Drømmen om at få en ven - bare én ven

15. mar 2018

Drømmen om at få en ven - bare én ven

Massiv mobning og medfølgende mangel på selvtillid bragte 13-årige Olivia i dyb ensomhed. Mobiltelefonen og Facebook var hendes eneste kontakt med verden uden for hendes familie.

Foto: I dag har Olivia (rød trøje) knækket ensomhedens kode. Her er hun midtpunkt blandt kammerater på Esrom Kost- og Friskole. Foto: Thomas Arnbo

Foto: I dag har Olivia (rød trøje) knækket ensomhedens kode. Her er hun midtpunkt blandt kammerater på Esrom Kost- og Friskole. Foto: Thomas Arnbo

 I dag er Olivia Rosa Thomsen 16 år. Hun går på kost­skole, hvor hun har gode kammerater, fornuftige udsigter til uddannelse og tro på fremtiden. Men for bare tre år siden var hun reelt truet på sin eksistens af mobning og ensomhed. Hverdagen blev så hård for hende, at hun holdt op med at gå i skole.

“Jeg havde enkelte kammerater, som var søde imod mig. Men det var ikke mange. De fleste mødte mig med latterlige og ondskabs­fulde kommentarer,” fortæller Olivia Thomsen.

Kommentarer, der fandt et greb i Olivias sårbare sjæl.

“Jeg begyndte at tro på, at jeg var tyk, var grim og ulækker. Jeg blev mere og mere generet. Blev bange for, hvad andre mennesker – både børn og voksne – tænkte om mig,” fortæller hun videre.

Gik i isolation

På grund af det manglende selvværd og en generelt følt manglende imødekommenhed, isolerede Olivia sig i stadig højere grad. Hun gik derfor ikke til hverken lærere, forældre eller andre med sine problemer.

“Da jeg ikke kunne tage det mere, holdt jeg op med at gå i skole,” siger Olivia.

Hun var fanget i en tilstand, hvor hun sjældent forlod hjemmet i boligblokken i Albertslund – en tilstand, der kom til at vare  i næsten et år.

“En dag fortalte min mor så, at hun havde talt med en veninde, hvis datter havde været på Julemærkehjem. Det havde givet hende gode oplevelser. Vi blev enige om, at det var det, vi ville prøve,” fortæller hun.

I oktober 2014 begyndte Olivia så på Julemærke­hjemmet Kildemose i Øl­sted i Nordsjælland.

“Det var svært i starten. Jeg var vant til ingen mennesker og slet ikke jævnaldrene. Her var pludselig 23 jævnaldrende plus mange pædagoger og andre. I 10 uger skulle jeg bo sammen med et andet menneske på et lille værelse. Det var meget overvældende og skræmmende,” siger Olivia.

“Det værste var dog,  at vi skulle aflevere vores telefon. Vi fik dem ganske vist nogle timer om dagen. Men det var slemt. I rigtig lang tid havde telefonen været min sociale livline.  I takt med at jeg fik sværere og sværere ved selv at stå over for andre mennesker, var sms og Facebook min reelt eneste kontakt til de få, jeg kendte og havde et godt forhold til,” fortsætter hun.

Motion og overskud

Men Julemærkehjemmet Kildemose skulle blive det sted, hvor Olivia op­dagede, at verden også har en god side.

“Til at starte med fastholdt jeg min isolation… Men min værelseskammerat blev ved med at insistere på, at jeg skulle være med… Melde mig ind. Til min overraskelse opdagede jeg, at jeg var populær. De andre syntes, at jeg var sød og sjov… Efterhånden begyndte jeg at tro på det, ” siger Olivia.

De fem Julemærkehjem har som et af deres væsent­ligste formål at bringe bør­nene i bedre form.

“Det var hårdt at dyrke motion en gang om dagen – specielt den første uge. Svømning, løb, og cykling – og jeg var absolut ikke vant til at røre mig. Men efterhånden syntes jeg også, at det var sjovt. Jeg kom i bedre form. Jeg blev gladere og fik overskud til at være mere åben over for andre.

Lærte noget

Også skolen fik en chance til. I Julemærkehjemmets lilleskole med 5-6 elever i hver klasse var der ikke nogen steder, man kunne gemme sig. I stedet havde man lærer og kammeraters opmærksomhed.

“Jeg fik opgaver, der passede til mit niveau. Og langsomt, men sikkert, rejste jeg mig også fagligt,” fortæller hun.

De 10 uger på Jule­mærkehjemmet Kildemose blev en periode med solide succesoplevelser.

“Jeg fik 23 venner. En af dem blev – og er stadig – min bedste ven. Jeg opdagede, at skolen ikke var sværere, end at jeg kunne følge med. Jeg blev ikke kun glad for at svømme. Jeg blev god til det. Den megen motion og bedre mad gjorde, at jeg på de 10 uger tabte 10 kilo. Jeg var for første gang rigtig glad for mig selv,” fortæller Olivia.

Indhentet af gamle ­spøgelser

Intet varer evigt. Det gør ophold på julemærkehjem heller ikke. Da opholdet på Julemærkehjemmet var slut, skulle Olivia hjem.

“Det havde været en stor oplevelse – den største i mit liv. Kildemose var blevet mit hjem. Da det var slut, var jeg både lykkelig, ked af det og virkelig angst,” erkender Olivia.

Den unge pige var blandt andet angst, ved udsigten til at hun skulle tilbage til sin gamle skole, hvor hun ikke havde haft det godt.

“Det var en svær 1. dag. Jeg var bange og nervøs. Men mange kom hurtigt og fortalte, at de syntes, at jeg både så flottere og gladere ud,” fortæller Olivia.

“Men der gik ikke lang tid, så var forholdene lidt, som de havde været før, jeg kom på Julemærkehjemmet. Jeg begyndte igen at blive væk fra skolen,” fortæller Olivia.

“Jeg skulle aldrig have været tilbage til min gamle skole,” fortsætter hun.

Noget nyt måtte ske for Olivia. Hun er i dag elev på Esrom Kost- og Friskole i Gilleleje.

“Det går fint for mig her. Og det var ikke svært at komme i gang. Opholdet på Julemærkehjemmet havde, trods nedturen ved at vende tilbage til den gamle skole, givet mig så meget selvtillid, at jeg fra starten har troet på, at det her bliver godt. Og det er det,” siger Olivia.

Hun er ikke længere i tvivl om, at hun både gennem­fører 9. klasse og bliver til noget bagefter.

“Jeg vil gerne noget med musik. Jeg kan rigtig godt lide at spille. Men jeg bliver nok pædagog. Nogle af de mennesker, der har betydet mest for mig – både på Julemærkehjemmet og her er pædagogerne. Jeg vil gerne prøve at gøre en lige så stor forskel for andre,” siger Olivia.

JULEMÆRKEHJEM

Der er fem Julemærkehjem i Danmark. Cirka 1.000 børn bliver hvert år bevilliget et ophold på 10 uger. For de fleste er opholdet en game-­changer.

• 72 % af børnene har inden start en hverdag med mobning. 12 måneder efter opholdet er det kun 14 %.

• 4o % af børnene siger ved starten af opholdet, at de tror på sig selv. 12 måneder efter opholdet er tallet vokset til 73 %.

• Kun 25 % af børnenes forældre synes ved starten af et op­hold på Julemærkehjemmene, at deres børn har en rigtig god livskvalitet. 12 måneder efter opholdet mener 69 procent, at deres barn nu har en rigtig god livskvalitet.