Et fundament for velfærdssamfundet

09. nov 2017

Et fundament for velfærdssamfundet

Hovedtalen på almene boligdage afholdes af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Foto: Stefan Kai Nielsen

Foto: Stefan Kai Nielsen

“Tak til landets boligadmi­ni­strationer og til hver eneste almene boligafdeling for hver dag at kæmpe for gode boliger til alle. Almene boliger er en af de væsentligste sten, velfærdssamfundet er bygget af. Det, at alle – også syge og handicap­pede – er sikret en god bolig, er selve sammenhængskraften i Dan­mark,” udtaler den social­de­mo­kratiske partiformand, Mette Frederiksen,  i dette interview, i anledning af at hun skal være med til at åbne Almene Boligdage 2017, der er den største enkeltaktivitet, som BL – Danmarks Boliger afholder.

Det sker hvert tredje år, og den 17. november samles over 1.200 almene boligfolk i Aarhus for at få inspiration og idéudvikle fremtiden for de almene boliger. Der kommer beboerdemokrater og ledende ansatte fra landets boligorganisationer.

De præsenteres for omkring 70 programpunkter, der omhandler alt fra cirkulært byggeri, dvs. genanvendelse i alle byggeriets faser – til venligboliger, præsentation af Danmarks dejligste hjem, uddeling af fagpriser til de bedste løsninger inden for reno­veringer, sociale indsatser og meget mere.

Byerne er for alle

Adspurgt af Beboerbladet, hvad almene boliger betyder for hende og Danmark, svarer hun:

“Tak!” og uddyber: “I ­løser mange flere opgaver end bare at skaffe folk et sted at bo. Almene beboere er rummelige over for mennesker, der har problemer. Boligorganisationerne løfter mange sociale opgaver,” fortsætter hun.

Partiformanden fremhæver også den mangfoldighed, som den almene boligsektor rummer.

“Der bor jo alle slags mennesker, fra alle steder  af verden. Det er en gave, som naturligvis også bringer udfordringer, siger hun. 

Almene Boliger er et gode. Og der er brug for ­flere af dem. Især i København og andre større byer, hvis vi skal sikre, at de også fortsat er for alle,” siger Mette Frederiksen.

Den 26. oktober offentliggjorde hun og Socialdemokratiet et boligpolitisk udspil med ti punkter, som skal sikre flere renoveringer af alment byggeri, lavere husleje betalt af regeringens planer, omlægge lånene i det almene byggeri m.v.

En konservativ, en kongelig, en socialdemokrat

Mette Frederiksen bliver den tredje stærke kvinde i træk, der er inviteret til at komme med et væsentligt indspark til den almene sektor. De to foregående var den konservative Conny Hedegaard, der var miljøkommissær i EU, som for seks år siden talte om, hvordan man gør noget for andre. For tre år siden blev talen holdt af hendes kongelige højhed, kronprinsesse Mary, som talte om frivillighed.

Hvad Mette Fredriksen har på hjerte, når hun taler til de mange almene boligfolk, forbliver hendes hemmelighed frem til den 17. november. Men Beboer­bladet kan afsløre, at de almene boliger har en særlig plads i den socialdemokratiske partiformands hjerte. Hun er vokset op i en almen bolig i Grønlænderkvarteret i Aalborg, I dag bor hun og hendes familie i Egebjerg ved Ballerup – et boligområde, som består af 80 pro-cent almene boliger.