muniira Yusuf er en af Frydenlunds fem indkøbsbude, som leverer købmandsvarer til ni beboere. Listen over beboere, der modtager servicen, varierer. Tilbuddet gælder alle. Hvis beboerne vil være med, skal de henvende sig til boligsociale medarbejdere i Frydenlund Fælleshus. Og de vender ofte tilbage, hvis de tidligere har været med. Indkøbsbuddene får 51 kroner i timen, mens det er gratis for beboerne at modtage servicen. Muniira Yusuf er fast bud for Jytte Vingaard Christiansen, som har været med siden starten af ordningen.

“I starten var det for handicappede og folk, der ikke selv kunne gå. Det kan jeg godt selv, men det er rart at få nogle af de tunge ting slæbt hjem en gang imellem,” siger Jytte Vingaard Christiansen.

Beboerne lærer hinanden at kende

Muniira Yussuf går med raske skridt op ad trappen. Jytte Vingaard Christiansen står klar i døren og byder hende velkommen. Muniira Yusuf træder vanligt ind i lejligheden.

“Det er så hyggeligt at komme ind,” siger Muniira Yusuf.

Tempoet bliver sat ned, når hun kommer ind i Jytte Vingaard Christiansens hjem. De taler sammen om dagens indkøbsseddel med Faktas tilbudsavis ved hånden. Når der er styr på varerne, og hun er ude af døren, sætter hun tempoet op igen. På vej til Fakta smutter hun forbi Frydenlunds Fælleshus og henter trolleyen.

Trolleyen placerer hun i et lille hjørne ved siden af skranken, da hun træder ind i Fakta. Hun griber i stedet en rød kurv, som hun går på jagt med. Hun er omhyggelig, så det tager længere tid end fem minutter. Efter turen i Fakta iler hun tilbage til Jytte Vingaard Christiansens lejlighed med varer og restbeløbet fra de 200 kroner.

Indkøbsbuddene har en time til halvanden til at fuldføre jobbet, alt efter om de leverer til én eller to beboere. De enkelte bude kommer ugentligt hos modtagerne af ordningen. Derfor lærer de hinanden at kende. Der har også været tilfælde, hvor forholdet bliver venskabeligt.

“Det første bud, jeg havde, kom hos én, der lige havde mistet sin mand. De sad og drak kaffe sammen og snakkede,” fortæller Jytte Vingaard Christiansen.

Ifølge job- og uddannelseskoordinator i Frydenlunds helhedsplan, Søren Andreasen, giver det mere tryghed, når de lærer hinanden at kende.

“Kendskab til hinanden gør, at man føler sig mere tryg. Vi har fokus på generationsmødet imellem unge og ældre beboere og arbejder med tryghed og trivsel for begge,” siger han.

Flere positive side­gevinster

Den anden af projektets hovedideer er, at de unge får et job med ansvar, der giver dem selvtillid.

“Jeg har et job, så jeg ved, at folk tror på mig,” siger Muniira Yusuf med henvisning til Jytte Vingaard Christiansen og medarbejderne i projektet, som hun har kontakt til.

Projektet medfører også utilsigtede gevinster. Forældre har udtrykt glæde over projektet, fordi ekstra lommepenge giver de unge flere muligheder, når de skal købe tøj.  En anden sidegevinst ved projektet er, at de unge vænner sig til arbejdsmarkedet.

“De finder selv deres næste fritidsjob uden min hjælp, og det er et utilsigtet fænomen, jeg ikke havde set komme,” siger Søren Andreasen.

Fritidsjob bygger på ­fremtiden

“Undersøgelser viser, at fritidsjob fører til en større andel af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse,” siger Søren Andreasen.

Han henviser til en rap­port, som Center for Boligsocial Udvikling har lavet. Den viser bl.a., at unge, der har haft et fritidsjob, i højere grad er tilknyttet arbejdsmarkedet og uddannelse senere i livet.

Projektet slutter den 31. december, men ikke, hvis det står til Søren Andreasen.

“Vi satser meget på, at det fortsætter efter nytår. Det skal det,” siger han.

OM PROJEKTET

Projektet hedder Frydenlund indkøbs­ og serviceordning. Det startede for halvandet år siden. Søren Andreasen, job­ og uddannelseskoordinator i Frydenlunds boligsociale helhedsplan, skabte projektet i samarbejde med klubberne Peter Fabers Vej og Musvågevej.

Aarhus Kommunes fritids­ og ungemidler har givet 140.000 kroner til projektet. Boligorganisationerne i Frydenlunds boligsociale helhedsplan er AAB, AlmenBo, Boligforeningen Ringgården og Boligkontoret Århus.