Hun er villig til at flytte 220 km for at bo i en bolig, der ikke har været røget i før. Førtidspensionist Helle Pedersen har besluttet sig for at flytte langt fra sin barndomsby i Hedensted til Sæby i Frederikshavn. Sidste år skrev sig hun sig op til en af Danmarks første røgfri boliger i Frederikshavn Boligforening.
“Jeg flyttede ind i en bolig i Hedensted, hvor der har været røget i før. Og fordi boligen er så gammel, sidder tobakslugten stadig i pudset og væggene, og den bliver forstærket, når det blæser,” fortæller hun og oplever lugten som forfærdelig.
Og Helle Pedersen er langt fra den eneste, som har det svært med boliger med røg. Det viser en undersøgelse, som A&B Analyse har lavet for Beboerbladet. Den viser, at hver tredje dansker ikke vil bo i en bolig, der har været røget i før. 82 procent af alle danskere – ejere, lejere, andelshavere, og uanset om de bor i hus eller lejlighed, fortæller, at de ikke kan fordrage lugten af røg.”
Ikke alment problem
Udviklingschef Bjarne Zetterstöm, BL – Danmarks Almene Boliger, fortæller, at almene boliger bliver sat så “godt og grundigt istand,” at de ikke bør efterlade spor af tobaksrygning ved en fraflytning. Han mener snarere, at der er tale om en holdningstilkendegivelse, når en ud af tre danskere svarer, at de ikke vil bo i en bolig, der har været røget i før.
“Det er ikke et problem, jeg hører, boligforeningerne oplever. For hvis det var så markant, så ville boligselskaberne jo selv sige, at vi har et problem, vi kan ikke udleje vores boliger, hvis vores nye beboere brokker sig over, at der er generende spor efter gamle beboere. Undersøgelsen er interessant, men den bekræftes ikke af det, vi oplever i virkeligheden i den almene sektor,” påpeger han.
Beboerbladets undersøgelse overrasker ikke kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra boligportalen Boligsiden. Hun har fået lavet tidligere undersøgelser på boligmarkedet, der bekræfter, at hver tredje dansker styrer uden om en bolig, der har været røget i.
“Folk tænker, at det kan være svært at få al den røg ud af væggene. Selvom man maler og gør alt for at renovere boligen, så er der alligevel nogle, der tænker, at det er svært at få røgen ud af tapetet og væggene. De giftige stoffer forsvinder ikke bare fra væggene, fordi man giver dem en gang maling, det kræver afrensning med specialmidler,” siger hun.
Langsomt skift i holdninger
Birgit Daetz fortæller, at hun oplever, at danskerne år for år hælder mere og mere til at foretrække at bo i en ikke-rygerbolig.
“Det er ikke noget markant. Men vi kan se, at danskerne er begyndt at rykke på deres holdninger, og tendensen er, at flere lige så stille og roligt foretrækker en røgfri bolig. Interessant er også, at 40 procent af danskerne kræver nedslag i pris og vil have boligen billigere, hvis tapetet er gult af nikotin,” siger hun.
Tilbage står Helle Pedersen, der bor i Hedensted Andelsboligforening, og har gjort op med sig selv, at hun ikke vil tage chancen og flytte ind i en rygerbolig igen.
“Jeg er meget generet af tobakslugt, også fordi mine naboer ryger meget. Lugten siver ind i min bolig, og jeg vil prioritere mit helbred. Mit ønske var, at man kunne foretage forbedringer i ejendommen, eller sige, at det kun er de øverste boliger, der må ryges i, for som bekendt trækker lugt jo op nedefra. Jeg stillede det som forslag til generalforsamlingen, men det vandt ikke genhør,” fortæller hun. Nu ser hun frem til at bo i en bolig, som er garanteret røgfri i Sæby Strand.
............................................................................................................................................

Eksempler på røgfri boligafdelinger i almene bolig
9300 Frederikshavn, Sæby Strand, Frederikshavn Boligforening har opført 24 allergivenlige og røgfri lejligheder på Sæby Strand. Der må ikke ryges indendørs i boligerne. De stod klar til indflytning i juni 2012.
2000 Frederiksberg, Duetgården Boligselskabet AKB har opført en røgfri bygning på Frederiksberg med 10 familieboliger og 40 ungdomsboliger. Hele bygningen er røgfri, dvs. der må hverken ryges på de indendørs fællesarealer eller i de enkelte lejemål.
8464 Galten, Svaneparken Den århusianske, almene boligorganisation Alboa opførte i 2016 41 nye lejeboliger. 15 af lejlighederne er røgfri boliger, dvs. det er ikke er tilladt at ryge i lejemålet.
8361 Hasselager, Fuglekærvænget Boligforeningen Århus Omegn har siden 2013 haft ni nyopførte røgfri rækkehuse i Hasselager. Der må ikke ryges indendørs i boligerne.
2730 Herlev, Spindekrogen Herlev almennyttige Boligselskab har opført boligafdelingen Spindekrogen
med 102 lejligheder og rækkehuse. Enkelte opgange er opført som røgfri boliger, dvs. der må ikke ryges indendørs heller ikke i de enkelte lejemål. Boligerne stod klar til indflytning i 2013.
4400 Kalundborg, Midtbyen. Lejerne i Boligselskabet Allikens
afdeling Midtbyen har på et afdelingsmøde i 2015 enstemmigt vedtaget, at 5 lejemål – indrettet i to af afdelingens ældre, unikke byhuse – ved fremtidig genudlejning skal være røgfrie.
8520 Lystrup, Elevparken Boligforeningen Århus Omegn har siden 2013 haft fire røgfri boliger i Lystrup. Det er ikke tilladt at ryge indendørs i boligerne.
5000 Odense, Grønløkkevej 26 27 nybyggede lejligheder på Grøn løkkevej i Odense er totalt røgfrie. Der må ikke ryges indendørs i lejlighederne, men heller ikke udenfor på terrasser og altaner. Lejlighederne stod klar til indflytning d. 1. juni 2016. Domhusgaarden Ejendomsadministration administrerer boligerne.
5260 Odense, Skovbrynet Fyns Almennyttige Boligselskab har opført 56 røgfrie boliger nær Skibhusskoven. Boligafdelingens haver, terrasser og altaner er også røgfri. Det er kun tilladt at ryge på afdelingens tre tilkørselsveje. Boligerne blev klar til indflytning d. 1. marts 2012.
6950 Ringkøbing, Blæsenborgparken RingkøbingSkjern Boligforening har opført 20 rækkehuse, som er røgfri. Lejerne har skrevet under på, at de ikke vil ryge i boligen.
8600 Silkeborg, Sanatorievej 25-27 AAB Silkeborg har en boligafdeling på Sanatorievej 2527, som består af 12 2værelses lejligheder og 5 1værelseslejligheder. For lejere med indflytningsdato efter 18. marts 2015 er det ikke tilladt at ryge i egne lejligheder. Beslutningen om at forbyde rygning i boligerne blev enstemmigt vedtaget af beboerne selv på et afdelingsmøde.
Beboerbladet nr. 1 - 2017